129 år gammel
Ja, undskyld jeg bruger en angelsaksisk overskrift. Det byder mig ellers imod, for jeg blev født i Frankrig.
Mine forældre gav mig navnet André Géraud, selv om jeg mest blev kendt under mit nom de plume, Pertinax, da jeg i tiden mellem første og anden verdenskrig skrev mine uvelkomne afsløringer af den herskende elites landsforræderi i Echo de Paris og senere i L'Europe nouvelle.
Jeg er 129, men følger jeg stadig med, og jeg glædede mig over for nogle år siden at overvære en opførelse i London af Mel Brooks' farce The Producers med den iørefaldende sang Springtime for Hitler and Germany.
Det morede mig. Det samme kan jeg ikke sige om værkets sequel – foråret for Allah i Nordafrika.
Gamle erfaringer
Som mine danske læsere måske vil vide, har vi franskmænd gamle erfaringer med Magreb. Ikke fordi vi har ønsket det, men fordi vores geografiske placering ved Middelhavet har tvunget os til at forholde os til landene langs de modsatte kyster.
I mange århundreder måtte vi tåle islamisk sørøveri. Vore skibe blev opbragt, og deres besætninger blev solgt som slaver på markederne i Marokko, Tunis og Tripoli, hvor korsarernes efterfølger, Muammar Gadaffi, nu huserer.
Mange hundrede år forinden var profetens tilhængere gået til angreb på mit land. De havde allerede indtaget Spanien og blev først standset, da Karl den Stores bedstefar, Charles Martel, slog muslimernes hærfører, Abdul Rahman al-Ghafiqi, i slaget ved Tours i 732.
Var det ikke sket, havde der ikke været noget Danmark i dag, selv om jeg naturligvis nærer stor respekt for jeres landsmand, Holger Danske.
Den tanke blev efterhånden rodfæstet i mit land – og i hvert fald i dele af vores udenrigspolitiske establishment – at enten måtte vi dominere Magreb, eller også ville Frankrig blive muslimsk. Det var en af grundene til, at vi så længe prøvede at bide os fast i Algeriet, indtil vi måtte opgive i 1962.
Siden er det gået nøjagtigt, som det blev spået. Det er væltet ind over vore grænser med muslimer fra det nordlige Afrika, og vi har ikke længere midlerne til forhindre islam i at blive Frankrigs dominerende kultur.
Den franske utopi
I stedet for at prøve at dæmme op for landets islamisering drømmer vores politiske elite videre om et fransk Middelhavsimperium.
Ligesom i sin tid Mussolini, tror Quai d'Orsay [det franske udenrigsministerium, red.], at det er muligt at skabe et fransk Mare Nostrum, der ganske vist vil have en knusende muslimsk befolkningsmajoritet, men som på en eller anden måde – og af uforståelige årsager – vil underkaste sig fransk kultur og fransk statsræson.
Det er tilmed lykkedes os at få resten af EU med på tanken. Dvs. vi har bildt dem ind, at det drejer sig om at skabe en europæisk-arabisk tilnærmelse, og at de halvciviliserede masser på den anden side af Middelhavet fromt vil underlægge sig Europa og indstille den hellige krig, de nu ført mod os i 1400 år.
En særpræget utopi, der nu udfolder sig i al sin glans for øjnene af os.
"Demokratiseringen" – en farce
Ikke nok med at Europa gennem årtier til ingens verdens nytte har givet kæmpesummer til forskellige magthavere i den muslimske verden, mens EU-landene har bildt deres befolkninger ind, at det ville fremme "demokratiseringen".
EU har også åbnet sine porte for en massiv muslimsk indvandring og tilmed lovet muslimske organisationer som OIC (Den Islamiske Konferenceorganisation), at de tilvandrede muslimer kunne beholde deres hjemlands kultur og ikke behøvede at lade sig assimilere.
Nu kommer tredje trin i raketten: Vesten er begyndt at føre de krige, som muslimerne selv burde føre.
Hvis der er så stor utilfredshed med f.eks. Gadaffi i den muslimske verden – og det kan der være al mulig grund til – hvorfor fjerner de muslimske lande ham så ikke selv? Ingen kan jo påstå, at de mangler penge eller våben.
Lande som Saudi-Arabien og Golf-staterne har milliarder af dollars til at islamisere Vesten, mens Vesten bruger milliarder, som den ikke har, på at "demokratisere" Arabien.
Og hvis vi skal tro de vestlige politikere, er dette besynderlige projekt allerede i vidt omgang lykkedes. De taler henført om "et arabisk forår" og om de "demokratiske kræfter", der nu har manifesteret sig i Egypten og Tunesien.
Men når det nu går så godt, hvorfor oversvømmes Italien så i disse dage af asylansøgere fra det nyligt demokratiserede Tunesien? Hvorfor skyder egyptisk militær på "demokratiske" demonstranter?
Direkte i fælden
For mig ser det ud, som om Vesten anført af Frankrig er hoppet direkte i en arabisk fælde, som sandsynligvis er udtænkt af Det Muslimske Broderskab i samarbejde med OIC:
Man får Vesten til at nedkæmpe Broderskabets fjender inde i Islams Hus.
Når sharia-kræfterne så er kommet til magten – og de i forvejen forgældede vestlige lande er bragt til tiggerstaven – vil diverse hellige herskere præsentere en regning for den "genopbygning", som Vestens ødelæggelser har nødvendiggjort, og som "korsfarerne og jøderne" naturligvis vil blive gjort ansvarlige for.
Jeg hører, at jeres udenrigsminister, fru Espersen, allerede har lovet, at Danmark nok skal være med til at betale også den regning.
Som om det ikke var nok, giver de nye uroligheder millioner af muslimer et påskud til at komme til Europa. Her vil de opføre sig præcis som de millioner, der allerede er ankommet.
De vil søge mod nord, til de endnu eksisterende velfærdsstater, hvor de kan leve som rigmænd uden at røre en finger, samtidig med, at de giver et tilskud til Europas islamisering.
Intet under, at de arabiske frihedskæmpere ikke har kunnet kaste en sten eller affyre et skud uden at råbe Allahu Akbar.
For det er forår for Allah.
