Trykkefrihedsselskabet af 2004. Selskabets grundlag og opgaver.

Beretning til stiftende generalforsamling, 12.03.2005 Af Lars Hedegaard

Da grundlovens bestemmelse om ytringsfrihed - det er den bestemmelse, der kan læses i § 77 - blev skrevet i 1849, var der ingen tvivl om, hvem man anså for ytringsfrihedens potentielle fjender. Det var statsmagten, man tænkte på, og det fremgår af selve formuleringen, der i alt væsentligt er uforandret fra ordlyden i den første grundlov: "Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale  at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingen sinde på ny indføres".

Det var naturligt at frygte statens indgriben, for man kom lige fra et enevoldsregime, hvor staten i allerhøjeste grad havde søgt at regulere informationsstrømme og meningsdannelse.

I midten af det 19. århundrede var der formentlig ingen, der overvejede den mulighed, at private sammenslutninger af borgere, interessegrupper, pressionsgrupper osv. -- uden om statsmagten -- kunne finde på at begrænse den ytringsfrihed, som grundloven tilsikrede.

Men det er ikke desto mindre den tilstand, vi i dag befinder os i. Ser man på dagens danske situation, må man sige, at truslerne mod ytringfriheden -- ikke forstået som lovregler, men som levende realitet -- ikke i første omgang kommer fra den danske statsmagt (selv om vi også fra den kant har set visse farlige tendenser, som jeg skal vende tilbage til). Truslen kommer især fra to andre sider:

For det første fra en gruppe af religiøse magthavere og deres allierede, der er indvandret til Danmark fra muslimske lande i løbet af den seneste menneskealder, og som nu forsøger at sikre deres uindskrænkede herredømme over bestemte etniske og religiøse grupper ved at true alle kritikere til tavshed. Truslerne, og i mange tilfælde volden, retter sig i første omgang mod muslimer, der skejer ud i forhold til den tolkning af islam og shariaen, som imamerne og de muslimske missionsselskaber fastslår som den rigtige.

Også i Danmark har vi set, at der ikke er nogen ende på de metoder, som islams herskere er villige til at betjene sig af. De strækker sig fra trusler mod kvinder, der ikke vil gå tilslørede i overensstemmelse med shariaen, til såkaldte æresdrab eller helt almindelige drab på folk, der overtræder love, som vi ikke anede eksistensen af. F.eks. er Naser Khader blevet truet på livet, fordi han har givet sin datter et kristent navn. En marokkansk-jødisk universitetslærer er blevet gennembanket, fordi han har læst op af Koranen.

Det er, så vidt jeg ved, første gang, de religiøse herskere er gået til direkte angreb på ikke-muslimer, men det bliver næppe den sidste. Vi har allerede set, hvad der skete med den hollandske filmskaber Theo van Gogh, og man skal være usædvanligt naiv, hvis man antager, at lignende metoder ikke vil blive taget i anvendelse i Danmark.

Vi står altså over for en trussel mod ytringsfriheden, som ikke bliver mindre alvorlig af, at den udøves af private magthavere.

Den anden hovedfare mod ytringsfriheden udspringer af EUs forsøg på at presse en særlig, friseret diskurs ned over de europæiske befolkninger. Fra EU udgår en konstant strøm af anklager mod genstridige grupper i Europa for at udvise såkaldt racistisk eller fremmedfjendtlig adfærd eller at tage racistiske eller xenofobiske ord i deres mund. Man bakser ustandseligt med omfattende lovsystemer, som skal gøre det muligt at komme efter politiske grupperinger eller enkeltpersoner, der udtrykker holdninger, som bureaukratiet i Bruxelles ikke bryder sig om.

Vi har for flere år siden fået oprettet en EU-institution, der hedder Det Europæiske Overvågningscenter for Racisme og Fremmedhad (EUMC), hvis direktør hedder Beate Winkler, og som har specialiseret sig i at lægge såkaldte højrekræfter for had. Mange af jer kan formentlig huske, at EUMC for et par år siden havde sat sig for at undersøge den voksende antisemitisme i Europa. Men da et tysk forskerhold havde fundet ud af, at ophavsmændene til denne antisemitisme for det meste var at finde blandt indvandrede muslimer, fyrede Beate Winkler forskerne, og hyrede nogle andre, der var villige til at levere den bestilte konklusion, nemlig at de hovedskyldige er ekstreme højrekræfter blandt gammeleuropæerne.

