Den 10. april 2011: Göteborg er på den anden ende. Sverigedemokraternes ungdomsforbund, SDU, har fået tilladelse til at gå i demonstrationstog gennem byens gader.
Mens SDU’erne forbereder sig på et nærliggende vandrerhjem, strømmer omkring 1000 moddemonstranter til byens centrum.
Det samme gør politiet. Man vurderer demonstrationen som et højrisiko-arrangement, og der er derfor hentet ekstra mandskab fra Skåne.
Flere hundrede kampklædte politifolk skal med deres hunde og knipler forsøge at forhindre moddemonstranterne i at ”stoppe” demonstrationen.
Svenskfjendtligheden
Temaet for partiets demonstration, er den svenskfjendtlighed, man mener, eksisterer.
Ifølge sverigedemokraterne kommer den til udtryk gennem racistisk vold vendt mod svenskere, gennem diskriminering af svenskere på arbejdsmarkedet - og i det faktum, at etniske svenskere er den eneste befolkningsgruppe i Sverige, der ikke er beskyttet af forbuddet om hetz mod folkegruppe.
De unge sverigedemokrater vil sætte fokus på problemet, da politikere, medier og kulturliv nægter at tale om det. Man vil derfor demonstrere under parolen ”Stop svenskfjendtligheden – Vi er også et folk”.
Venstreekstremister til kamp
På vandrerhjemmet er omkring 100 SDU’er ved at gøre sig klar til demonstrationen. Alle er ankommet dagen før, efter at deres egen sikkerhedsrådgiver har været på stedet og har sagt god for sikkerheden.
Der bliver ikke taget nogen chancer, når venstreekstremisterne har kaldt til kamp. Slet ikke når SDU-deltagerne er så unge, som de er. Mange er ikke mere end 16 – 17 år, mens de fleste er i begyndelsen af tyverne.
Derfor er både politi og efterretningstjeneste også tilstede på vandrerhjemmet. Sidstnævnte fordi partiets rigsdagsmedlem Erik Almqvist også skal deltage ved dagens manifestation, der begynder kl. 14.00.
I timerne op til afgang nyder man det gode vejr, spiller lidt fodbold og hygger sig. Ind imellem følger man mediernes dækning af politiets forberedelser.
Det rapporteres, at hele det centrale Göteborg nu er spærret at, så politiets biler hurtigt kan rykke ud.
Man finder en håndgranat
Det er dog ikke de etablerede medier, der bringer den nyhed, der vækker størst opmærksomhed. På en blog fortælles det, at politiet har fundet en håndgranat tæt på den rute, der er udlagt for demonstrationen.
De tilstedeværende politifolk bekræfter, at den er god nok: Der er fundet en armeret granat i byens centrum.
Politifolkene tager det forbavsende roligt. Som en af dem siger, så kan man jo ikke være sikker på, at den skulle anvendes mod demonstrationsdeltagerne.
Det kunne jo være noget helt andet – måske noget banderelateret, hvor militære våben ofte tages i brug. De unge SDU’er tager det også overraskende roligt. Alle er fortsat opsatte på at gennemføre demonstrationen.
Klokken 13.30 sætter bussen, der skal fragte dem ind til centrum, i gang. Foran og bagved bussen kører flere af politiets hollændervogne samt civile politibiler.
Fra luften følges kortegen af en helikopter, og på byens kanaler er der politifolk i både. Der er politi over alt.
De ”anti-racistiske” grupper
Fremme ved Götaplatsen i Göteborgs centrum springer SDU’erne af bussen. De mødes af buh-råb fra massevis af moddemonstranter, som politiet indtil videre holder på afstand.
Den ophidsede masse består af flere ”anti-racistiske” grupper fra den yderste venstrefløj samt mange personer med indvandrerbaggrund.
Flere af sverigedemokraterne kikker lidt ængsteligt ned af Avenuen - den gade, demonstrationståget skal gå ad. Det er her moddemonstranterne har taget opstilling.
Klokken er nu 14.00 og demonstrationstoget sætter i gang. Fortroppen udgøres af politifolk til hest efterfulgt af betjente med hunde.
De skal rydde vejen for de moddemonstranter, som forsøger at blokere ved at sætte sig ned. Det klarer de nogenlunde effektivt: Hunde og heste har tilsyneladende en hvis afskrækkende virkning. Efter fortroppen kommer SDU’erne med deres blå-gule faner og bannere.
Med hollændervogne som skjold
Demonstranterne går i en lang kolonne, fire og fire efter hinanden. På begge sider af toget danner politiets hollændervogne en mur mellem SDU’erne og moddemonstranterne, der følger trop på fortovet.
De store biler kører med højest en halv meters mellemrum for at forhindre moddemonstranterne i at springe ind mellem og gå til angreb. Enkelte slipper igennem, men tilbageholdes hurtigt af gående betjente.
Vognene på begge sider kører nu endnu tættere på hinanden for at forhindre en gentagelse. De brager flere gange sammen i regulære harmonikasammenstød.
Hadsk stemning mod SDU og politi
Stemningen bliver mere og mere hadsk blandt demonstranterne, som toget bevæger sig frem. Og det går ikke kun ud over SDU’erne - politifolkene er heller ikke populære blandt moddemonstranterne.
Der råbes taktfaste slagord og langefingeren luftes konstant. Men kun fra moddemonstranternes side. SDU’erne forholder sig tavse, deres budskab står at læse på banner og faner.
Og så begynder æggene at flyve gennem luften. Både politi og demonstranter rammes. Hestene stejler, og det hele virker et øjeblik som om, politiet er ved at miste kontrollen.
Forrest har en gruppe moddemonstranter sat sig midt på vejen, så politihundene må frem i første geled.
Sten, flasker og kanonslag
Pludselig er det ikke bare æg, der suser gennem luften. Nu kastes en brændende genstand ind foran demonstrationen, og fortroppen skærmer sig, som skulle den eksplodere.
Historien om håndgranaten er langt fra glemt.
Den eksploderer dog ikke, og kort tid efter sparker en betjent den væk fra gaden, så toget kan fortsætte fremad. Det er dog ikke det eneste, der kastes, for nu kommer kanonslagene.
De går af med voldsomme brag lige over hovederne på folk. Flasker, sten og røgbomber finder også vej. Farligst er nok det spyd, som kastes direkte mod SDU’erne – heldigvis bliver ingen ramt.
Atter i sikkerhed
På nærmest mirakuløs vis når demonstranterne uskadte frem til Kungsportsplatsen, hvor der skal holdes taler. Der går et lettelsens suk gennem forsamlingen, da følelsen af at være i sikkerhed igen indfinder sig.
Politiet har afspærret hele pladsen, og der er nu god afstand til moddemonstranterne. Det forhindrer dem dog ikke i at forsøge at overdøve talerne med trillefløjter og megafon.
Det lykkes dog ikke. Rigsdagsmedlem Erik Almqvist taler om svenskfjendtligheden, om partiledelsens arbejde og om moddemonstranternes opførsel. Han takker også politiet for dagens indsats.
Derefter går mikrofonen videre til de andre talere, heriblandt en ung repræsentant for det nyetablerede tyske parti, Die Freiheit.
En succes – trods alt
En times tid senere stiger man igen på bussen for at køre tilbage til vandrerhjemmet. Selvom ingen af moddemonstranterne blev anholdt, og selvom medierne kun overfladisk rapporterede om moddemonstranternes anti-demokratiske udskejelser – og slet ikke om fundet af håndgranaten, så var demonstrationen en succes:
Ingen er kommet alvorligt til skade, og flere af de yngste SDU’er er blevet bekræftet i, at der findes problemer i Sverige, der er værd at forholde sig til.
Det vigtigste var dog, at medierne ikke helt kunne ignorere arrangementet. Man opnåede dermed den synlighed, som det etablerede Sverige kæmper så hårdt for at forhindre.
Folk smiler til hinanden, og man fornemmer, at dagens oplevelser har svejset gruppen endnu stærkere sammen. Inden afgang tjekker det civilklædte politi, at alle er med på bussen. Der bliver klappet af betjentene, da de takker af efter en dag, der har vist at forsamlingsfriheden er under pres i Sverige.
Kort efter bevæger kortegen sig igen ud af byen, mens moddemonstranternes råb lyder i baggrunden.
