LONDON: Speakers' Corner er en institution i det nordlige hjørne af Hyde Park i London, kendt af både turister og lokale. Lige siden 1872 har det været både tilladt og populært at stille sig op på en medbragt stol eller skammel søndag formiddag og docere sin uforbeholdne mening om hvad som helst til hvem, der gider lytte. Berømte folk har talt her, blandt andre Karl Marx, Vladimir Lenin, og George Orwell. Og hvem benytter sig af muligheden for at tale her i dag? Ja det gør ikke mindst radikale, islamiske prædikanter.
Talerne kommer lidt over 11,” siger de i parkens cafeteria med samme navn som institutionen, Speakers' Corner. Men ikke imam Muhammed D'Aoud. Allerede 10.30 denne solrige søndag ankommer den afro-amerikanske konvertit. D'Aoud smider hurtigt de brune snøresko, fremviser et par ankelsokker under den lange tunika og kravler op på en medbragt skammel. Som det første går han i gang med at bortjage et kristent kor, klædt i hvide t-shirts, der har samlet et pænt publikum, kun en meter fra hvor imamen står: ”Tror I, det er søndagsskole? Sorry, sorry, jeg kom for sent til søndagsskolen.”
D'Aoud er ikke blot en velvoksen mand, han har også en kraftig stemme. To numre holder koret ud, skruer stemmerne op og synger igennem. Men imamen har et budskab han vil ud med, koret kapitulerer og trasker væk med gnavne miner. Dar-al-islam er etableret på Speakers' Corner, og D'Aoud ser tilfreds ud. Det er tid til at indlede en længere monolog med et par vittigheder:
”Kom nærmere, kom nærmere, jeg har ingen eksplosive stoffer under tøjet. Spørg mig om hvad som helst, løft hånden, når I vil spørge, jeg hugger den ikke af.”
Publikum, der hurtigt vokser til en skare på 50-60 mennesker, ler. D'Aoud går energisk i gang:
”Når ingen ayatollah eller imam fordømmer selvmordsterrorisme, skyldes det at Vesten går ind i andre lande som pirater. Det er et spørgsmål om årsag og virkning. Soldaterne i Irak, hvem betaler dem? Ja, så hvem er uskyldige? Soldaterne bombede vore byer, de vil have os til at være som alle andre. Men muslimer vil ikke være som alle andre. Vi tror på sharia, islamisk lov. Vi har sendt bomberne tilbage til Vesten.”
Her melder første spørger, en midaldrende mand, sig: ”Hvad med Saudi Arabien? Er det et godt land?”
”Ja, hvad med Saudi Arabien,” vrisser D'Aoud. ”Har Saudi Arabien måske sendt soldater ind i Irak eller Afghanistan?” D'Aoud fortsætter: ”Når man har en profet, der er højt hævet over demokratiet, over politikere, konger og dronninger….”
Pirater og velfortjent selvmordsterrorisme
Efter en længere tirade om profetens fuldkommenhed går D'Aoud over til at tale om et mere dagsaktuelt emne: bomberne i London 7. juli 2005. ”7. juli, var det mord? For mange muslimer er det ikke mord. Sendte dette land ikke soldater til Irak? I stod ikke for menneskerettigheder, I kom som pirater. Så kommer der flere bomber? Afgjort. Vesten har ikke ændret sin indstilling. Næste spørgsmål.”
”Hvad med Gandhi? Han prædikede ikke-vold.”
”Han blev skudt.”
”Men, alligevel….”
”Han var hindu.” Med denne bemærkning anser D'Aoud sagen for uddebatteret og fortsætter med at skælde ud på Vesten, der endnu engang omtales som ”pirater”.
”Pirater er pirater. Vil I have fred? Så lad os komme af med nogle af lederne. Min far lærte mig, black man, lad dig ikke blive pisset på. Black man, vær ikke et fjols.” Og D'Aoud fortsætter med at forklare om muslimernes særstatus:
”Muslimer i dette land kan ikke blive soldater eller dommere. De kan ikke gå ind i politiet. Skulle vi håndhæve vantro love? Nej, kun sharialoven. Skulle jeg stoppe et slagsmål i pubben? Nej, jeg ville lukke den.”
Her bliver det en spinkel, ældre dame for meget: ”Jeg er indblandet i mellemreligiøst arbejde i Oldham, hvor jeg bor. Aldrig har jeg hørt nogen dér omtale mit land som ”vantro”. Jeg ønsker Dem en god dag, hr.” Hun tramper væk.
D'Aoud, derimod har fået talt sig varm: ”Vesten er en lastens hule. Kvinder kan bare blive gravide og sige, ja, jeg var så dekadent og løs, jeg er ikke en gift kvinde, og….”
”Vi stener dem i det mindste ikke,” råber en tilhører.
For første gang sænker D'Aoud stemmen: ”Well, hvis vi stenede en enkelt eller to, ville de uægteskabelige forhold måske ikke finde sted.”
Ingen kommenterer udtalelsen, og D'Aoud skruer op for stemmen: ”Mændene, de sidder foran fjernsynet hele dagen, eller de læser tegneserier. Ingen kvinde kan opdrage en søn, det kræver en hel landsby. Kvinder må beskyttes konstant, derfor kan de ikke gå ud alene eller køre bil.”
Her vil en mandlig tilhører vide, hvad belønning kvinderne kan forvente i Paradis. Og hvorfor al den snak om jomfruer i det hinsides?
”Har du aldrig haft en jomfru? Jeg håber, jeg får 100 jomfruer i himlen. Belønningen til kvinderne er en kærlig, muslimsk ægtemand.”
D'Aoud er dog ikke færdig med at skælde ud på det dekadente Vesten: ”I Vesten kan du vise bryster, patter, I dræber jer selv med aborter og stoffer, vi kan bare vente på at overtage….”
Og så må D'Aoud selvfølgelig lige runde 11. september:
”Jeg skal fortælle jer sandheden, jeg festede! På den café, hvor jeg sad, blev der delt slik ud, og tjeneren sagde at drinks, altså te og kaffe, det er på husets regning, og maden er gratis, World Trade Center er sunket i grus.”
Ingen reagerer. Vi kan høre D'Aoud, som vi forlader Speakers' Corner: ”Kom nærmere, kom nærmere, jeg har ingen eksplosive stoffer under tøjet….” Publikum ler.