Det er en sørgelig udvikling, EU har gennemgået på dette område. Og hvis jeg må komme med en personlig betragtning, er den specielt smertelig for mig, fordi jeg om nogen har været tilhænger af det tættest mulige samarbejde inden for en Europæisk Union, der for min skyld gerne måtte afskaffe nationalstaterne. Jeg forestillede mig ikke, at EU ville begynde at indsætte et tankepoliti til støtte for dunkle ideologiske dagsordener.

I dag ser jeg ingen anden udvej end at forsvare sig mod europæiske forsøg på at begrænse og tilmed kriminalisere ytringer, som efter vores grundlov burde være helt selvfølgelige. Og det gør ingen forskel, om de europæiske ytringskontrollanter omgærder deres forehavende med alskens smukke hensigtserklæringer om fred, harmoni, menneskerettigheder og mellemfolkelig forståelse.

Disse bemærkninger gælder også Europarådet, som har sit eget tankepoliti i form af Den Europæiske Kommission mod Racisme og Fremmedhad (ECRI), som vi allerede lærte at kende i april 2001, da den udsendte en meget omtalt rapport om dansk racisme og fremmedhad, der i folkemunde fik titlen "den trepattede ko". Hvis man nærlæste rapporten, og kikkede på kilderne, fremgik det, at der var ganske få egentlige henvisninger til danske hjemmelsmænd, og i to af tilfældene viste sandhedsvidnet sig at være en professionel kværulant ved navn Bashy Quraishy, der levede af at skælde ud over den befolkning, som han af uforståelige grunde havde valgt at tage ophold hos.

Der var også en anden omstændighed ved den pågældende rapport, der vakte en vis opmærksomhed, nemlig en anbefaling til danske myndigheder om at holde kritisk øje med medier, der gav en for negativ behandling af indvandrere, især muslimer, og at favorisere såkaldte antiracistiske medier. I Europarådet var der åbenbart mennesker, der mente, at staten havde til opgave at beherske og dirigere meningsdannelsen ved at sætte grundloven ud af kraft. Den danske regering, der burde have afvist rapporten som en skandale, nøjedes med at indvende, at den var forældet.

Normalt er den slags europæiske fordømmelser af den danske diskurs blevet mødt med udbredt forståelse hos danske menneskeretseksperter, f.eks. i det danske Center for Menneskerettigheder og i Dokumentationscentret om Racisme.

Som jeg begyndte med at sige, er den danske stat ikke så aktiv i sine bestræbelser på at begrænse ytringsfriheden, men man kan dog langt fra frikende den for at gøre forsøg. Det gælder i særlig grad den dømmende magt, som anført af Højesteret har spillet en lidet glorværdig rolle.

I en dom af 17. juni 2003 frikendte Højesteret Karen Sunds for injurier, efter at hun havde betegnet udtalelser af Pia Kjærsgaard som racistiske. Det skete med henvisning til Dansk Sprognævn, der fremhævede, at racisme i nutidig sprogbrug anvendes i en betydning, som "sigter til forskelsbehandling og undertykkelse af eller blot afstandtagen fra grupper af mennesker, som godt kan være af samme race som en selv". Pia Kjærsgaard  blev dømt til at betale Karen Sunds 50.000 kr.

Tilhængere af denne skelsættende dom forsøger at udlægge den som en sejr for ytringsfriheden, fordi man nu risikofrit kan anklage snart sagt hvem som helst for racistiske udtalelser. Jeg vil nu snarere udlægge den som en underminering af straffelovens § 266 b. Her står der, at den, der forhåner folk pga. deres race, straffes med bøde eller fængsel i indtil 2 år. Med Højesterets afgørelse i Karen Sunds-sagen er denne bestemmelse blevet gjort til en ren gummiparagraf, som anklagemyndigheden og domstolene ud fra rene ideologiske eller politiske overvejelser kan anvende mod borgere eller grupperinger, som de ønsker at lukke munden på.

For et par år siden kunne man i en udsendelse på Danmarks Radio høre danskere omtalt som "grisefarvede", men man skal nok ikke forestille sig, at anklagemyndigheden vil rejse sag mod DRs ledelse eller den pågældende kommentator af den grund. Hvis en journalist derimod omtalte indvandrere som f.eks. "lortebrune", er der nok ingen tvivl om, at hammeren ville falde.

