Sverige har med dets naive tilgang til indvandringen travlt med at miste dets placering i det nordiske fællesskab. Et fællesskab, der formelt udtrykker at ville samarbejde om især internationale spørgsmål. Men er dette overhovedet realistisk, når en stadig stigende andel af den svenske befolkning udgøres af mennesker, der ikke har skandinaviske rødder?
Opretholdelsen af et samarbejde på tværs af Norden kan synes fjern, når Sverige planlægger at tage imod 340.000 flygtninge de næste fire år. Landet, der forventes at modtage op til 105.000 asylansøgere alene i 2014, har allerede en større indvandring end USA havde i begyndelsen af 1900-tallet, hvis man sætter indvandringen i forhold til befolkningens størrelse.
Med en så hastig stigende tilførsel af indvandrere siger det sig selv, at den svenske kultur og det offentlige system er udfordret. Intet land er i stand til at tilbyde en tilstrækkelig integration, når der hver uge ankommer hundredevis af flygtninge.
Ytringsfriheden har spillet fallit
Men den store debat udebliver. Medierne er censurerede og svenskerne frygter konstant at blive stemplede som racister og værre, hvis de ytrer sig kritisk i forhold til den massive indvandring. Samme billede gør sig gældende med de politiske partier, der tilsyneladende har travlt med at omfavne de mange flygtninge.
Kun Sverigesdemokraterna har turdet melde ud, at Sveriges nuværende udlændingepolitik er et problem. Netop på grund af den store frygt for at blive stemplet som nazist mm., har opmærksomheden rettet mod Sverigesdemokraterna været voksende. Men tilslutningen til partiet har fulgt med, idet de til valget i september fik 12,9 procent af stemmerne, hvilket var mere end en fordobling end ved sidste valg. Vælgerne er således ved at antyde, at Sverigesdemokraternas kritik af den svenske udlændingepolitik er berettiget.
I Sveriges parlament, Riksdagen, har man dog haft travlt med at ekskludere partiets tilstedeværelse. Dette har blandt andet medført, at statsminister Frederik Reinfeldt valgte at indgive sin afskedsbegæring fremfor at et danne flertal, hvori Sverigesdemokraterna indgik. Man kan nemt begynde at undre sig over, hvor racismen rent faktisk finder sted, når selvsamme statsminister i valgkampen opfordrede til at udvise tolerance og åbenhed. Men det var tydeligvis kun overfor asylansøgerne og ikke dem, der var glade for svensk nationalitetskultur.
Det giver dog mening for svenskerne at skulle være åbenhjertede overfor asylansøgerne. Det er nemlig ikke Sverige, men asylansøgerne selv, der bestemmer, hvor de vil søge hen. Hermed ikke sagt, at Sverige er hjælpeløs overfor indvandringen. De har ligesom andre europæiske lande en oplagt mulighed for at udsende et mindre generøs signal overfor asylansøgerne. Denne metode har i efteråret vist sig brugbar i Danmark, hvor antallet af asylansøgere er faldet, i takt med at udlændingedebatten er skærpet.
Tankerne ledes nemt hen på Fremskridtpartiet dramatiske gebærden i dansk politik, når man hører om Sverigesdemokraterna. Om de formår at opnå samme tilslutning, som den Dansk Folkeparti i dag har, er muligvis ikke så afgørende, da størrelsen af indvandringen allerede er for signifikant i forhold til de sociale og integrationsmæssige problemer, Sverige nu døjer med.
Sveriges fremtid
Mens de nordiske lande, såsom Danmark, Norge og Finland, forventes at bibeholde deres status som rige og udviklingsdygtige lande, så spås Sverige nu en anden fremtid.
Ifølge FNs nyeste fremskrivninger vil Sverige nemlig være et meget fattigere land i 2030, og således falde fra at være nr. 15 til at blive nr. 45 på indekset for menneskelig udvikling, det såkaldte Human Development Index. Denne udvikling, jf. FN, skyldes, at Sverige vil få en øget mængde af familier, der er tvunget til at leve på velfærdsydelser og er afhængige af staten, mens de øvrige nordiske lande vil opleve et fald af indbyggere på overførselsindkomster. Ligeledes viser fremskrivningerne, at Cuba, Mexico og sågar Grækenland i 2030 vil være rigere lande end Sverige og faktisk få solide økonomier.
Når den forhenværende og indvandreromfavnende statsminister Frederik Reinfeldt har udtalt, at udlændingepolitikken de kommende fire år vil give Sverige en merudgift på 48 milliarder svenske kroner, så er det umiddelbart et første skridt i præcis den retning, som FN forudser.
Andersledes kunne det have gået Sveriges fremtidsudsigter, hvis den svenske Riksdagen havde stillet sig mere nøgternt overfor udlændingeproblematikken og fokuseret på at tiltrække indvandrere, der kunne fungere som arbejdskraft og i et omfang, der kunne integreres.
Men størstedelen af svenskerne har åbenbart valgt at tage de konfliktsky og blåøjede briller på.
I angst for at nationalkonservatisme skal tolkes som noget ekstremt og i takt med, at flere og flere af deres naboer og børns legekammerater ikke er vokset op med knækbrød og IKEA-møbler, så foranlediges man let til at tro, at Sveriges arvinger allerede om få årtier ikke vil ligne de svenskere, som vi kender i dag.
Måske kæmper Sverigesdemokraterna en forgæves kamp.