Det er meget svært at opretholde tilliden til et politisk uafhængigt dansk retsvæsen i denne tid. For få uger siden modtog Trykkefrihedsselskabet meddelelse fra Fyns Politi om, at de ikke fandt anledning til at gå videre med selskabets anmeldelse af TV2s overtrædelse af straffelovens 264 d og for få dage siden var DFs Erik Høgh-Sørensen i retten tiltalt for at overtræde netop den bestemmelse. Dermed bæres der endnu mere ved til det ulmende bål af mistro til det danske retsvæsens upartiskhed, som nu i flere år har fået Trykkefrihedsselskabet til at beskæftige sig med de mange sager, der rejses efter denne bestemmelse i straffeloven.
Politianmeldelsen først: i april indgav Trykkefrihedsselskabet seks politianmeldelser af statsstøttede medier for overtrædelse af § 264 d ved at have gengivet billeder af personer i ydmygende situationer. Det drejede sig bl.a. om videoen af den døende George Floyd, billedet af den myrdede russiske ambassadør på et galleri i Ankara og billedet af den lille, druknede dreng i strandkanten i Bodrum. Alle billeder, som er direkte sammenlignelige med de billedegengivelser, som flere islamkritiske og nationalkonservative bloggere og debattører er sigtet eller anklaget for at have gengivet (Kim Møller, Jaleh Tavakoli, Steen Raaschou).
Årsagen til Trykkefrihedsselskabets politianmeldelser var ikke et anfald af whataboutery eller fordi vi mente, at de pågældende medier havde gjort noget galt. Tværtimod mener vi, at det er pressens og mediernes pligt at dokumentere virkeligheden – også når den er modbydelig at kigge på. Vist skal der være grænser for, hvor meget man kan udstille identificerbare personer i ydmygende og sårbare situationer, men disse grænser skal være ens for alle – og det er de tydeligvis ikke. Den tiltagende hyppighed, hvormed § 264 d bliver taget i anvendelse rammer med en enkelt undtagelse (plejehjemssagen dokumenteret af TV2) udelukkende islamkritiske røster og bloggere i den offentlige debat, trods det faktum, at der indholdsmæssigt ingen forskel er på de voldsomme billeder og videoer de statsstøttede medier bringer af identificerbare ofre – og de billeder, som en række islamkritiske debattører nu på stribe slæbes i retten for at have gengivet.
Hvilket bringer mig til straffesagen mod Erik Høgh-Sørensen: For blot få uger siden skrev jeg om den nærmest farceagtige straffesag mod Uriaspostens Kim Møller – og nærmest inden blækket var tørt, skulle den nordjyske journalist, DF´er og regionsrådsmedlem Erik Høgh-Sørensen i fredags for retten, tiltalt efter § 264 d for på Twitter at have delt en video, hvor en muslimsk voldsmand udøver grov dominansvold mod en dreng i Sønderborg. Denne sag er om muligt endnu mere grotesk al den stund, at der er tale om videretweet af en video, som voldsmanden selv havde offentliggjort. Det var nu ikke fra voldsmanden selv, at Erik Høgh-Sørensen videretweetede, men det er påfaldende, at ophavsmanden til det tweet Erik Høgh-Sørensen sendte videre ikke er hverken afhørt eller sigtet af politiet, mens Erik Høgh-Sørensen bliver slæbt i retten.
Selv er den nordjyske politiker ikke i tvivl: ”Sagen mod mig er politisk motiveret, fordi jeg har påpeget, at politiledelserne fejler for ofte i kampen mod islamisk kriminalitet. Det må være lovligt i Danmark at påpege truslen fra kriminalitet begået af folk af islamisk kulturbaggrund,” udtaler han i en pressemeddelelse.
Og det har da også formodningen for sig, at sagen er politisk motiveret – ligesom alle de andre § 264 d-sager, hvor den politiske slagside mildt sagt er til at få øje på.
Tillid til retsvæsenets uvildighed og politiske uafhængighed er en bærende forudsætning for retsstatens opretholdelse. Hvis befolkningen først mister tilliden til, at det lige bliver behandlet ens og det ulige forskelligt, kastes demokrati og retsstat ud på en hurtig deroute og vi står tilbage med en regulær bananrepublik. Der skal faktisk ikke så meget til og i den forstand hviler den demokratiske retsstat på lerfødder.
Der falder dom i Erik Høgh-Sørensens sag fredag den 10. september.