Man gruer også for, hvilke konsekvenser en sådan Højesteret vil drage af straffelovens blasfemiparagraf, § 140, hvor der står, at "Den, der offentligt driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøder eller fængsel i indtil 4 måneder". Når folketinget nægter at fjerne denne paragraf, skyldes det ikke hensynet til den kristne religion, som man længe har kunnet bespotte så tosset, man ville, men skyldes hensynet til nytilkomne religioner, der åbenbart skal nyde en særlig beskyttelse.

For at konkludere, vil jeg påstå, at straffelovens bestemmelser om racisme og blasfemi som følge af den eksisterende retspraksis fremstår som potentielle trusler mod ytringsfriheden.

Jeg skal understrege, at dette er min udlægning -- uden at jeg nødvendigvis mener, at Trykkefrihedsselskabet som sådan skal have en bestemt mening om de to paragraffer i straffeloven

Vi kan ikke se bort fra, at der kan komme yderligere indskrænkninger og kriminaliseringer. I den forbindelse er der grund til at tænke nærmere over den nye EU-forfatning, som vi skal stemme om den 27. september. Særligt er der grund til at stille spørgsmålet, hvordan den vil komme til at påvirke vores ytringsfrihed i lyset af den juridiske aktivisme, der hidtil har præget EF-domstolen.

Forfatningen inddrager Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder, der blev vedtage på topmødet i Nice 8. december 2000. Kataloget er en blandet landhandel af rettigheder og friheder, som næppe kan undgå at få retsvirkning også herhjemme, selv om det er svært at finde ud af, i hvilken retning dette charter vil virke. Det ved vi vel i grunden ikke før, Unionens domstol er begyndt at fælde domme med henvisning til det.

Hvad skal det f.eks. betyde, at "Enhver har ret til respekt for sin fysiske og mentale integritet" (Artikel II-63)? Betyder det, at f.eks. en dansker kan klage til domstolen over, at han mentalt ikke kan tåle at blive kritiseret? Ja, det lyder vildt, men man skal erfaringsmæssigt ikke forsværge noget, når det drejer sig om aktivistiske jurister.

Og hvad vil det i praksis komme til at betyde, at forskelsbehandling på grund af religion er forbudt (II-81)? Betyder det, at det er forbudt at tvinge muslimske piger til at gå tilhyllede og true dem med voldelige sanktioner, hvis de selv vil bestemme over deres liv? Eller betyder det, at andre ikke må kritisere de muslimske kvinders plageånder? Tiden vil vise det.

Forfatningen rummer også bestemmelser, der potentielt kan fremme ytringsfriheden, forstået som den faktiske mulighed for frit at ytre sig. F.eks. II-70, der fastslår, at der er frihed til at skifte religion. Betyder det, at medlemsstaterne vil gå til angreb på dem, der truer muslimer med døden, hvis de forlader islam?

Endelig er der grund til at nævne den sidste bestemmelse i det omtalte charter (II-114): "Intet i dette charter må fortolkes, som om det medførte ret til at indlade sig på en aktivitet eller udføre en handling med sigte på at tilintetgøre de rettigheder og friheder, der er anerkendt i dette charter, eller at begrænse disse rettigheder og friheder i videre omfang, end der er hjemmel for i dette charter".

Med andre ord: Ingen må indlade sig på handlinger, der har til formål at begrænse ytringsfriheden -- ud over hvad loven bestemmer.

Det forekommer, at denne bestemmelse åbner muligheder for at tage juridiske skridt mod bl.a. de religiøse mørkemænd, der på det seneste har haft så stor fremgang i Europa og i Danmark.

Desværre skal vi ikke regne med assistance fra Dansk Center for Menneskerettigheder eller det såkaldte Dokumentationscenter eller alle de andre danske menneskeretseksperter eller kvindesagsforkæmpere, hvis omsorg for indvandreres og minoriteters rettigheder har indskrænket sig til at beskytte deres plageånder.

Der vil nok ikke være andre end Trykkefrihedsselskabet af 2004 til at forsøge at udnytte de juridiske muligheder til et forsvar for ytringsfriheden.

