Den 4. juni kunne Dagbladet Information afsløre, at et nyt satiremagasin var på vej. Det var avisens journalist Niels Larsen, der tog det friske initiativ. Larsen er især kendt som medlem af Lars Vilks-komitéen og deltager i det terrorramte møde den 14. februar.
"Den latterlige konflikt om Muhammedtegningerne"
Nu ville han i kølvandet på terrorangrebet, og helt i Charlie Hebdos ånd, skrue op for satiren og den kunstneriske, flabede frihed - og ned for frygten og selvcensuren. Som Larsen formulerede det i velvalgt ærbødighed over for de myrdede franske tegnere:
”De har haft nogle vidunderlige satiretegnere gennem tiden. Og så skyder de på alle – intet er helligt for dem.”
For SPOT, som magasinet med drabelig swung kaldte sig, var intet helligt. I hvert fald ikke de første 24 timer. For allerede dagen efter forlød det fra bladets medarbejder, Adam Oskar, at én ting kunne man være sikker på: Der ville ikke komme nogen Muhammedtegninger.
Det svarer til, at en nyuddannet mejeri-virksomhed erklærer, at én ting kan kunderne være sikre på:
Creme fraiche vil man aldrig producere. Eller at en chokoladeforretning pludselig forsikrer, at man i hvert fald aldrig vil se mælkechokolade på hylderne. Den forbløffede kunde må umiddelbart stille det indlysende spørgsmål: Hvorfor dog ikke?
Ifølge Adam Oskar fordi, ”man sagtens kan lave et seriøst satiremagasin uden at behøve at hoppe med på den latterlige konflikt om Muhammed-tegninger. Det er oplagt at lave satire om mange andre emner.”
Et frihedsforsvarende satiremagasin, der erklærer konflikten om Muhammed-tegningerne for latterlig, er selv en vits. Eller bare en gammel blind tante, der ikke har holdt øjne og ører åbne de seneste ti år.
I hvert fald er man milevidt fra Charb og de andre modige tegnere på Charlie Hebdo. De, der blev myrdet fordi de ”hoppede med på den latterlige konflikt om Muhammed-tegninger,” – for nu at bruge Adams smagfulde formulering.
Magasinets erklæring om at være Muhammedfrit område resulterede da også i en del munterhed på de sociale medier, bl.a. fra min side – og en mistanke om, at det var god gammeldags frygt, der lå bag.
Skån os for flere Muhammedtegninger
Siden har en af satirebladets medarbejdere, den garvede ytringsfrihedsforkæmper Jens-Martin Eriksen (forfatter og medstifter af Fri Debat), yderligere begrundet magasinets Muhammedfri linje: Han indrømmer ærligt, at linjen skyldes frygt for vold. Når den danske stat ikke længere er i stand til at garantere Grundlovens § 77, må satiremagasinet tage bestik af det.
Sandt nok – og dog. For det er faktisk sådan, at trykkefrihed.dk det seneste halve år har bragt adskillige Muhammedtegninger, nye såvel som gamle, uden at det har ført til vold eller trusler.
I stedet for at liste frygtsomt bagerst, kan man altså også vælge af gå frygtløst forrest. Det er muligt – og det plejer at klæde et satiremagasin.
Men Eriksen fortjener ros for ærligt at indrømme sin frygt, og for at efterlyse konkrete initiativer til genetablering af den fulde ytringsfrihed. Til gengæld er der én passage i hans tekst, der ikke klæder ham og magasinet. Pludselig dukker der nemlig en ny variant af det gamle ytringsfriheds-"men" op i teksten:
”Islamisk religionssatire bør stå direkte til diskussion, men lad os for Guds skyld blive skånet for endnu een i rækken af bevidstløse replika med en muhammedtegning, som ikke engang er morsom, og som kun tjener til at udløse endnu et forudsigeligt voldsangreb.”
Eriksen vil skånes for, at andre er modige nok til at gøre det, SPOT ikke tør gøre. Muhammedtegninger skal nemlig helst være sjove, hvis de skal bringes. Ellers er de ikke det værd, for ”de tjener til at udløse endnu et forudsigeligt voldsangreb.”
Tænk, at man skal læse den slags fra Jens-Martin Eriksen! Det er jo bare den gamle fortærskede variant af: ’Det er også lidt din egen skyld, du kunne også bare have ladet være at tegne den tegning. Eller gå med den korte nederdel.’
Og Eriksen fortsætter:
”Som om dette grusomhedens teater på pædagogisk vis skal få os til at forstå, at grundloven og konstitutioner alle steder er kidnappet af islamiske blasfemilove. Men det behøver vi ikke flere døde tegnere for at forstå. Det har vi lært fra Paris og København.”
Hvad er det SPOT har lært af Paris og København? At man med god grund kan hakke på dem, der i modsætning til SPOT, IKKE bøjer sig for voldsmandens veto?
I så fald er det en meget trist form for lærenemhed, Eriksen her opviser.
Jeg gætter på, at dette besynderlige udfald er en engangsforestilling fra Eriksens side og skyldes misforstået loyalitet med SPOT's frygtbaserede linje – og irritation over os, der har revet deres frygtsomhed i næsen.
Jeg håber det.
For er der én ting, der ikke er brug for i fremtiden, er det ytringsfrihedsforkæmpere, der falder dem i ryggen, der vover pelsen og forsvarer det frie ord - ikke bare teoretisk og ordrigt, men konkret, praktisk og helt uabstrakt.
Hvis det bliver det, satiremagasinet har på programmet i fremtiden, bliver det SPOT til skade - ikke til gavn for det frie ord.
