De afviste irakiske asylansøgere, der i første omgang besatte Vor Frue Kirke, har nu henlagt deres aktion til Brorsons Kirke på Nørrebro. Per Ramsdal, der er børne- og ungdomspræst ved Brorsons Kirke, vil ikke kommentere den igangværende besættelse, men henviser til hjemmesiden kirkeasyl.dk. Men præst Per Ramsdal har givet følgende overordnede kommentar til Kristeligt Dagblad:
"Generelt mener jeg, at kirken skal tage sit budskab om at hjælpe nødlidende alvorligt. Vi skal hjælpe dem, der er udstødt, og de afviste irakere er udstødt både af deres eget land og af Danmark."
Overfor Kristeligt Dagblad understreger Per Ramsdal, at han ikke selv er involveret i irakernes tilflugt til Brorsons Kirke.
Nøgle til besættere
Per Ramsdal har ikke besigtiget sin kirke efter besættelsen, og han har ikke nogen ide om, hvordan irakerne er kommet ind i Brorsons Kirke.
"Jeg ved ikke, hvordan de er kommet ind. Jeg har slet ikke været ovre i kirken endnu," siger Per Ramsdal til Sappho.dk.
Men er der tale om, at kirkens døre er brudt op?
"Det ved jeg ikke. Måske har nogen givet dem en nøgle," fortæller Per Ramsdal.
Menighedsrådet ved Brorsons Kirke holder netop nu møde om den nye situation i kirken. Mødet begyndte klokken 17. Indtil da har præst Per Ramsdal ikke yderligere kommentarer til situationen.
Sappho følger sagen.