Foreløbig har jeg omtalt de tre vigtigste kilder til indskrænkning af ytringsfriheden. Det vil føre for vidt i denne sammenhæng at redegøre for de politiske, ideologiske og andre interesser, der ligger bag de senere års forsøg på at indskrænke ytringsfriheden, og jeg skal ikke forsøge her.

Til gengæld er der grund til at understrege, at de religiøse magthavere, de paneuropæiske menneskeretsideologer og endelig de dele af det danske statsapparat, der alle tilsigtet eller utilsigtet har bidraget til at begrænse ytringsfriheden, i høj grad trækker på samme hammel. Sammenfaldet i synspunkter, i argumenter og tilsyneladende også i hensigter er for iøjnefaldende til, at der blot kan være tale om tilfældigheder.

Og det bliver endnu tydeligere, hvis man medtænker, at det, som man kunne kalde det religiøst-antiracistisk-juridiske kompleks, er indlejret i en større og langt mere omfattende og magtfuld politisk korrekt, national konsensus, hvis bærende ideologi er blevet kaldt ved forskellige navne: kulturrelativisme, multikulturalisme, globalisme, respekt for menneskerettigheder. På det seneste forstår jeg, at modeordet på universiteterne, der så godt som totalt er domineret af denne konsensus, er "intersektionalitet".

Dette ideologiske kompleks, som til stadighed har ført an i angrebene på ytringer, som meningseliten fandt racistiske, fremmedfjendske og nationalistiske, har lagt sin klamme hånd på de højere læreanstalter, på forskningsinstitutionerne, næsten hele pressen, erhvervsorganisationerne, kulturlivet, store dele af folkekirken, folkeskolen, adskillige humanitære organisationer og dele af statsapparatet.

Det er kun et par år siden, at man under et diskussionsmøde på Københavns Universitet kunne opleve universitetslærere advare en større forsamling af studerende mod overhovedet at læse bøger om islam af Ralf Pittelkow, Helle Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaard. Dvs. de eneste nyere danske bøger med et andet perspektiv end det herskende. Målet i disse kredse er tydeligvis at forhindre mangfoldighed og således sikre, at ganske bestemte tolkninger blive enebestemmende.

Og selv om vi i denne forening naturligvis må hævde, at ytringsfriheden er et umisteligt gode i sig selv, er det på sin plads at påpege de alvorlige konsekvenser, som den reelt manglende ytringsfrihed de seneste årtier har medført. Dvs. i formel forstand har vi naturligvis haft ytringsfrihed. Reelt har den været meget begrænset, hvis man har ønsket at gøre karriere som skribent, akademiker, forsker eller offentlig person i det hele taget.

Det er ingen tilfældighed, at næsten alle danske journalister vinkler historier ens. Uanset om de arbejder for Berlingske Tidende, Politiken eller Danmarks Radio, anskuer de uvægerligt stoffet fra samme synsvinkel. Det er heller ingen tilfældighed, at næsten alle de akademiske eksperter og forskere, der gennem de seneste par årtier har udtalt sig om et af landets mest påtrængende problemer, nemlig indvandringen og den voksende muslimske tilstedeværelse, har ment det samme. Jeg vil hævde, at der stort set ikke er drevet egentlig forskning på dette område, forstået som et forsøg på at stille oprigtige spørgsmål og rapportere sine resultater, uanset i hvilken retning de måtte pege. Den eneste væsentlige undtagelse, jeg kan komme på, er Rockwool Fondens Forskningsenhed.

Om det er Carsten Niebuhr Instituttet, Socialforskningsinstituttet, Dansk Center for Menneskerettigheder, religionsstudier ved Københavns universitet eller Syddansk Universitet osv., så har det meste af deres forskning hidtil resulteret i enten formanende eller beroligende erklæringer beregnet på at opdrage og indoktrinere. Og denne propaganda har altid ligget i fin forlængelse af den, der er udgået fra de europæiske påvirkningsinstitutioner, jeg omtalte tidligere.

Det er muligt, at der omsider er et opbrud på vej blandt yngre forskere, der ikke længere vil stille sig tilfreds med de sandheder, der gennem flere årtier er blevet serveret af troens vogtere. Vi kan håbe.

Hvis man vil danne sig et indtryk af den politiske pris, vi har måttet betale for denne mangel på mangfoldighed, behøver vi bare at stille os selv spørgsmålet, om der er nogen af disse mange, højtuddannede og konstant citerede eksperter, der har fremsat forudsigelser, der svarer til den virkelighed, vi kan se omkring os.

Hvorfor var der så få specialister, som dog havde brugt hele deres liv på at studere den muslimske verden, islam, sharia, islamisk historie osv., der var i stand til at forudse, at det ville blive mere end svært at integrere en eksplosivt voksende muslimsk befolkning? Det er dog ikke sket andre steder i verden. Hvorfor er der ingen specialist i sharia, der har forklaret befolkningen, at hvis vi bliver ved med at bøje os for de religiøse mørkemænds krav om tørklæder, badeforhæng, afsondring af kvinder osv., så får vi ingen integration? De må dog have vidst det.

Vi skal nok ikke regne med, at dette vil blive bedre, før det lykkes os at rejse en folkestemning, der simpelthen kræver pluralisme i forskningen, i medierne, og på læreanstalterne. Forleden samledes en gruppe forskere fra Københavns Universitet til et møde om et nyt stort forskningsprojekt, hvis formål er at tilvejebringe "tørre tal om religionerne", så befolkningen har noget håndgribeligt at forholde sig til. Nu skulle der gøres op med myterne, sagde en af de fremtrædende forskere, professor Margit Warburg, som derefter forklarede Politiken, at hensigten var at mane danskernes frygt for en muslimsk flertalsbefolkning i jorden. En anden forsker lod forstå, at meningen var at slå et slag for et multireligiøst samfund, som vi sagtens kan læse at leve med.

Tænk om der en dag var et forskerhold, der simpelthen ville belyse de historiske erfaringer med multireligiøse samfund -- uden på forhånd at tilkendegive, om det var godt eller skidt. Men vi er meget langt fra en sådan situation. Og årsagen er naturligvis, at ingen forsker, der har sin karriere kær, ville vove at opstille et sådant forskningsprojekt.     

Vi er oppe imod formidable, velfinansierede og velplacerede kræfter, som måske nok har måttet indkassere visse nederlag de seneste år, men som ikke viser tegn på at opgive kampen for at vinde kontrol med meningsdannelsen.

Hvorfor har vi lavet en ny organisation, når vi dog havde PEN i forvejen? Ja, for det første er det jo ikke alle, der er velkomne i PEN. Og for det andet har erfaringerne vist, at PEN ikke så meget interesserer sig for forsvaret af ytringsfriheden som for udbredelsen af pæne synspunkter. PEN har således vist sig at være en organisation af samme slags som Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Center for Menneskerettigheder, Beate Winklers center, Red Barnet, Mellemfolkeligt Samvirke, Danida og 117 andre veldædige og velmenende organer til verdens forbedring. PENs særlige gebet synes at være fremme af mellemfolkelig forståelse. Og det er alt sammen udmærket og prisværdigt.

Men vi trænger altså til en forening, der har ytringsfrihedens beskyttelse som sit formål.

Egentlig er jeg ked af, at så meget af det, jeg har sagt, har handlet om de trusler mod ytringsfriheden, der udgår fra islams herskende klasse. For vores opgave bliver naturligvis, så langt kræfterne rækker, at gå i brechen for ytringsfriheden, uanset af hvem og på hvilke områder, den trues. Der er netop udkommet en bog, der viser, hvad det koster læger at kritisere deres arbejdsplads, og problemet er formentlig mere udbredt, end man normalt forestiller sig.

Vi skal heller ikke tro, at censuren -- om den så er officiel eller uofficiel, påtvunget udefra eller selvpålagt -- kan stikke sit hoved frem i dele af samfundslivet uden at smitte af på andre dele.

På den anden side skal vi passe på med ikke at fortabe os i generaliseringer og i luftige principper, som meget let kan ende i inaktivitet og slagordspolitik. Og vi må realistisk vurdere vore kræfter.

Vi er foreløbig ikke ret mange (indtil videre har vi modtaget ca. 140 indmeldelser), og indtil videre står ingen bugnende fonde på spring for at støtte os.

Vi må altså rationere kræfterne og nøje overveje, hvilke opgaver vi med størst effekt kan give os i kast med.

Det bliver den kommende bestyrelses opgave at udstikke en kurs, og derfor er det vigtigt, at vi vælger nogle bestyrelsesmedlemmer, som vi tror besidder analytiske evner og handlekraft.

Men lad mig alligevel til afslutning -- og som oplæg til diskussion -- prøve at skitsere nogle af de opgaver, som jeg mener, vi kan tage fat på det første års tid, mens vi endnu er ved at opbygge og konsolidere organisationen.

For det første mener jeg, at vi lige så godt kan indstille os på, at vi lever i en globaliseret tidsalder i den forstand, at de fleste af de problemer, vi stilles over for, ikke respekterer landegrænser. Truslerne mod ytringsfriheden kommer i lige så høj grad udefra som indefra, og de fundamentale trusler er de samme, uanset om vi befinder os i Danmark, Sverige, Frankrig eller Libanon.

Derfor mener jeg, at vi så hurtigt som muligt -- og helst allerede her til efteråret -- bør arrangere en konference i København med arbejdstitlen "Tabuer i europæisk presse", hvor skribenter, journalister, forskere og aktivister fra ind- og udland -- og ikke mindst folk med rod i den muslimske verden -- kan komme og redegøre for situationen set ud fra deres synsvinkel. Til afholdelse af en sådan konference bør vi søge støtte fra de 100.000 kr. af tipsmidlerne, det formentlig også i år vil blive uddelt til ytringsfrihedsformål af kulturministeriet. Sidste år gik pengene til PEN. Nu må det være vores tur.

Samtidig bør vi allerede nu gå i gang med at forberede en lignende konference til næste år. Der er nok af emner at tage fat på. F.eks. kunne vi belyse den akademiske frihed og mangfoldighed -- eller mangelen på samme; eller vi kunne søge at belyse menneskerettighedernes og konventionernes forhold til ytringsfriheden.

Konferencer er naturligvis også en metode til at sætte en dagsorden og til at gøre opmærksom på vores eksistens.

Jeg foreslår, at bestyrelsen nedsætter et særligt udvalg med den opgave at tage kontakt til ligesindede enkeltpersoner, grupper og organisationer i udlandet, og som også kan påtage sig det praktiske arbejde med at arrangere konferencer.

Vi kunne kalde dette udvalg Det Internationale Udvalg. Desuden synes jeg, at bestyrelsen burde overveje at oprette tre andre arbejdsudvalg til at tage sig af Juridiske problemer (det ville naturligvis være bedst, om vi kunne formå nogle jurister til at melde sig ind), et der beskæftiger sig med PR og et Web-udvalg, der forestår kommunikationen blandt medlemmerne og overvejer, om vi f.eks. bør have vores eget net-tidsskrift, der kan orientere om vigtige begivenheder af betydning for ytringsfriheden både hjemme og ude. Hvad det sidste angår, kan vi slet ikke regne med nogen systematisk dækning i mainstream medierne.

Vi bør også overveje, om vi kan arrangere nogle fyraftensmøder i København og større provinsbyer med danske eller udenlandske personligheder.

Indtil videre må vi nok erkende, at vi ikke har styrke til i juridisk forstand at kaste os ind i enkeltsager om overgreb på folks ytringsfrihed. Vi kan derimod efter bedste evne råbe op og forsøge at skabe opmærksomhed om dem.

En ting står under alle omstændigheder fast: Vi kan ikke foretage os noget uden penge, og det er da også årsagen til, at vi bliver nødt til at opkræve et kontingent, hvis størrelse vi skal stemme om senere på dagen. Mit forslag er, at vi sætter årskontingentet til 400 kr, som vi bør forsøge at opkræve via PBS fire gange om året. Så føles det ikke så tungt.

Jeg er helt opmærksom på, at 400 kr. kan forekomme at være et betydeligt beløb for folk, der ikke har for meget at slå til Søren med -- f.eks. fordi de er kommet til at sige noget forkert og derfor ikke har udsigt  til at få arbejde. Derfor er der i forslag til vedtægter også foreslået en regel om, at bestyrelsen kan indrømme kontingentfritagelse, når forholdene taler for det.

For at spare på midlerne, vil jeg anbefale den kommende bestyrelse i videst mulige omfang at kommunikere med medlemmerne elektronisk, så man undgår den dyre papirpost. Naturligvis skal der sendes breve til folk, der ikke har e-mail eller som specifikt gør opmærksom på, at de ikke ønsker elektronisk kommunikation.

Bestyrelsen må naturligvis overveje, hvad vi kan gøre for at hverve flere medlemmer og tiltrække flere økonomiske midler til vores arbejde.

Følg os her: