"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Sverige: Muhammed-tegninger vises for første gang

9. maj 2014 - Artikel - af Uwe Max Jensen

Efter næsten syv års tilløb bliver Lars Vilks' tre originale tegninger af muslimernes profet Muhammed som en rundkørselhund omsider vist offentligt, når Galleri Rönnquist & Rönnquist i Malmø på lørdag slår døren op for Lars Vilks' udstilling "Hets mot utsatt rondellhundsgrupp". 

Udstillingen rummer udover en række parafraser over hovedværker i kunsthistorien de tre blyantstegninger, som Lars Vilks sommeren 2007 tegnede til en mindre udstilling i Skåne med temaet Hunden i kunsten. Arrangøren af Hunden i kunsten fik kolde fødder kort før åbningen af udstillingen og bortcensurerede tegningerne. En svensk Muhammed-krise var skudt i gang.

Bizarre hændelser

En krise, der gjorde Lars Vilks til persona non grata i den svenske kunstverden og offentlighed, og som på mange måder trumfer den danske Muhammed-krise, hvad angår bizarre hændelser.

Lars Vilks har siden sommeren 2007 været udsat for censur, dødstrusler, overfald og et forsøg på mordbrand. Irakisk al-Qaeda har sat en dusør på hans hoved, og Vilks har været genstand for et terrorkomplot udtænkt af en amerikansk kvindelig konvertit, Jihad Jane, og 11. september 2011 var tre somaliere bevæbnet med knive på vej til en fernisering i kunsthallen Röda Sten i Göteborg "for at diskutere kunst" med Vilks. De blev i sidste øjeblik pågrebet af politiet.

Udstillingen

Fra lørdag klokken 12 kan tegningerne ses hos Galleri Rönnquist & Rönnquist sammen med 16 nye malerier og fire nye tegninger fra Vilks' hånd. Lars Vilks betegner udstillingen af de tre tegninger som en lille åbning for ytringsfriheden.

"Det har taget lang tid - syv år - så det er på tide, at det sker. Men der er stadig kun ét sted (Galleri Rönnquist & Rönnquist, red.), der vover at udstille tegningerne, så det er ikke nogen stor åbning, hvad ytringsfriheden angår. Kun en lille åbning," siger Lars Vilks til Trykkefrihed og fortsætter:

"Ingen af de ting, der udstilles, kan vises andre steder, og malerierne kan ikke sælges på auktion, og der er stadig ingen mainstream medier, der tør publicere et fotografi fra udstillingen med de her tegninger på væggen."

Det er Henrik Rönnquist fra Galleri Rönnquist & Rönnquist, der har besluttet, at de originale svenske Muhammed-tegninger omsider skal vises.

"Han er en modig mand. I fjor ville han ikke vise originaltegningerne, og da han senere ville vise tegningerne på min udstilling i Stockholm, sagde galleriet, der lagde lokale til udstillingen nej. Nu kommer de så op at hænge for første gang. Det er stærkt, for mange er utrygge. De tre originale tegninger har en stor symbolværdi," forklarer Lars Vilks til Trykkefrihed.

Lars Vilks ser ikke nogen umiddelbar afslutning på balladen omkring sine Muhammed-billeder.

"Jeg tror, at tegningerne bliver afdramatiseret med tiden. Men det går ikke særlig stærkt. Når jeg laver flere billeder, bliver der en inflation i provokationen. Men det er stadig kun det ene sted, at tegningerne kan udstilles," siger Lars Vilks.

Malerierne på udstillingen koster 10.500 svenske kroner. De tre originaltegninger er ikke til salg. Med på udstillingen er der også en skulptur af Muhammed udført som en af Vilks' karakteristiske rundkørselhunde. Skulpturen, der lyder navnet Guldhunden på grund af sin farve, bliver i efteråret uddelt til "et menneske, der har gjort en indsats for kunst og ytringsfrihed" i forbindelse med et arrangement i Lars Vilks Komiteen.

Lars Vilks kan i øvrigt opleves i København tirsdag 13. maj klokken 19.30 ved et solidaritetsmøde for den svenske kunstner Dan Park, der har siddet fængslet for sin kunst. Ved mødet deltager udover Lars Vilks og Dan Park blogger og forfatter Mikael Jalving, journalist Ingrid Carlquist og gallerist Henrik Rönnquist. Der er stadig ledige pladser til arrangementet. 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg