”Vi har ikke klaret integrationen godt nok. Nogle få kommuner har båret en stor del af den svenske flygtningemodtagelse. Vi skal ikke koble en kriminel adfærd med en bestemt etnicitet eller hudfarve, for ikke alle indvandrergrupper i Sverige er kriminelle: de fleste i de fattige boligområder kæmper hårdt, går på arbejde hver dag og gør en vigtig indsats både i svensk erhvervsliv og i skole- og sundhedsvæsenet.”
Ordene er den svenske, socialdemokratiske indenrigsminister Mikael Dambergs, da han blev interviewet i Deadline den 17. september.
To dage senere, den 19. september, kunne man i Berlingske læse et interview med den svenske avis Expressens politiske kommentator, Susanna Birgersson. Her siger hun bl.a.: ”…når stadig flere områder er blevet forpestet af bandekriminel vold (…)vil efterspørgslen på en hårdfør, højreradikal politik vokse. Så vil Danmark fremstå som et fredeligt og tolerant lille slaraffenland (…) Vi skal ikke være bange for at blive som Danmark. I virkeligheden skal vi være bange for, at vores samfund bliver slidt itu.”
Samme dag, lørdag den 19. september, overrakte Trykkefrihedsselskabet vores ytringsfrihedspris, Sapphoprisen, til den svenske journalist og socionom Gunnar Sandelin for hans mangeårige arbejde med at dokumentere de negative konsekvenser af den grasserende befolkningsudskiftning, der finder sted i disse år.
Det ville være oplagt for de statsstøttede medier, der så interesseret har dækket de svenske politikere og mediefolks sildige opvågnen til virkeligheden at interviewe Sandelin, der rent faktisk sidder inde med de kolde facts om udviklingen. Men de har ikke været interesseret. Som i overhovedet ikke. Trykkefrihedsselskabet har ellers udfoldet store bestræbelser på at slæbe både Deadline og de statsstøttede dagblade til truget, men ingen ville drikke og alle steder blev vi og Sandelin afvist.
Sandelin er ellers hverken dommedagsprofet eller konspirationsteoretiker, men en grundig researcher og analytiker, der henter alle sine data direkte fra de svenske myndigheder og hvis troværdighed aldrig er blevet antastet.
Netop denne uantastelige baggrundsresearch og grundighed med oplysningerne kunne ellers give et tiltrængt løft til nyhedsformidlingen i de statsstøttede danske medier, der som beskrevet oven for halter gevaldigt bagud: Når man har hørt et af Sandelins foredrag og set tallene for både kriminalitetsudviklingen i Sverige og den hast, hvormed svenskerne er ved at blive et mindretal i deres eget land, så virker Susanna Birgersson i almindelighed og Mikael Damberg i særdeleshed foruroligende uvidende om de faktiske forhold i Sverige.
I dag udgør svenskerne kun 70% af befolkningen i Sverige. Alligevel giver landet med sin relativt beskedne befolkning på ca. 10 mio. indbyggere, fortsat ophold til 120.000 indvandrere og flygtninge om året. De mest nedslående fremskrivninger af befolkningsudviklingen i Sverige siger, at svenskerne vil være et mindretal i deres eget land i 2050 eller senest 2060.
Sammenholder man disse tal med, hvordan den eksplosive udvikling i kriminaliteten i Sverige har fået flere til at sammenligne landet med Mexico – og ikke mindst: den omstændighed, at det udelukkende er mænd med indvandrerbaggrund, der tegner sig for denne stigning, så tilsiger alt, at det må ende helt galt. Faktisk er der meget, der tyder på, at Sverige allerede er kollapset – men at det bare ikke er gået op for de svenske politikere og mediefolk, der udgør den magtfulde, svenske elite.
For det er jo ikke bare bande- og klankriminaliteten og den omstændighed, at politiet har mistet sit magtmonopol i mange områder af Sverige. Det er også det enorme tryk på velfærdsstatens ressourcer, der følger med en indvandring fra lande med lavt uddannelsesniveau og ringe grad af selvforsørgelse. I dag har Sverige massive problemer med at yde befolkningen de velfærdsgarantier, der altid har været broderlandets kendemærke: fattigdomsramte pensionister og et sundhedsvæsen, der kører på pumperne, er blot nogle af indikationerne på, at Velfærdssverige er ved at være en saga blot.
Ultimativt vil en fortsættelse af den nuværende udvikling (som svenskerne de facto ikke vil lave om på) resultere i, at Sverige inden for en kort årrække, vil opnå prædikatet Failed State, der sættes på stater, der politisk, socialt, militært og/eller økonomisk er ude af stand til at stå på egne ben.
Det burde nok være en historie værd i Deadline eller Berlingske.
Gunnar Sandelins takketale, som er et foredrag om udviklingen i Sverige, vil om få dage kunne ses på www.trykkefrihed.dk
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
