”Vi er et af de lande, der har været allermest loyale overfor ukrainerne. Og vi er i øvrigt et af de lande, der har hjulpet allermest. Det kan vi godt være stolte af, men det er nu, vi skal holde fast.
Et Europa uden vilje og evne til at forsvare sig selv – hvad er det egentlig værd? Ukraine mangler ammunition. Europa har ikke leveret det, de har brug for. Det er ikke godt nok. (….) Krigen i Ukraine er også en kamp for det Europa, vi kender. ”
Sådan faldt ordene om krigen i Ukraine i Statsministerens nytårstale og jeg er villig til at tilgive Mette Frederiksen meget (men ikke alt) for de bemærkninger: ikke alene udtrykker hun en fortsat dansk opbakning til et europæisk land, som med Dronningens ord er blevet ”overfaldet”. Hun siger også noget meget vigtigt om nationalstatens betydning og ukrænkelighed – og ikke mindst om retten og pligten til at forsvare sit lands grænser og dermed det, der grundlæggende definerer os som folk: vores sprog, historie, kultur og nationale egenart.
For vi kan ikke forsvare det, der er os og vort uden at slå hegn om det. Vores landegrænse definerer ikke bare vores territorium, men også vores selvbestemmelse, vores retsstat og de frihedsrettigheder vores samfund er bygget på: uden grænser – ingen jurisdiktion, og uden jurisdiktion er det ikke muligt at hævde retten til frihed for borgerne, for der vil ikke være nogen, der vil have en myndighed at udøve, der kan sikre denne frihed. Derfor er det også luftigt nonsens at kalde frihedsrettighederne – og ikke mindst ytringsfriheden – for universelle rettigheder. Frihedsrettighederne er borgerrettigheder, der uløseligt er knyttet til retsstaten for (ytrings)friheden kan kun sikres og hævdes af retsstaten og kan derfor kun gælde inden for nationalstatens grænser.
Med den forbandede koranlov in mente er det mildt sagt et åbent spørgsmål, om Mette Frederiksen er villig til at forsvare ytringsfriheden og frihedsrettighederne generelt indadtil som hun tydeligvis er opsat på at hævde nationalstaternes frihed udadtil og deres suverænitet og ret til forsvar af egne grænser. Det er selvsagt bekymrende. Men det ville være direkte fatalt for Danmark, hvis vi ikke kunne forsvare vore egne grænser eller – lad os være realistiske – få andre til at gøre det. Derfor er Statsministerens utvetydige opbakning til Ukraine så vigtig, for vi kan ikke regne med andres hjælp og støtte, hvis vi ikke selv er villige til at bakke op og ”holde fast”.
Vi kan altid vælge en ny regering, hvis vi synes, at den gamle gør det dårligt, men vi kan ikke regne med at få vores grænser tilbage, når først de er faldet. Det ved ukrainerne og det lyder som om, Mette Frederiksen også ved det. Og det er lige nu det vigtigste.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
