Da Tommy Robinson for få uger siden blev meldt til politiet for vold af den mand, der havde befølt Robinsons 8-årige datter, mens hun og resten af familien var på besøg i et badeland, skrev en journalist ved et mainstream-medie på Facebook, at det var påfaldende, at Tommy Robinson altid synes at ende i voldelige situationer.
Det er en iagttagelse som, ud fra en overfladisk betragtning, kunne have meget for sig. Og så meget mere, som Tommy Robinson igen har været i fysisk infight; denne gang med 3 unge, kriminelle indvandrere, der overfaldt et ældre ægtepar, som de tre bøller spyttede og hostede ind i ansigtet og slog den ældre kvinde i hovedet, så hun fik en stor blodudtrædning ved øjet.
Tommy Robinson kørte tilfældigvis forbi og overværede optrinnet, som han reagerede prompte på: han standsede bilen, fik fat i de tre unge mænd, og skældte dem ud, hvilket dog ikke havde den fjerneste effekt på de tre unge i retning af fortrydelse eller skam. Tværtimod pressede de Tommy Robinson tilbage og op imod bilen. Skænderiet eskalerede hurtigt, og da de unge går til angreb på Robinsons bil, hvor hans børn sidder, sætter han efter de tre unge.
Robinsons børn filmer optrinnet inde fra bilen, og det er tydeligt, at Robinson udsætter sig selv for betydelig fare ved at konfrontere og sætte efter de voldelige unge, der er tre mod en og åbenlyst også blottet for samvittighed. Men han reagerer lige så åbenlyst også på sit sunde instinkt og sin retfærdige harme over at se et ældre ægtepar blive overfaldet helt umotiveret og dertil udsat for en potentielt dødelig smitte af den kinesiske corona-virus.
Dermed udviser Tommy Robinson civil courage og samfundssind par excellence, for optrinnets voldsomhed afspejler ikke så meget Tommy Robinsons påståede voldsparathed (som mange journalister altid er lynhurtige til at fremhæve), som det samfund, han lever i – og som han er blevet en omvandrende reaktion på.
For hvad er der sket med retsstaten, når den kan fostre unge med en så afstumpet adfærd? En adfærd, som langt fra er et enkeltstående tilfælde, men snarere normen i stadigt flere områder af England – og i Sverige og Frankrig for den sags skyld, og som også vil blive normen her hos os.
Tommy Robinson bor i Luton, et af de mest udsatte områder i England, hvor konsekvenserne af befolkningsudskiftningen slår hårdest igennem og vold og kriminalitet i vid udstrækning får lov til at florere, fordi politiet enten reelt er magtesløse – eller fordi de engelske myndigheder fortsat er bange for at fremstå racistiske ved at slå ned på kriminelle indvandrere.
Når det bliver kendt, at politiets magtmonopol er brudt, bliver unge kriminelles adfærd stadigt mere grænsesøgende, grænseløs og udbredt – og det er i denne virkelighed den retsindige, letantændelige og hurtigt reagerende Tommy Robinson lever til hverdag.
Når beskyttede, danske velfærds-journalister derfor med slet skjult foragt ”undrer sig” over, at Tommy Robinson så ofte ender i klammeri, sætter de i virkeligheden kikkerten for det blinde øje, og negligerer det eskalerende voldssamfund Robinson reagerer imod og som fostrer stadigt mere kriminalitet og utryghed.
At Tommy Robinson kan blive ved med at reagere hver gang han ser uret og overgreb og sætte sin egen sikkerhed på spil den ene gang efter den anden, er muligvis uklogt set fra et mere gustent politisk-strategisk synspunkt, men det er en kernesund reaktion på et sygt samfund. Og det aftvinger den dybeste respekt, at han med stor risiko for egen sikkerhed, går i brechen for det ældre ægtepar, der ikke har chance for selv at forsvare sig.
Inden vi for alvor får engelske tilstande i Danmark, bør dette lands MSM-journalister, der altid har så travlt med at defamere Tommy Robinson stille sig selv spørgsmålet, om de selv vil gribe ind – eller se til fra sidelinjen, når fredelige mennesker angribes.
Episoden, hvor Tommy Robinson forsvarer det ældre ægtepar kan ses her
Artiklen har været bagt i Den Korte Avis
