Ytringsfriheden er truet. Det er informationsfriheden også. Både ytringsfrihed og informationsfrihed er anerkendte menneskeretlige grundrettigheder. Informationsfriheden står side om side med ytringsfriheden i den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 10.
Og hvad er så informationsfrihed:
I artikel 10 står:
”Stk. 1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser.”
Ordet ’modtage’ er vigtigt. Retten til frit at modtage information og retten til frit at ytre er afhængige.
Og hér halter det i Danmark. Det er ikke blot det, du siger – men det er i høj grad også det, der bliver valgt, at du må høre. Og hér mener jeg, at statscensuren specielt er stigende. Nyhedsstrømme bliver filtreret og vinklet og drejet til ukendelighed. Ikke kun i Danmark. Se bare til England. Stat og presse har defineret sandheden om Tommy Robinson, og nu sidder han i fængsel. Og borgerne tror på staten. Han gør opmærksom på mangeårige voldsomme overgreb, og han bliver tiet ihjel og udskammet og associeret med det værst tænkelige – den ekstreme højrefløj.
Det handler mest om pressen, som er den store spiller i krydsfeltet for sandhed og virkelighed mellem afsender og modtager.
Hvordan kan det f.eks. være muligt, at over 90% af den danske befolkning ville vælge Kamala Harris. Det er jo et voldsomt tal set i lyset af udfaldet. Det ligner de gode gamle Sovjetdage. Ikke engang i USA var forskellen så stor på tilslutningen til de to kandidater.
Men vinklingen og det store gruppehad stod de store medier for – MSM.
Det ligner løgn og latin – eller tættere på sandheden: statsmanipulation med medierne og meningerne. Manipulationen er subliminal – lige på grænsen af, hvad man opfatter. Så meget desto værre. Men når du først har bidt af æblet, så kan du ikke, ikke se det mere.
Og alene nyhedsdækningen med emner er også nøje udvalgt. Informationsdækningen er ensidig og tjener kun holdningsdannelse. Og det handler om overskrifterne og vinkling og fortællingerne om kandidaterne og virkeligheden. Pressen opbygger en fortælling om den onde modstander og den onde idé - og snart vil du, borgeren, med pressens hjælp, tro på det.
Tag f.eks. en overskrift i Berlinske som ’Mange millioner hader hende’. Det blev skrevet om Alice Weidel fra AfD, da de skulle beskrive hende inden det tyske valg. Hendes parti fik trods alt over 20% af stemmerne. Det betyder jo, at mange også elsker hende. Hvorfor skrev de ikke det?
Fordi den offentlige ’gode’ mening var, at Alice Weidel skulle hades. Ingen af de andre politiske partier vil i øvrigt arbejde sammen med hende. Gutmensch-segmentet VIL hade og VIL ekskludere.
Ord betyder noget – og ordvalg betyder alt. Det er bevidste og koldt kalkulerede ordvalg.
I den centralt og ideologiske styrede statsmagt og presse er det vigtigt for det frie menneske og det frie samfund at kunne Tale Kongen og Kirken direkte imod.
Her er Kongen lig med statsmagten og Kirken lig med de forskellige trossamfund, som vil tilrane sig mere og mere magt. Statsmagten er de senere år gået i forbund med de religiøse samfund – og det bedste eksempel er Koranloven, som den nu hedder i folkemunde. De folkemunde, som staten vil lukke.
Det er et klasseeksempel på statscensur for Kirkens ret (eller idet hér tilfælde det politiske og ideologiske quasi-religiøse samfund islam). Her må det enkelte menneske, hin enkelte, ikke tale Kirken imod, siger Kongen.
Sådan er det nu. Det er faktisk helt uhørt.
Hin enkelte er ikke grebet ud af luften. Hin enkelte er fra Søren Kirkegaards ’Enten - eller’,
”Han ved vel, at ethvert menneske udvikler sig med frihed, men han ved også, at et menneske ikke skaber sig selv af intet, at han har sig selv i sin konkretion som sin opgave; han vil atter forsones med tilværelsen, idet han vil indse, at i en vis forstand ethvert menneske er en undtagelse, og at det er lige sandt, at ethvert menneske er det almen-menneskelige og tillige en undtagelse.”
og jeg vælger her Ole Morsings tolkning, at med Kierkegaards ord har vi alle, også netop du, alle os, en bunden opgave her i livet. Du skal blive dig selv. Du skal træde i karakter, og når du taler med andre, ja, i alt, hvad du gør, så skal du opleve dig selv som noget enestående, som en undtagelse.
Sådan er det. For alle. Du er dig – og du skal tænke og vælge selv.
Og netop heri ligger Kierkegaards lige så væsentlige pointe. For når noget gælder for alle, så peger det jo hen på: At du, forstået som Hin Enkelte, samtidig er en del af noget større, af det almenmenneskelige. Et personligt og fornuftsbaseret fællesskab.
I en nutidig sammenhæng som Tommy Robinson sagde i sit foredrag i Fællessalen: Common sense.
Men dette fællesskab kammer ikke over i kollektivistiske ideologier som nazisme, kommunisme, globalist-socialisme eller islamisme, hvor enheden består af det uniforme og det ensrettede.
Snarere skal enheden være, at du som individ, hin enkelte har værdighed og sund fornuft som en del af noget større, noget almenmenneskeligt, som f.eks. det danske samfund – med den mere eller mindre velbeskrevne homogene fællesskabsånd, som i disse år er så truet.
Kirkegaard nærmest opfordrer til med hans eget ord, at du bliver selvvirksom og som det enkelte menneske også selv træder i karakter. Og danner mening. Selv. Og sammen.
Men det er svært i en verden, hvor information bliver udvalgt og tilpasset til at passe magthaverne.
Jeg håber, flere borgere vil deltage i arbejdet med at beskytte både ytringsfrihed, og informationsfrihed, det enkelte frie menneske og det frie samfund.
Artiklen har været bragt i 24Nyt
