England er hurtigt ved at udvikle sig til det europæiske land, hvor de negative konsekvenser af befolkningsudskiftningen er ved at løbe mest ud af kontrol. Det skyldes deprimerende nok ikke bare islams tiltagende dominans i det engelske samfund, men i tiltagende grad de totalitære tiltag og drakoniske indgreb i ytringsfriheden, der er den siddende Labour regerings – med premierminister Kier Starmer i spidsen – svar på den kritik og de protester, der har rejst sig i befolkningen: overvågning af sociale medier og arrestation og fængsling af kritiske røster, nedtoning af og manglende retlige konsekvenser af islamisk vold og hærværk og decideret mørklægning af politiets efterforskning af mulig terror er blevet hverdag i England.
Således er der mere og mere, der tyder på, at Kier Starmer og hans regering forsøger at skjule afgørende information om attentatet i Southport i sommer, hvor tre små piger blev stukket ihjel, og seks andre alvorligt såret: ikke nok med, at myndighederne forsøgte at fremstille den 18-årige Axel Radakubana som indfødt ”waliser”, man fortav, at han rent faktisk var praktiserende muslim med både giftstoffet ricin og en Al-Qeada terrormanual på teenageværelset. Og dette har Kier Starmer og hans regering vidst det hele tiden.
Dette – hvis det er sandt - udgør en lurende skandale af episke proportioner, fordi Starmer siden knivdrabene i Southport har udfoldet enorme bestræbelser på ikke bare at beskrive udsagn om, at knivattentatet var islamisk terror som disinformation, han har utrætteligt udskammet alle, der stillede spørgsmål til angrebets karakter som højreekstreme og har til overflod fået dem retsforfulgt og idømt lange fængselsstraffe.
Men ikke nok med det: Nigel Farage, lederen af Reform, blev for nylig nægtet at stille spørgsmål til indenrigsminister Yvette Copper i Parlamentet om, hvorvidt Axel Radakubana tidligere havde været henvist til det engelske Anti-Terrorisme Forebyggelses-Initiativ. Begrundelsen for at nægte Farage – og senere Reforms næstformand, Richard Tice, at stille spørgsmål regeringens viden om attentatet, er formelt af hensyn til rettens gang: Axel Radakubana har ret til en fair retssag og utidige spørgsmål vil efter omstændighederne kunne påvirke retssagens udfald og vil blive betragtet som foragt for retten.
Det har fået alle, herunder også, medierne, til at holde mund – eller i hvert fald udtale sig om Southport-sagen med allerstørste forsigtighed, for sporene skræmmer: Den engelske Free Speech Union har estimeret, at politiet dagligt registrerer 65 såkaldt ”non-crime hate incidents”, altså lovlige udtryk for mishag eller utilfredshed, og Kier Starmer er for længst gået i gang med at give amnesti til kriminelle indsatte i de engelske fængsler for at skaffe plads til de ”højreradikale bøller”, der har protesteret i forlængelse af Southport-attentatet. Mest kendt er den 61-årige Peter Lynch, der efter at have fået en dom på 2 år og 8 måneders fængsel for bl.a. at have råbt ”I beskytter folk, der slår vores børn ihjel og voldtager dem” efter politiet, begik selvmord i sin celle. Senest blev to mænd, Jack Cregan og Colin Brown, idømt 5 års fængsel for at have deltaget i optøjerne efter Southport-attentatet. Browns forbrydelse var at have brudt opsatte metalbarrierer og råbt efter politiet, mens Cregan havde øvet hærværk mod en bus.
Men selvom Kier Starmers totalitære indgreb overfor dem, der protesterer eller blot stiller kritiske spørgsmål til regeringens narrativ, på lange stræk synes at have afskrækkende effekt, så er det tvivlsomt, om han kan stå for presset i længden: rygtet vil vide, at alle kræfter er sat ind på at få udskudt retssagen mod Axel Radakubana endnu en gang i et forsøg på at sparke dåsen foran sig, til folk glemmer den, men i weekenden deltog Nigel Farage i et interview med podcastværten Winston Marshall. Her udtalte Nigel Farage bl.a.:
”Om Southport kan jeg sige, at jeg ved meget mere, end den britiske offentlighed ved. En helvedes masse mere. Jeg har fået mundkurv på. Jeg vovede dagen efter Southport at lave en video for at spørge: "Kan vi få at vide, hvem denne mand er? Var han kendt af myndighederne? Hvorfor føler jeg, at vi ikke er blevet fortalt sandheden?” Det niveau af dæmonisering, jeg kom under for det fra begge sider af parlamentet, var forbløffende (...) Nu får jeg så at vide af Speaker of Commons, at jeg ikke kan stille spørgsmål om det.(...) vi er vidne til en af de største cover ups i vores liv.”
Det er kun få måneder siden Kier Starmer kom til magten i England, men han er allerede blevet så forhadt i store dele af befolkningen for sin autoritære og totalitære ledelsesstil, at han ikke spås chancer for genvalgt. Flere og flere tvivler på, om Starmer kan overleve den skandale, der vil følge, når sandheden om Axel Radakubana kommer frem. Winston Marshall, der lavede podcasten med Nigel Farage I weekenden skrev på X den 17. november: ”The truth about Southport, when it comes to light, will change Britain forever.”
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis