“Stuerene, det bliver i Aldrig!” sagde landets statsminister, Socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen i 1999 fra Folketingets talerstol om det nyligt etablerede Dansk Folkeparti. Efter terrorangrebet i 2001 udskrev Rasmussen valg i håbet om at kunne samle en bange nation om det velkendte og driftsikre, men blev vraget af vælgerne, der foretrak en VK regering hvilende på Dansk Folkepartis beskidte mandater. Et kvart århundrede senere er statsministeren igen Socialdemokrat, hun hedder bare Mette Frederiksen og hun er “nået dertil nu, at der er nogen i Danmark, der heller ikke vil Danmark det godt” og det er rodfæstet i “religionen islam”.
Det er lang tid siden Mette “menneskesyn” Frederiksen råbte: “Det er mennesker vi taler om!” ind i ansigtet på salig Jesper Langballe så alt hendes mundvand efter sigende slukkede hans pibe. Måske var det en hommage til hendes tidligere selvretfærdige selv, at hendes regering bestående af Venstre og Moderaterne, og støttet tillige af Radikale Venstre, indførte Koranloven, fordi man er bange for de "nogen", der ikke vil Danmark det godt, med deres værdier rodfæstet i islam?
Men mod internettet kæmper Koranloven forgæves, afhængig som den er af de overlejrede mediers fortælling og ‘gatekeeper’ rolle. Nu kan vi alle se den iransk fødte Firoozeh Bazrafkan gøre det til en kunstnerisk happening foran den iranske ambassade at rive Koranen på et råkostjern på Youtube og sociale platforme. Hvorfor skal hun i fængsel for det, når vi samtidig anerkender flygtninge fra Iran, et islamisk teokrati? Et teokrati der med afsæt i religionen islam behandler især kvinder, ganske utilbørligt. Og hvis hun må rive koraner på råkostjern, hvorfor må Paludan så ikke kaste rundt med dem, når Loven nu skal gælde for Loke såvel som for Thor?
“En seksuel lavalder på 9 år!” skrev Folketingsmedlem for Venstre Jan E Jørgensen forarget om et lovforslag i Irak, og han fulgte op uden nogen ironi “Hvad tænker de mennesker dog på?” Der stod en kø i kommentarsporet, der hjalp ham med variationer af “religionen islam!” Det stod endda i artiklens tekst, som han selv linkede til, at forslaget er “i overensstemmelse med en streng fortolkning af islamisk lov”. Ordet ‘streng’ er journalistens pligtskyldige besværgelse. Men Jørgensen vil ikke hjælpes og svarede dem “Goddaw mand økseskaft”.
De 9 år er den logiske tolkning af islams skrifter og i den autoritative hadith samling al-Bukhari fortælles hvorledes muslimernes profet Muhammed så sig lun på pigen Aisha, allerede da hun var 6 år gammel. De næste 3 år blev hun groomet, og det fortælles, at hun under det forløb var så bange for sin skæbne, at alt hendes hår faldt af(!) Det groede heldigvis for Muhammed ud igen, så hun var klar til bryllupsnatten. Da Muhammed er det perfekte menneske i Allahs øjne er alt, han har gjort et eksempel til efterfølgelse - alt andet er blasfemisk.
Der er ingen strenghed i den fortolkning, det er islam, der bare er således. Aishas dukker, som hun legede med, var således heller ikke omfattet af forbuddet mod at skabe billeder af levende væsener, fordi hun blot var - og hold nu fast: et barn. Historien er fortalt med åbne øjne. Det fortælles i øvrigt også, og det er åbenbart vigtigt for de troende, at Muhammed havde 10 mænds virilitet. Det har været en lang nat for en lille pige. Jørgensen har altså stemt for at forbyde utilbørlig omgang med islams skrifter uden at vide, at islams skrifter tillader utilbørlig omgang med små piger - “Goddaw mand økseskaft”.
Alle de små tørklædeklædte piger i storbyernes gadebillede symboliserer, at de er en mands ejendom. Herhjemme er de takket være vores lovgivning faderens ejendom, men han kan ifølge religionen islam forære væk eller, som i dette klip fra Afghanistan, sælge skulle man komme i økonomisk bekneb. Ikke mange af vores politikere reflekterer over religionen islam, heller ikke Ida Auken, der ikke ville tale med en mand, der ikke ville trykke hende på næven
Håndtrykket er en over tusind år gammel tradition, der signalerer ligeværd, fred og respekt. Det kan naturligvis ikke byttes til renhedsforskrifter, der stammer fra det iranske præstestyres fortolkning af forholdet mellem mænd og kvinder.
Nej, det stammer fra islam og det er hvad muslimer tror på. De meldte Dem ind, unge fru Auken, i Radikale Venstre, arkitekt-partiet bag udlændingeloven af 1983 og i 1992 Palæstinenserloven. Partiet der også husede folk som Elsebeth Gerner Nielsen, som kækt iførte sig en hijab og poserede i den for alle fotografer, der ville dokumentere det.
Der er sket meget med debatten, som de sociale medier, især X, er rammen for et fælles forsamlingshus, hvor politikere og journalister må anstrenge sig for at forblive uvidende om de ulykker, de i uhellig alliance trækker ned over danskerne. Mit feed er fyldt med de nye tider. Socialdemokraterne diskuterer om diskrimination i svømmehallen er frigørende – i Tyskland vil man have togvogne kun for kvinder – og nogle politikere begynder at se på, at man ikke skal dele statsborgerskaber ud som bolcher. Og Ole Birch Olsen spørger friskt “Må mænd, som identificerer sig som kvinder, blive udelukket fra at sidde på kvindesiden af forhænget i moskéen?”
Muslimer som Isam B taler frejdigt om den kommende tid med muslimsk flertal. En imam i Birmingham fortæller sin menighed, hvorledes man stener en kvinde efter forskrifterne, og en anden imam fortæller sin menighed, at formålet med at være i Vesten er at gøre det islamisk. BT skriver at en far mishandlede sine 2 børn på 10 og 13 år, under Koran-indlæring
Her blev de beordret til at stå med fronten mod en væg med begge deres hænder på væggen, og de skulle have det ene ben løftet baglæns op i et længere tidsrum på op til en time.
Derefter blev de slået med en ledning til en telefonoplader under foden.
Faren er også tiltalt for at have bundet børnenes hænder sammen på ryggen med plastikstrips og bundet deres ben med en træningselastik, hvorefter de blev slået på kroppen og fødderne med ledningen.
Et kultursammenstød, det er faderens strenge tolkning, at det er utilbørligt ikke at tage sin Koran indlæring seriøst. Ved Retten i Glostrup står “Fire muslimske søskende – alle født mellem 1997 og 2003 – (…) tiltalt for at have spærret deres homoseksuelle bror inde i et pulterkammer i en måned.” som Berlingske Tidende skriver, hvor han blev pisket med ledninger (ledningspisk er åbenbart hvad islam får ud af moderniteten). “Men det havde ikke noget med islam at gøre, mente en af søstrene i grundlovsforhøret”. Journalisten afslører sin afstand til virkelighedens verden ved at indlede artiklen med “Nogle gange skal man ind og sidde i et retslokale for at forstå, hvor vanvittig verden er”. Hmm… Du kunne også læse...
I 1990 indgik jeg i en korrespondance med en muslimsk fyr, der sad ved samme bord i kemilokalet på Frederiksberg Gymnasium. Han havde skrevet, at islam var “fred og kærlighed” Jeg svarede ham, at islam var “fæces”, men brugte et andet ord, til hvilket han ugen efter kommenterede: “Din kommentar bygger på uvidenhed og fordomme”. Skamfuldt måtte jeg give ham ret: jeg anede ikke noget om islam og havde kun associeret det negativt fra min egen opvækst på Nørrebro og med de historier som medierne bragte. Måske var jeg faldet for højrefløjens racistiske retorik, tanken var nærmest ubærlig. Når man er ung, vil man gerne være god.
Efter 4 meget lange år blev jeg endelig student i ‘92 og læste som et hængeparti op på min pinlige korrespondence, Jan Hjärpes “Islam; lære og livsform” fra 1986, der var skrevet til lærerseminarister, politikadetter, socialforvaltere og andre der var frontlinje ansatte med den nye kulturbølge, der skyllede over Sverige. Akademisk, venstreorienteret og svensk, en bog, der lod tvivlen komme sit emne, islam, til gode og jeg lod den argumentere for, hvorfor jeg havde været så uforskammet overfor en fyr jeg slet ikke kendte. Men til trods for Hjärpes islam hagiografi så sad jeg chokeret tilbage - Glistrup havde ret.
Men nu vidste jeg i nogen grad hvad jeg talte om, når jeg de følgende år, var så naiv at tro at det kom mig til gode, når jeg diskuterede ‘de fremmede’ og racismen med min familie og mine venstreorienterede venner. For mig var det et rationelt spørgsmål, men for så mange danskere var det et moralsk og aldrig kan de to positioner enes i mindelighed. Min bror bad mig efter et familiearrangement blive tilbage, da der var noget, han ville tale med mig om. Han åbnede en dyr flaske Amarone og indledte den ‘svære samtale’ med ordene “Nu betragter jeg dig jo ikke som racist som sådan…” Jeg husker ikke resten andet end at det var mindeligt, man må tage, hvad man kan få. Værre var det da min mor fandt ud af at jeg havde stemt Dansk Folkeparti i 2001 og grædende forlod middagsbordet - den slags er svært for en søn.
Det imponerede mig derfor mindre, at mine medstuderende på geografi, som jeg skulle lave gruppearbejde med, kaldte mig racist og andet skidt direkte til mit ansigt som jeg forsøgte at argumentere for, at deres eget venstreorienterede kønssyn var i direkte modstrid med islams. Men som tiden gik ophørte jeg med at være så stridbar og i 2005/6 trådte jeg ind i bloguniverset, der var sprunget ud af Politikens Pol-Debat miljø. I de år var bloggene et af de få modvægte til mediernes fortælling og følgeligt mål for det militante Antifa, der havde vold som deres modus operandi.
Da jeg boede 5-6 minutters gang fra Ungdomshuset (og 7-8 minutter fra Mjølnerparken), der var rammen om de mange gadekampe med politiet i de år, valgte jeg at blogge under pseudonym. Antifa patruljerede gaderne og kunne på få minutter stille et tæskehold og jeg var meget glad for mine tænder. Uriaspostens Kim Møller og jeg, måtte engang flygte fra en retssag mod medlemmer af Researchkollektivet Redox, der var en politisk efterretningstjeneste, der blandt andet kortlagde blogger-miljøet med navne, adresser og arbejdspladser. Det forekommer meget længe siden.
Dette stykke reminiscens er blot for at vise, at hvor man før internettet selv skulle lede efter viden, får man den i dag smasket i ansigtet. Så meget at folk som David Trads og Jarl Cordua (kan I huske dengang, man troede at han var en ting?) flygter over på den sociale platform BlueSky, for dér bliver dissens ivrigt censureret. “Sådan så jeg ikke verden i 1990’erne” skrev cand. mag, men ikke statsminister, Mette Frederiksen i Politikens kronik 2. november
En påstand om, at islam som ideologi umuliggør integration samt negativt påvirker børn og unges liv i Danmark, ville ikke have sagt mig noget i de tidlige 1990’ere. Jeg ville have afvist påstanden som populistisk højrefløjsretorik. Eller have sagt, at enkelt-anekdoter ikke kan anvendes som bevis for noget som helst. En koranlov ville jeg have betragtet som en ufarlig detalje. Jeg ville ergo have reageret, som mange danskere stadig gør i dag, fordi de aldrig er i reel kontakt med deres muslimske medborgere.
Jeg, der har boet 20 år i 8220 Brabrand, har derimod nu for længst mistet min rummelighed over for islam som ideologi. Jeg betragter den som en stor trussel imod vores samfund og især mod de børn og unge, som vil blive landets 4.- og 5.-generations indvandrere.
Brabrand ligger ikke langt fra Gjellerup Parken, så der hober sig flere og flere oplevelser op, for denne ‘venligboerinde’ som “en dag uden for Bazar Vest – med min 3-årige datter i hånden – ser en kjortelklædt mand lægge, hvad der uomtvisteligt er en AK47-riffel ned i et bagagerum”
Tavshedsøvelsen bliver dog sværere, efterhånden som tingene eskalerer. Vi er nu henne omkring midt-10’erne. Børn forsvinder fra skolen i halve og hele år til hjemlandet. Det er fortsat tabu at spørge, hvad de har lavet, og hvorfor de overhovedet skulle af sted. Ikke et kvæk i klassechatten. Min datters klasselærer må på skadestuen, efter hun bliver slået af nogle 8.-klasses drenge med ikke-vestlig baggrund. Ikke et kvæk på forældreintra til andre klassers forældre.
Min dengang 10-årige datter forsøges en eftermiddag i tre omgange slæbt med af en arabisktalende mand i en tunnel under Silkeborgvej ca. 100 m fra sin skole, da hun på løbehjul er på vej hjem fra korsang. Han ville tilsyneladende have hende med på pizzeria.
Jeg ringer til Østjyllands Politi samt skolelederen. Skolen beslutter ikke at informere om den her groteske episode på Forældreintra af hensyn til »ikke at stigmatisere kulturelle grupper blandt skolens forældre«.
“Koranloven var for mig at se et kæmpe knæfald for en ideologi, der nærmest 1:1 står i opposition til vores tradition for frihed og lighed” skriver hun og konkluderer
Hvis jeg havde vidst fra 1990’erne og frem, hvad jeg ved i dag, så havde jeg taget bladet fra munden uden hensyn til social stigmatisering og sagt det højt og var blevet ved med at sige det: ingen skyggepiger i danske folkeskoler og gymnasier og generelt ingen statslig finansiering af investeringer, der beror på religiøse særhensyn. Og vigtigst af alt: en skarp lovgivning mod ideologier, der undergraver vestlige samfund under dække af at være noget med individets private religiøse overbevisning.
Til det må jeg, uden bitterhed, sige nej! Fru Frederiksen, De ved kun hvad De ved, fordi De har oplevet det på egen krop. Og det kan man først når det er for sent. Brabrand er så ødelagt at De måtte skifte adresse i dyre domme. Os der kunne drage rationaler ud fra præmisser, kunne ikke forklare jer det. I sætter politik før virkeligheden. De havde måske ikke nødvendigvis ment at jeg var racist som sådan, hvis vi havde kendt hinanden, men De ville have afvist min argumentation “som populistisk højrefløjsretorik”.
Koranloven er uden betydning, andet end at den demonstrerer vores politikeres fejhed og manglende forståelse for den fjende de har lukket ind i landet, religionen islam. Vi behøver ikke at behandle Koranen utilbørligt, selv om det morer os, vi peger på islams gerninger og udsagn. Og med internettet er det umuligt at undertrykke virkeligheden.
“Få tør at sige det. Men jeg tør at sige det” sagde @Jens_Paaske_K til Venstres Landsmøde 2024 ”Hvor islam spreder sig, der dør friheden, tolerancen og på sigt det liberale samfund.” Godt brølt, løve, du er nu stureren!
Artiklen har været bragt i 24Nyt
