"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Til grin for ytringsfriheden

27. januar 2011 - Artikel - af Christopher Arzrouni

Christopher Arzrouni

Hitb ut-Tahrir har gjort os til grin i vores eget land, skrev Sørine Gotfredsen for nylig og rettede kritikken mod de liberale. Nu vender Christopher Arzrouni kritikken mod Sørine.

Sørines kritik af de liberale

På diverse blogs har Hizb ut-Tahrir fået kælenavnet ”Pis-prut-Papir”. Det er næsten for pænt. For de er nogle smarte, glattungede slamberter. De vil indføre islamisk diktatur i Danmark, men dækker sig ind under, at de (i første omgang) ønsker en debat om danske styrkers tilstedeværelse i Afghanistan.

Det er kun naturligt, at Hizb ut-Tahrir vækker opstandelse og giver anledning til fordømmelse. Sådan må det være i forhold til en fascistisk bevægelse. Men skal man også forbyde fascistiske ytringer og fascistiske møder?

Det mener jeg ikke. Skulle vi have forbudt kommunistpartiet under den kolde krig? Nej. Skulle vi forbyde DNSB i dag? Heller ikke.

Debattøren Sørine Gotfredsen ville nok karakterisere min holdning som ”problematisk”. Forleden skrev hun i Berlingske om Hizb ut-Tahrirs møde på Det Kongelige Bibliotek: ”Arrangementet krænker hele nationen”.

Jo, jeg følte mig i hvert fald voldsomt krænket. Men skal mine følelser absolut have en politisk konsekvens?

Interessant nok var Sørine Gotfredsens klumme mere rettet mod danske liberale end mod Hizb ut-Tahrir. Hun betragter os som et problem. ”Danske liberale hylder Ronald Reagan og John Wayne og ophøjer friheden til øverste sandhed. Alt imens kultur, nationalitet og kristendom bliver sekundært.

”Med friheden som ukrænkelig afgud følger uundgåeligt, at man lader en flok som Hizb ut-Tahrir optræde på Det Kongelige Bibliotek, og det er blevet tid at huske, at også friheds­ideologien kan udvikle sig til blinde principper og kold rationalitet. Den slags man ikke kan bygge en levende nation på. Endsige bevare den med. Sagen om Hizb ut-Tahrir udstiller således liberalismens potentiale for selvdestruktion.”

Forvirret logik

Så lad mig vende hendes argumentation om. For den illustrerer i virkeligheden Sørine Gotfredsens egen forvirrede logik. Med Sørine Gotfredsens argumenter i arsenalet kunne man forbyde alt muligt, der ”krænkede nationen”.

Men i stedet for at reflektere lidt over truslen fra sine egne overilede reaktioner, insisterer hun på at finde sig fjender i liberalismen. ”I en tid, hvor islamismen truer den civiliserede verden, kan liberalismen være en farlig kraft, fordi den i dyrkelsen af individuel frihed glemmer værdien af det fælles og nære.”

OK så. Nu er jeg farlig. Her befinder jeg mig pludselig i bås med Hizb ut-Tahrir. Underligt. Hvad er det Hizb ut-Tahrir vil af med? Individuel frihed. Lighed for loven. Retten til at gå sine egne veje, så længe man ikke skader andre. Og hvad er det, liberale kæmper for?

Netop dette. Men for Sørine Gotfredsen er den slags kun abstraktioner. ”Og mens liberalister kan tale længe om, hvordan vi i fastholdelsen af åbenhed er andre moralsk overlegne, er kendsgerningen her og nu, at vi er til grin i vores eget land. ”

Jeg er enig med Sørine Gotfredsen i, at vestlig passivitet vil være problematisk i forhold til fascistiske bevægelser. Derfor går jeg - og andre liberale - da også ind for en resolut håndhævelse af lov og orden. Det er ikke en abstraktion.

Det er hårdt og kontant. Ballademagere skal ruske tremmer, uanset om de kalder sig Antifascistisk Aktion, klima-aktivister, nazister eller rettroende islamister. Liberalisme er ikke kulturrelativisme.

Men det er åbenbart ikke godt nok for den højdramatiske Sørine. ”Og mens liberalister kan tale længe om, hvordan vi i fastholdelsen af åbenhed er andre moralsk overlegne, er kendsgerningen her og nu, at vi er til grin i vores eget land.”

Den, der sidst, ler bedst

Jovist er vi til grin. Det er vi faktisk ganske tit. Hver gang en kommunist, fascist eller islamist morer sig med at udnytte de vestlige friheder, er vi naturligvis til grin. Men den, der lér sidst, lér bedst.

Hver gang typer som Hizb ut-Tahrir træder op i fuld offentlighed, medvirker de til at mobilisere en liberal, vestlig modstand. Således også under mødet på Det kongelige Bibliotek. Her mødte mange op for at protestere mod islamo-fascismen.

Det farlige er netop, når de totalitære trusler ligger og bygger sig op i parallelsamfundene, hvor almindelige danskere ikke ser dem. Så risikerer vi at bagatellisere dem.

Jeg er glad for, at banditter viser sig i det åbne. Det gør det nemmere at have med dem at gøre. Så kan vi se, hvor mange (få) de er. Så kan vi se hvem, de er. Så kan vi stikke mikrofoner op i snuden på dem og fange dem i deres egne ord.

Det var påfaldende, så svært Hizb ut-Tahrirs talsmand havde ved at være klar i mælet, da han kom direkte i tv-avisen. Han blev bange for at bruge sin ytringsfrihed. Bange for at afsløre sig selv.

Ytringsfrihed duer både i princippet, men så sandelig også i praksis. Nogle gange er man bare nødt til at blive til grin og føle sig voldsomt krænket for at have noget ud af denne fantastiske vestlige tradition. Det burde traditionsbevidste konservative også sætte pris på.

Vi har brug for alle kræfter i forsvaret for de vestlige samfund. Ikke for kævl og pindehuggeri mellem liberale og konservative.

Kommentarer

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg