Indholdsfortegnelse:
- Indledning
- Ytringsfrihedens natur og psykologi
- Ytringsfrihedens natur: forsamling, tænkning og tale
- Ytringsfrihedens psykologi
- Paradoksal tvang og dobbelt kærlighed
- Naivitet, mod og inkompetence
- Erfaringen
- Striden
- Invitationen
- Direkte og indirekte angreb på ytringsfriheden
- Universitetets problemer
- Skolen og den pædagogiske forskning
- Identitetspolitik og teknologi
- Indledning:
Mange tak, Lone, for de smukke ord, og til Trykkefrihedsselskabet for at tildele mig denne fine pris og endda med så flot en begrundelse. Jeg er meget beæret, også når man ser på den perlerække af talere, skrivere og tegnere, som jeg nu er kommet i selskab med.
Så vidt jeg kan se, er jeg den blot tredje danske prismodtager, siden Kurt Westergaard modtog prisen for sit satiriske kunstværk, som fik en ny verden af identitetspolitisk krænkelse til at vise sig, og som f.eks. ændrede den kulturradikale tradition her til lands, så man pludselig skulle tage ”religiøse hensyn”, når man tegnede en helt almindelig frisk tegning eller sagde sin mening om et forhold i verden.
Det hele skete i de eksakt samme år, 2005-06, hvor borgeren, børnene og institutionerne og dermed også pædagogikken blev omdannet til ”læringssoldater” i konkurrencestatens tjeneste, som professor Ove Kaj Pedersen udtrykte det i sin indflydelsesrige bog ”Konkurrencestaten”.
Denne mærkelige kombination af krænkelser og politisk økonomi, som har præget samfundet lige siden, vil jeg vende tilbage til sidst i min tale.
Og så er jeg den nu tredje prismodtager fra den pædagogiske verden inden for få år. Og her falder prisen på et tørt sted vil jeg sige. Lad mig give et par eksempler:
Allerede fra 2009 kunne sociologen Rasmus Willig berette om sindrigt konstruerede og umyndiggørende mundkurve, f.eks. til århusianske pædagoger, som i de år skulle udsættes for kommunens såkaldte ”udviklingsplan”. Pædagogerne skulle ”føle” loyalitet; vel at mærke ikke over for pædagogikken eller børnene, men over for magistratens store plan, som ligefrem krævede et ”fælles læringssyn”. Den fremtrædende børnehave- og legeforsker, Karsten Tuft, som selv funderede pædagogikken i filosofiens og forfatningens frihedsbegreber, kaldte med rette kommunens plan for totalitær. Og dette eksempel fra Aarhus var vel at mærke udtryk for en generel tendens.
Og i 2014 fik den erfarne og landskendte lærer, Erik Schmidt, en tjenstlig advarsel af Odense Kommune for – endda på et internt lærermøde – at kritisere sin helt nye skoleleders ”læringsvision”, som udsprang direkte af skolereformens opgør med pædagogikkens tradition. Sagen endte i retten hele fire gange, men i november 2018, efter hele 4½ års proces, vandt Schmidt sagen med et brag. Landsrettens dommere henviste i deres begrundelse netop til Schmidts ret til rejse en debat og til at stille spørgsmål, dvs. til ytringsfrihedens tradition. Dermed bekræftedes sammenhængen mellem skolelovens ”folkestyre” og forfatningens grundstruktur.
Schmidt fik omfattende støtte i faglige kredse. Men den eneste fra ”systemet”, som forsvarede ham, var faktisk en tidligere modtager af Sappho-prisen, nemlig rektor Stefan Hermann.
Odense Kommune eller KL udtrykte derimod ikke – hverken undervejs eller efterfølgende – den mindste beklagelse over så vedholdende at have trådt frihedsrettighederne under fode. Tværtimod rejste kommunens rådmand rundt og fortalte, at man skam gik ind for ytringsfrihed og pluralisme. Og skoledirektøren talte om, at der havde været en ”blomstrende debat”. Den form for dobbeltbudskab plejer jeg at kalde for ”postmoderne ondskab”.
Senere vil jeg give endnu et eksempel på denne særlige postmoderne struktur, hvor en organisation altså straffer og udelukker en person for at gøre netop det, som organisationen selv fremhæver som dyder.
Der har også været flere andre sager, og i december 2022 blev jeg sågar selv fyret, da det eksakt samme ”læringsbegreb”, som havde forgrebet sig på Erik Schmidts faglige virke, for alvor tog magten på DPU, som siden 2015 har været ledet af landets mest inkarnerede tilhænger af både skolereform og konkurrencestat, nemlig Claus Holm. Holm mener, at dannelse og pædagogiske formål hørte under ”velfærdsstaten”, men at vi nu i stedet har fået en konkurrencestat, og her skal vi læringsoptimere for arbejdsmarkedets og konkurrenceevnens skyld. Vi skal endda lære at trives i denne tilstand, fremgår det. Derimod er demokratiet, og det som Løgstrup kaldte for ”tilværelsesoplysning”, ikke mere så vigtigt. Dermed kommer frihedstraditionen under pres, hvilket jeg selv er blevet et empirisk eksempel på.
Så tildelingen af Sappho-prisen til en repræsentant for den pædagogiske kritik falder på et virkeligt tørt sted. 1000 tak for det.
- Ytringsfrihedens natur og psykologi
I resten af min tale vil jeg reflektere over to forskellige temaer: For det første vil jeg tale om ytringsfrihedens natur – dvs. dens forfatningsmæssige og psykologiske indhold – og for det andet vil jeg uddybe denne ”naturs” situation i lyset af politikkens, forskningens og pædagogikkens tilstand.
2A. Ytringsfrihedens natur: forsamling, tænkning og tale
Ytringsfriheden er en del af en samlet rettighedsmuskulatur. I grundloven hænger talen og skriften direkte sammen med tanken. Eller i direkte citat fra §77: ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene”.
Så tanke og tale og offentlighed er grundlæggende og sammenhængende fænomener. Filosofi og politik hænger sammen. Det er også derfor, at samfundets filosofiske og intellektuelle liv er fuldstændig afgørende for udviklingen af både institutioner og politiske og sociale ideer. Det har ikke noget med ”arbejdsudbuddet” at gøre (grædende smiley).
Men hele dette smukke system hænger også sammen med en helt anden paragraf, nemlig §79, som handler om forsamlingsfriheden, og hvis betydning vi for alvor blev mindet om under corona-nedlukningen.
- 79 lyder sådan her:
”Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.”
Så mennesker kan samle sig frit i fællesskaber, i romantiske forbindelser, i folkelige forsamlinger, på gader og stræder, i skoler, kirker og i forsamlingshuse og så videre, uden at staten må regulere det udover med tekniske regler. Og det er ud af disse for-samlinger og deres tilblivelser, at samfundet får dets for-udsætninger, og at skolerne får deres for-mål. Skolens formålsparagraf er faktisk en slags materialisering af de sidste 200 års forsamlingsliv.
På den måde bliver samfundets frie forsamlingsprocesser noget helt grundlæggende. Herfra udspringer foreninger, sociale traditioner og pædagogiske, politiske og religiøse fællesskaber. Det er dette samspil mellem fællesskab, historie og frihed, som grundtvigianerne kalder for ”det historisk-poetiske”.
Grundtvig var da også en af de helt store ytringsfrihedshelte i 1800-tallet, selvom han ikke var demokrat i klassisk forstand. Han gik ind for en stærk, men passiv stat, dvs. en slags monarkistisk forfatningsliberalisme, hvilket vi jo på en måde også fik. Grundtvigs dyder fremhæves da også kraftigt i Mchangama og Stjernfelts flotte udgivelse ”Men – Ytringsfrihedens historie”. Mchangama og Stjernfelt har dog ikke blik for forsamlingsbegrebets betydning, selvom det hele tiden forudsættes. Så nærværende refleksion er mit lille bidrag til emnet.
Også nogle universiteter kommer ud af denne forsamlingstradition. Aarhus Universitet startede f.eks. som et ”universitetssamvirke” af lokale aarhusianske kræfter fra civilsamfundet, der ansatte en filosofiprofessor og fandt nogle studerende. Denne søde gruppe indledte i 1928 ”universitetsundervisningen i Aarhus”, som man kaldte det, på nogle taburetter i et loftsværelse på Nørre Allé i det centrale Aarhus. Professoren hed Kort Kortsen, og han var selv – udover sin filosofieksamen – uddannet som lærer på Ranum Lærerseminarium, som var dannet ud af Grundtvigsk inspirerede tanker i 1848. Det hele er et udtryk for forsamlingens tradition. Det er positiv social arv, som man siger.
Forsamlingsfriheden handler kort sagt om at opbygge et virke og etablere et standpunkt og et sted i verden sammen med andre, og nye generationer kommer så til syne ind i og ud af denne rigdom.
Men hvordan ser sammenhængen mellem §79 og §77, mellem forsamling og ytring, så ud?
Ud af mødet med andre mennesker og deres tale – altså i erfaringen af, at der findes andre mennesker i verden – opstår naturligt tilbagetrækningen. På vej hjem fra mødet, i brusebadet eller under spadsereturen trænger tænkningen sig på. Tænkningen er menneskets dialog med sig selv, så man kan være sig selv. I tænkningen gengiver man andre menneskers ord og synspunkter, som man så undersøger med sine egne ord. Dermed opstår en form for ”udvidet bevidsthed”, en indre samtale med verdens stemmer. I den dybeste ensomhed er man mest sammen med andre. På den måde bliver tænkningen et sted i verden, hvor mennesket bliver til.
Og ud af denne indre dialog med sig selv kommer dømmekraften, dvs. talen og skriften. De mange indre stemmer må finde en form, en sætning. Ytringen kæmper sig vej ud af de indre dialoger i mange forskellige formater: F.eks. i eksperimenterende eller poetisk forvirring, eller måske i en nærmest insisterende skrå sikkerhed. Som årene går og ordene modnes, bliver sætningerne måske til værker og til nye kulturelle eller politiske referencepunkter. Det er derfor, at ”personlig udvikling” står centralt i skolens formålstradition. Desværre gled udtrykket ud af formålsparagraffen i 2006 til fordel for udtrykket ”alsidig udvikling”, som er lettere at omsætte i digitaliserede styringsformater.
Kort sagt: Mennesket lever sammen med andre, undrer sig alene i dialog med andres stemmer, og udtrykker sig til andre. Man åbner øjnene og taler her og der i forskellige forsamlinger, mens tænkningen danner indre stemmer, som man vender med sig selv. Derpå skriver man sætningerne ned eller udtaler dem, hvis man tør. Derefter mødes man igen i forsamlingerne, f.eks. på konferencer, selskaber, seminarer og møder, men også alle andre steder, for at fortælle om det, man har skrevet til andre, som svarer igen, så man tænker igen. Det er vekselvirkning mellem øre, tanke, skrift og tunge, dvs. en tung og legende form for sansning, der både bygger fællesskaber og holder dem i live.
Dermed forbindes forsamlingsfrihedens §79 med ytringsfrihedens og tænkningens §77.
2B. Ytringsfrihedens psykologi
Denne sammenhæng mellem ytring, tænkning og social pluralitet giver ytringsfriheden en særlig psykologi, som jeg nu vil prøve at sige noget måske lidt søgende om.
- Paradoksal tvang og dobbelt kærlighed:
Der er en form for umulig tvang i ytringen, en slags selvstændighed inde i selve sætningen. Ytringen vil ud af tænkningens kamre. De mange forskellige og ofte modstridende indre stemmer må forme sig til én sætning, der har en eller anden social eller personlig adresse. Det er dette paradoks mellem pluralitet og enhed, mellem tænkning og ytring – hvilket også er undervisningens og lærerens paradoks – der gør, at både ytring og undervisning er en form for kunstværk.
En anden ting er, at man både taler for sin egen og for ”den andens” skyld. Også selvom det kan gøre ondt på sig selv eller på andre. Ytringsfriheden er derfor både en eksistentiel kærlighed til en indre sandhed, og en lige så dyb omsorg for forudsætningerne for samfundets institutioner og liv. Den største ytring er personlig og almen på samme tid. Den får verden til at vise sig, fordi den taler til en verden, som findes, selvom den måske er skjult. På en måde er denne kærlighed til sandhed og fællesskab større end i den romantiske kærlighed. For sandhedskærligheden forstærkes nærmest, hvis verden viser sig at være uretfærdig, hvilket jo ikke er tilfældet i romantikken.
Det var noget om ytringens paradoksale tvang og dens dobbelte kærlighed.
- Naivitet, mod og inkompetence
Et tredje element, som altid er lidt indblandet, er naiviteten. Ytringen er så tæt på munden og på kroppen, at den næsten er privat. Den kommer på en måde fra naturen i dig selv, fra syntesen mellem ånd og tunge. Man siger bare noget helt stille uden nødvendigvis at vide, at det skulle være noget særligt, og selvom man ved det, så må man fastholde sin naivitet, når man taler. Gør man ikke det, så risikerer man det værste, nemlig at tale med en andens stemme.
Nogle gange ved man jo godt, at denne stille og naive natur kan være farlig for sig selv. Et vigtigt aspekt af ytringsfrihedens naivitet er derfor ”modet”. Filosoffen Immanuel Kant gjorde faktisk i 1783 ”modet” til oplysningens grundlæggende princip. Det skete i følgende berømte indledning til skriftet ”Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning?”:
”Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er manglen på evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at betjene sig af forstanden uden en andens ledelse. Sapere aude! Hav mod til at betjene dig af din egen forstand! er altså oplysningens valgsprog.”
Det er denne kombination af mod, tænkning og naivitet, som er ”oplysningens” princip, intet mindre, og som Kant altså sammenfatter under begrebet ”myndighed”.
I samme essay fortæller Kant om, hvordan modets sætninger udtales, ikke bare til ”arbejdsgiveren” eller til ”magten” eller til andre ydre sociale funktioner. Ytringen er derimod henvendt til et publikum af andre modige, som arbejdsgiveren også kan tilhøre, hvis han har mod til det. Dermed funderer Kant den moderne borgerlige offentligheds grundlæggende princip. Det er den ”offentlige brug af fornuften”, som han kaldte det. I modsætning til ”den private brug”, som findes i regi af organisatoriske interesser og driftssystemer. Bemærk hvordan det allermest ”offentlige” er tæt på det indre, dvs. på modet.
Også den franske filosof Michel Foucault interesserede sig for modet. Han kaldte ytringsfriheden for ”fearless speech”, et udtryk han udledte af det græske begreb ”Parrhesia”, dvs. pligten til at tale sandt for det fælles bedste uanset personlig risiko. ”Fearless speech” var faktisk titlen på en af Foucaults sidste bøger, som efter min mening også var forfatterskabets bedste. Men hans baggrundsfilosofi modarbejder hele tiden hans undersøgelser. Det skyldes, at han konsekvent reducerer ”forsamlingen” til magt, hvorved den frygtløse tale mister dens forudsætning og derfor undergraver sig selv. Det er da også kun meget få Foucault-tilhængere, som taler om frihedsrettigheder mere generelt. Faktisk bliver de tit selv opslugt af ”magten”.
Og så til endnu et emne, nemlig ytringens ”inkompetence”. I en vis forstand er ytringen ensom, selvom den altid forudsætter eksistensen af et tænkende publikum. Men ofte modtages de mærkelige og ensomme sætninger af flertallet og af samfundets driftsmaskiner som et udtryk for inkompetence. Ytringen undersøger og spørger og kritiserer jo det, som opfattes som gældende normer. Den provokerer, ikke blot magten, men også magtens sprog. De frie ord, som stammer fra tanken og forsamlingerne, støder ind i magtens og de sociale systemers væg, hvor ordene nedgøres eller udstødes. Grundlovens ånd er omfavnelsen af inkompetencen som verdens smukke navle. Det er også derfor, at kompetencebegrebet på ingen måde kan stå alene i uddannelsessystemet, hvilket det ellers gør i disse år. Al god pædagogik må tage udgangspunkt i inkompetencens dybeste dyd, som stammer fra tænkningen. Der er noget sokratisk over denne inkompetence.
Så kort sagt: ytringsfrihed er ”myndighed”, dvs. en modig, sandhedskærlig, naiv og offentlig inkompetence, der taler til de samme egenskaber hos alle mennesker, dvs. til menneskeheden i enhver. Det er en form for ligeværd, der sætter parentes om ulighed, men som producerer pluralitet.
- Erfaringen
Det næste element i ytringsfrihedens psykologi er ”erfaringen”. Når man taler ind i verden, så er Kants ”publikum” lidt for abstrakt. For verden svarer ofte igen på meget håndfaste måder, hvilket ”et publikum” jo normalt ikke gør. Den amerikanske filosof John Dewey talte om, at en sådan ”erfaring” var bygget op af et ”doing” og et ”undergoing”. Så først gør man noget, og så sker der noget, med det man gør. Det var en sådan ”undergoing”, verdens reaktion, som Kurt Westergaard erfarede efter sin ”doing”, som jo var selve tegningen. Alle ytringsfrihedsfundamentalister, som f.eks. mig selv, har erfaringer med denne erfaring. Det er som om, at ens naive og inkompetente tale bliver slugt af en verden, som angriber eller overmander en. Det føles meget livligt og tæt, men også ensomt og tankevækkende.
Så ytringsfriheden er ikke kun for den kantianske oplysnings skyld. Man ytrer sig også for, at verden kan vise sig. En verden, som måske ellers går og putter sig i tavshed og magt, kommer pludselig til syne i en mærkelig form for abrupt vildskab, der kommer bag på alle.
Kort sagt: Ytringen, forstået som erfaring, er et ”doing”, dvs. et personligt og eksistentielt udtræk af tænkningen, som får en verden til at vise sig, og denne nye verden overmander personen, som dermed underkastes et ”undergoing”.
- Striden
Endnu et aspekt i ytringsfrihedens psykologi, som jeg vil fremhæve, og som ligger i noget af det, jeg allerede har sagt, er striden og kampen. Disse begreber var centrale for både Grundtvig – ”kamp må der til” – og for Kierkegaard i ”kirkekampen”, som begge understreger sammenblandingen af eksistens, strid og politik. Men også filosoffen Karl Popper talte i det herrens år 1945 i sin bog ”Det åbne samfund og dets fjender” om videnskab som et venskab-fjendskab forhold.
Også den franske filosof Jacques Ranciére mente i 1990’erne, at ”disagreement” var den centrale politiske kategori. Ranciére funderede denne uenighed i frie, opmærksomme og selvstændige menneskers vekselvirkninger omkring samfundets ting og kundskabsmaterialer. Denne mærkelige forsamling af ensomme og modige og uvidende lærere, forstyrrer ustandseligt det store fællesskabs ”forklaringer”, hvor alle har alt muligt til fælles, f.eks. strategier, visioner, kompetencesystemer, sammen om dit og dat, og så videre.
Ytringsfriheden bliver på den måde et fællesskab af inkompetente, der forstyrrer og strides med ”de kompetente”, altså dem uden publikum. De inkompetente, dvs. tænkerne, er de ”uvidende lærere”, som Ranciére udtrykte sin pædagogiske vision. Så uenighed er et vigtig filosofisk og psykologisk begreb og en central pædagogisk dyd.
1980’ernes post-marxister interesserede sig også for uenigheden. De talte om ”antagonismer” med udgangspunkt i den kontroversielle tyske retsfilosof Carl Schmitt. Men fordi postmarxismen gjorde op med klasse-begrebet, dvs. med ”forsamlingen”, så kollapsede ”antagonismen” til ”diskursiv strategi”. Herfra mistede socialisme dens dybde. I et par år levede vores hjemlige socialisme videre som en slags venstrefløjsgrundtvigianisme omkring de folkelige protestbevægelser, f.eks. i Else Hammerichs og Ebbe Kløvedal Reichs EF-modstand. Men i løbet af 1990’erne kom Grundtvig pludselig i ”bad standing” på grund af globaliseringen. Pludselig var han noget ”etnisk”. Herfra forvitrede venstrefløjens forsamlingstradition totalt.
- Invitationen
Et sidste emne er ”invitationen”. En ytring har altid en adresse. Kirkegaard bød biskopperne op til dans. Man inviterer til kamp. Man kalder på sin medborgers offentlige brug af fornuften.
Enhver ytring er altid en implicit invitation, men man kan også udtale invitationen. Hvis jeg må tage et eksempel fra min eget erfaringskatalog: I 2015 skrev jeg en helt regulær kritisk artikel om nogle københavnske kollegers arbejde. Jeg kendte dem ikke personligt. Jeg skrev derefter en mail med følgende ordlyd:
”Kære Dorthe – Selvom vi er kolleger, har vi vist aldrig hilst på hinanden? Men jeg vil sige, at jeg har skrevet en analyse af en af dine artikler på min hjemmeside. Jeg har muligvis misforstået det hele, og du er naturligvis meget velkommen til at svare i kommentarfeltet, hvis du har lyst – Mange hilsner, Thomas Aastrup Rømer, DPU-Trøjborg”
Det var en ”invitation”. Men svaret var ikke hverken et gensvar eller blot et ”nej tak”. I stedet kom 14 dage senere en klage til Aarhus Universitets helt nye dekan over ”mobning” og ”tilsvining”, som endda blev understøttet af den selvsamme helt nye leder af DPU, som har stået for de aktuelle fyringer. Heldigvis fik jeg stor offentlig opbakning, og dekanen måtte afgøre sagen til min fordel. Siden hørte jeg aldrig mere til den sag.
Med udgangspunkt i invitationen gjorde jeg dermed en erfaring, en ”undergoing”, som afstedkom en hel række videre ”doings”, som forårsagede endnu flere ”undergoings”. Hele tiden måtte jeg arbejde med at fastholde en blanding af naivitet, mod og sandhedskærlighed og med at fastholde forestillingen om et kantiansk publikum.
Lad mig konkludere på hele denne overvejelse: Ytringsfriheden består af forsamling, tænkning, kamp, invitation, erfaring, mod, sandhedskærlighed, naivitet, strid og inkompetence. Ytringen kommer fra forsamlinger, og den bliver til forsamlinger.
Det lyder jo som et helt kursus, selvom man sjældent hører om disse emner i pædagogiske sammenhænge.
- To slags angreb på ytringsfriheden
Der findes to slags anslag mod ytringsfriheden, nemlig det direkte og det indirekte. Det direkte angreb giver sig selv. Det var det, som Erik Schmidt og Kurt Westergaard oplevede, og også lidt mig selv. Det er et ”don’t speak”! Ellers får du en kugle for panden eller en tjenstlig advarsel.
Eller som dengang i 1834, hvor Frederik d. 6. ville begrænse trykkefriheden med henvisning til den omsiggribende ”skrivefrækhed”.
Eller som i 1871, da den magtfulde professor Madvig forhindrede Georg Brandes i at få et professorat med henvisning til Brandes’ ”frække og overfladiske spot”, som Madvig mente var uden ”alvorlig forskning eller dybere etisk følelse”. Det ændrede Brandes’ karriere og prægede hans videre virke. Først i 1901, da tiderne var skiftet, fik han et professorat. Denne relation mellem professorater og magt har ikke ændret sig det fjerneste.
Men der findes også et indirekte angreb på ytringsfriheden. Det går via et anslag imod forsamlingsfriheden. Her går staten ind og omformer forsamlingernes vekselvirkninger ud fra målsætnings- og fordelingssystemer, som ofte ledsages af diverse statistikker og regnskaber om borgernes adfærd. Det hele suppleres af nedladende one-liners om ytringernes folkelige og filosofiske ophav. Dermed bliver ytringerne ensomme, bureaukratiske, angste og tilpasningsdygtige eller ender måske som små forargede og vrede tweets uden opbygning, personlig udvikling, dannelse og drama.
Men hvis staten angriber forsamlingen, så angriber den på en måde også sig selv. For den syntese mellem folk og stat, der udviklede sig fra 1800-tallet og frem, var netop defineret ved den samtidige adskillelse af folk og stat. Forbryder man sig mod denne smukke syntese, så ender staten som en fattig statistisk kontrolstruktur, som selv siver ind i globale kvantitative regnskaber, hvorfra den udvikler bureaukratiske og højteknologiske kontrol- og kompetencesystemer.
Denne logik så vi sidst realiseret i forbindelse med det, jeg kalder for ”den store nedlukning”, men i pædagogikkens verden har vi i princippet haft systemet, siden dengang Pisalisterne og disses adfærdsteknologier blev et enerådende kvalitetskriterium fra omkring 2005. Herfra har de tekniske løsninger og en række store måle- og evalueringssystemer taget over, så selv ord som dannelse og undervisning, der jo udspringer af forsamlingens, tænkningens og talens praksis, kan sættes på algoritmiske formler i produktivitetens tjeneste, hvor de så kaldes for ”læring”.
I så fald reduceres kritisk arbejde til ”modstand mod læring” eller til ”konspirationsteorier” eller ”synsninger” og så videre. Eller måske til anklager om ”mobning” og ”tilsvining”. Dermed forvitrer ytringsfriheden via anslaget mod forsamlingsfriheden.
3A. Universitetets problemer
Lad mig uddybe denne sidste pointe med de indirekte angreb ind i videnskabens og pædagogikkens områder. For som antydet skete der noget i starten af 00’erne, der fjernede universitets og skolens forudsætning i forsamlingsfriheden.
Indenfor videnskaben udspringer ”den akademiske frihed” netop af frihedstraditionen. Universitetet er en slags kultivering og institutionalisering af menneskets naturlige habitat for nysgerrighed og sandhedskærlighed.
Men i 2003 kom der en ny universitetslov. Nu skulle universiteterne omdannes fra at være forskellige kombinationer af faglige og demokratiske processer til at være centralstyrede strategiske koncerner. Dermed udviklede man et system, der omdanner forskere, studerende og sekretærer til midler for optimering af centralt fastsatte strategiske parametre. Herfra accepteres kun den ”strategisk” relevante kritik.
Dansk Industri ville gå fra ”forskning til faktura”, og den daværende forskningsminister, Helge Sander, radikaliserede endda dette udtryk. Han ville gå fra ”tanke til faktura”. Så ville alle blive kompetente, og samfundet ville ”vækste”. Det er tanke-vækkende at opgøret med forsamlingen her ledsages af et direkte opgør med ”tanken”, samt af et kompetencebegreb som bliver mere og mere instrumentelt og altomfattende, og som reducerer ”kritik” til metodiske refleksioner, der skal indløse strategiske ”udfordringer”.
I Aarhus blev ideologien fra 2005 ledsaget af et nyt og tilpasningsdygtigt rektorat, som var stærkt centraliseringsorienteret. Et væld af nysprog bredte sig. Vi fik det, som filosoffen Gert Biesta har kaldt for et ”global university”, som er ”a copy without an original”, som han siger. Et ensomt og stort system uden fortid, som udsletter ”modet til at bruge sin egen forstand” og interessen for at gøre erfaringer.
Det globale universitet må i en vis forstand producere sin egen ”original”. Herfra bliver verden helt uforudsigelig. Som den nye dekan for fakultetet ARTS beskrev det i 2012: Vi får ”det frække universitet”, som går ”fra viden til handling”. Kan man synke dybere?
Samme år, i 2012, resultererede dette system i, at man frøs den tyske musikprofessor Linda Maria Koldau ud, fordi hun kritiserede den lokale musikvidenskab, hvilket åbenbart svarede til at tegne Muhammed. Efter overgrebet skrev Koldau sit imponerende erindringsdokument, trebindsværket ”Janteuniversitetet”, som siden hen blev totalt tabu på Aarhus Universitet. Via denne tabuisering fik universitetet yderligere problemer med universitetets ide, dvs. med ”Bildung”, som er den tyske udgave af den dannelsessammenhæng, jeg lige har omtalt, og som Koldau var uddannet i.
Jeg kan heller ikke lade være med at nævne, at det nye rektorat også foreslog et nyt navn til det tidligere omtalte ”universitetssamvirke”, som jo havde rod i 1920’ernes forsamlinger i Aarhus. Samvirket skulle nu hedde ”AU Executive”. Det endte dog med at blive helt nedlagt.
3B. Skolen og den pædagogiske forskning
- Skolen
Også skolen blev ændret i den nye ånd. Det skete i forlængelse af Globaliseringsaftalerne i 2006 og videre i skolereformen fra 2014. Her omdannede man skolen og uddannelsessystemet til et nyt evaluerings- og læringssprog, som var økonomisk defineret. Pædagogikken blev med andre ord en del af økonomien. Tanken blev også her til faktura.
Ud af globaliseringsaftalerne etablerede man en række omfattende og centraliserede test- og målesystemer, og til den pædagogiske dagligdag udviklede man den såkaldte læringsmålstyring, hvorefter hvert eneste barn skulle målstyres i hver eneste time. Fra 2014 blev denne metode ligefrem en statsdirigeret ideologi, som blev kraftigt støttet af DPU, og som altså hang sammen med de store målesystemer. Hvis man ikke syntes om den ide, så pådrog man sig ”et moralsk ansvar” eller havde ”modstand mod læring”, som det hed det på de bonede gulve, mens tavsheden bredte sig. De stakkels målstyrede børn og deres lærere lærte på den måde tavshedens og tilpasningens kompetence, men ikke frihedens og tænkningens inkompetence.
Staten nedsatte faktisk allerede i 2007 et ekstremt indflydelsesrigt ”Rådet for evaluering og kvalitetsudvikling” for folkeskolen, som blev kaldt for ”Skolerådet”. Dette råd, som mestendels bestod af økonomer, gjorde via syv digre årlige beretninger klar til læringsmålstyringen og til skolereformen i 2014. Skolen skulle herefter fremme ”produktiviteten”, skrev de økonomiske vismænd, og algoritmerne skulle erstatte lærerne.
Dette skoleråd var faktisk en konsekvens af Anders Fogh Rasmussens primitive opgør med det såkaldte ”smagsdommeri” fra de tidlige 00’ere. Men Fogh gik altså blot bort fra de faglige smagsdommere, som havde tråde ned i forsamlingernes vævninger, og hen til økonomiske smagsdommere, som var instrumenter for en stat uden forsamlinger.
Så samtidig med, at Fogh forsvarede Kurt Westergaard, så ødelagde han samfundets fundament i forsamlingerne. Dermed kunne hele princippet bag krænkelserne, nemlig det identitære, langsomt men sikkert brede sig ind i det nu tomme, økonomisk definerede og forsamlingsfrie område, dvs. overalt.
Nuvel, tilbage til hovedsporet. De gamle seminarier blev overtaget af syv store professionshøjskoler i den nye ånd. Man kaldte dem for ”University Colleges”. Dermed fik lærer- og pædagoguddannelsen kappet rødderne til de seminarier, som jo havde rod i frihedstraditionerne og disses forfatningsbårne kontrakter med staten, også kaldet ”formål”. Nu skulle man i stedet for ”formålene” lave ”udviklingskontrakter” på den svage og aktive stats strategiske præmis.
Disse processer fandt sted sammen med rystende nedskrivninger af pædagogikkens sprog og praksis, dvs. i et opgør med hele det rodnet af grundtvigianisme, reformpædagogik og oplysningsfilosofi, som på forskellige måder havde præget landet siden 1800-tallet. Dermed kappede man også forbindelsen til §77 og §79 og deres mulighed for at blive holdt ved lige. At mange af disse reformer i høj grad blev båret frem af liberale kredse, er nok en af den nyere Danmarkshistories største gåder.
- Den pædagogiske forskning
Lad os også se lidt på den pædagogiske forskning. DPU blev etableret i 2000 i et opgør med Danmarks Lærerhøjskole, som var alt for grundtvigiansk og forsamlingsagtigt og så videre. I stedet ville man optimere ”læringsadfærden”, som det hed.
I 2008 kom der en række universitetsfusioner i den nye ånd. Blandt andet kom DPU ind under det reformerede Aarhus Universitet. Hermed kunne den ene anti-dannelse gå i symbiose med den anden. De nye ledere fra UC’erne og DPU sammenlignede ligefrem - i total underdanighed - Lars Løkke Rasmussen med Martin Luther King. Det var i 2010.
Imens hele dette oplysningsfjendtlige apparat blev rullet ud, ofte under betegnelsen ”videnøkonomi” (uden ”s”) eller ”verdensklasse”, blev ytringsfriheden parkeret hos Muhammed, hvor den ligefrem blev til noget højrefløjsagtigt, som handlede om ”krænkelser” og ”respekt”. Siden sivede dette identitetspolitiske vokabular som allerede nævnt tilbage i samfundet, hvor det redefinerede det nu forsamlingsløse samfunds sprog som sådan.
Det dobbelte dannelsesforfald i Aarhus blev fremskyndet af, at DPU fik en ledelse, som elskede teorien om konkurrencestaten, og som slavisk fulgte og endda ophedede de nye tendenser. Herfra blev det, der skulle have været pædagogikkens sted, til et arnested for overgreb, hvoraf flere havnede i professor Heine Andersens værk ”Forskningsfrihed – ideal og virkelighed” fra 2017, som måske er den vigtigste fagbog i nyere tid.
Allerede i 2010 forsøgte den nye DPU-ledelse at fyre tre filosoffer, fordi deres forskning angiveligt ikke skulle være ”relevant”, som det hed, og helt almindelig kritisk arbejde blev som sagt kaldt for ”mobning” og ”tilsvining” og gjort til genstand for udmarvende bureaukratiske klageprocesser. Interessen for kritik og dannelse blev marginaliseret og nedgjort som ”konspirationer” af en ny symbiose mellem konkurrencestatsteori, poststrukturalisme og systemteori.
Med ”mobningen” og ”tilsviningen” fik vi en slags radikalisering af det nedladende ”modstand mod læring”, som sugede Kants idealer ud af samfundet. Ledelsen omtalte truende og i al offentlighed mit arbejde som et udtryk for ”polemisk dumdristighed”, og en af dens støtter kaldte mig ligefrem for en ”paria”. I samme ånd blev filosoffen og teologen Peter Kemp, som havde kritiseret filosof-fyringerne, kaldt for en ”plattenslager” og en ”løgner”.
Men efterhånden rejste der sig en stor kritisk bevægelse, dog mest uden for DPU. Vi var f.eks. nogen, Svend Brinkmann, Lene Tanggaard og undertegnede, der i perioden 2011-2021 samlede dele af kritikken i fire antologier: ”Uren pædagogik 1-3” og i bogen ”Sidste Chance – perspektiver på dannelse”. Og fra 2016-2019 var undervisningsminister Merete Riisager, som selv var cand.pæd., et slags fyrtårn i den politiske del af kritikken, selvom hendes virke blev nedgjort på det skammeligste på DPU og i dagbladet Politiken. Alle disse kritiske indsatser gik skarpt i rette med den udvikling, jeg har beskrevet. En udvikling, som DPU’s ledelse altså har stået for og forstærket igennem alle årene.
Den aktuelle fyring af undertegnede følger i direkte kausal forlængelse af denne begrebsmæssige historik. I mit fyringsbrev - hvor der ellers står, at der ikke er noget som helst at kritisere mig for på de fire såkaldte ”saglige kriterier” - kaldes den nye ideologi for et ”bagvedliggende hensyn”; altså et femte og nærmest okkult kriterium.
Og lige kort tilbage til den ”postmoderne ondskab”, som jeg nævnte i talens indledning: Selvsamme dag, som min fyring blev effektueret, den 16. december 2022, godkendte Uddannelses- og forskningsministeriet universitetets vedtægter. Her står der følgende fantastiske ord:
- 4. (I kapitlet om "mål):
Stk. 2.
Aarhus Universitetet vil udvikle videnskaben og bidrage KRITISK TIL ØGET ERKENDELSE UBUNDET AF HERSKENDE VIDENSKABELIGE OG SAMFUNDSMÆSSIGE OPFATTELSER. Aarhus Universitet vil derfor for sine forskere skabe vilkår, som fremmer kreativitet og EN KRITISK INDSTILLING OVER FOR OPFATTELSER OG SYNSPUNKTER, DER I SÅVEL FORSKNINGEN SOM DET ØVRIGE SAMFUND FREMSTÅR SOM ETABLEREDE SANDHEDER”.
Så universitetet har slet og ret brudt sin kontrakt med staten. For samtidig med, at staten godkender disse smukke ord, så underminerer man altså hele ytringsfrihedens tradition med henvisning til nogle anonyme og ideologisk betingede ”bagvedliggende hensyn”. (mine versaler)
Hele dette system svarer helt til Odense Kommunes aktioner i forbindelse med Erik Schmidt-sagen. Man bruger dyderne til at undertrykke dyderne, så ingen tør bruge dyderne. Dekanen for fakultet ARTS begrundede endda i et debatindlæg fra januar 2023 fyringerne med ”tonen”, hvorved hele sagen stilles i direkte kontakt til Kurt Westergaards skæbne.
Vi får dermed en helt særlig og undertrykkende tilstand, som den amerikanske sprogforsker Noam Chomsky skrev om i 1998 i sin bog ”The common good”, og som på en måde definerer dette ”indirekte overgreb” på ytringsfriheden. Her i min egen oversættelse:
”En smart måde, hvormed man kan holde folk i passivitet og lydighed, består i at etablere en streng afgrænsning af spektret for acceptable meninger, samtidig med, at man tillader en livlig debat inden for rammerne af dette spektrum. Det giver folk en følelse af, at der er findes fri tænkning, mens systemets og spektrets egne forudsætninger hele tiden forstærkes af de grænser, der er sat for debatten.”
Med andre ord: Ytringsfrihed reduceres til det, jeg kalder for ”mikrodiversitet”, dvs. forskelle under en centralt fastsat regel. Det er det modsatte af den politiske tænker Hannah Arendts ”pluralitet”, hvor det er tænkningen og forsamlingerne, der regerer.
3C. Identitetspolitik og teknologi
Med dette samlede tab af forsamlingen som pædagogisk og politisk forudsætning, så vokser nye generationer op, badet i læringsmålstyringens og ensomhedens ideologi og med ”modstand mod læring” hængende over nakken. Børnene bliver alene uden en fælles verden, hvis restmaterialer – f.eks. navne på is, kulturradikale negerkonger og smuk lyrik om blonde piger - bliver fyldt med overgreb. Herfra bliver alt farligt. Der er sexister og mikrober og kuldioxid og nikotin overalt, og alle ord bliver udtryk for kolonialisme og sexisme og så videre. Det er det poetiske livs endeligt. Herfra må de unge selv – måske med ”hjælp” fra nye bureaukratiske risikoregnskaber – konstruere en ny verden uden risici, hvilket svarer til at mangedoble risikoerne.
Derved får man ”trivselsproblemer”, som det kaldes, og den slags skal ”adresseres” ved endnu mere ensom konstruktion, digital overvågning og statistisk baseret risikominimering, alt imens legepladserne for både små og store mennesker står tomme.
Dermed får man karikaturkrisen helt ind i sjælen. Alt, man møder, bliver til en farlig og krænkende tegning af Muhammed og ikke blot en frisk genstand ud af grundlovens ånd. I dette nye system findes ingen ytringsfrihed. Kun krænkelse. Alle steder.
Dette selvskabte problem, som er ved at omforme og dekonstruere menneskets natur, kan kun løses af algoritmer, som dermed træder i stedet for mennesket. Dette overgreb kaldes også for ”trans-humanisme” eller med et gammelt ord: Forbrydelse mod menneskeheden.
Transhumanismen spillede en central rolle i Lars Løkke Rasmussens såkaldte ”Disruptionsråd” fra omkring 2017 samt i KL’s store teknologiudspil fra samme år og faktisk også hos OECD og andre steder.
I KL’s ”teknologispring”, som projektet hedder, ”leger” man f.eks. med følgende ideer:
”Hvad nu hvis…
… alle børn har sin helt egen underviser, som følger dem 24/7?
… børn kan lære det samme som folkeskolen tilbyder via Algoritme-robotter – og de kan gøre det på den halve tid?
… alle forældre kender alle detaljer ved deres børns udvikling, resultater og trivsel realtime?
… vi kan forudse, før børn fylder 6 år, hvordan de vil klare sig i livet – hvem får succes, og hvem bliver omkostningstunge?
… højtalere, der ´lytter med´, kan spore mobning og misbrug i det øjeblik det sker?”
Her opløses institution, borger og mennesker i profylakse og algoritmer, så der ingen problemer eller risici findes mere, fordi der ikke mere findes noget frit område. Måske er denne indflydelsesrige transhumanisme - i kombination med forsamlingsbegrebets problemer - den aktuelt største trussel imod ytringsfriheden.
Dermed er det slut med det, som filosoffen Gert Biesta i 2014 kaldte for ”pædagogikkens smukke risiko”. Til gengæld få vi læringens risikofrie maskine.
Mange tak for ordet og for den fine pris.
Referencer:
I forbindelse med talen refereres der mere eller mindre eksplicit til arbejdet med følgende udgivelser:
Andersen, H. (2017). Forskningsfrihed – ideal og virkelighed, Hans Reitzels Forlag.
Biesta, G. (2011). ”How useful should the university be? On the rise of the global university and the crisis in higher education”, Qui Parle: Critical Humanities and Social Sciences, vol. 20, nr. 1, s. 35-47.
Kant, I. (2017). Oplysning, historie, fremskridt, Forlaget Slagmark.
Dare Disrupt (2017). Fem teknologiske temaer, KL, https://www.kl.dk/ImageVaultFiles/id_85157/cf_202/Kommunernes_Teknologiske_Fremtid_-fuld_version-.PDF/
Foucault, M. (2001). Fearless Speech, Semiotext(e).
Koldau, L.M. (2013). Jante Universitetet, bd. 1-3., Tredition.
Lykke, P. (1996). By og universitet, Aarhus Universitetsforlag.
Mchangama, J. & Stjernfelt, F. (2016). Men – ytringsfrihedens historie, Gyldendal.
Ranciere, J. (2004). Disagreement, University of Minnesota Press.
Rømer (2022). Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering, Klim.
Stærfeldt, E. & Tuft, K. (2010). ”Pædagogik og demokrati”, i Bredholm, K. & Greve, C.: Professionsdidaktik, Systime.
Willig, R. (2009). Umyndiggørelse, Hans Reitzels Forlag.
