"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Sommerkursus hos Muslimer i Dialog: Bliv skilt over telefonen

21. juni 2011 - Artikel - af Helle Merete Brix

Muslimer i Dialog hævder at ville bygge bro mellem forskellige kulturer. Nu tilbyder de et kursus, der nærmest går ud på det modsatte.

”Kunne DU tænke dig at få en dybere og større viden inden for Islam?”

”Vil DU blive endnu bedre til at praktisere Islam og måske hjælpe andre?”

Sådan lyder noget af reklamen for et sommerkursus hos Muslimer i Dialog (MID), der løber af stabelen i juli. På kurset vil der blandt andet blive gennemgået klassiske værker inden for Hanafi lovskole (en af sunni-islams fire lovskoler, red.).

Videre lyder det, at ”Både nye og gamle muslimer vil med denne undervisning få styr på, og dybere indsigt i, hvad der kræves af at være muslim.” Og: ”Der bliver undervist, så du ved hvad der skal til i praksis af en meget kompetent underviser.”

Underviseren er Waseem Hussain, der gennem en årrække været beskæftiget med islamiske studier. Efter at have studeret online hos sheik Faraz Rabbani, flyttede han i 2007 til Jordan for at fordybe sig i islamiske studier.

Waseem Hussain underviser også hos moskeforeningen i København, der har den tidligere MID-formand, imam Fatih Alev, som formand.

Sappho har kigget på den hjemmeside, som Waseem Hussain står for, og som Muslimer i Dialog også henviser til.

Den hedder haya.dk og er en ”islamisk spørgsmål og svar portal oprettet for at imødekomme danske muslimers behov for pålidelig islamisk viden” (denne fremhævelse med fed stammer ligesom de øvrige i denne artikel fra hjemmesiden).

Man kan på dansk – og anonymt – stilles spørgsmål til Hussain om emner som ægteskab, seksualitet, hijab med mere.

Telefonskilsmisse og tildækning

En spørger vil for eksempel 31. december 2010 vide, om man kan få skilsmisse, ”blot det bare siges over telefonen?” Hussain svar lyder sådan her:

”En skilsmisse givet gennem et telefonopkald vil gælde som en gyldig skilsmisse. En skilsmisse kræver nemlig ikke, at begge parter er fysisk til stede sammen. Hvis manden under en telefonsamtale med konen siger: 'Du er skilt', 'Jeg har givet dig skilsmisse', 'Anti Taliq' eller andre udtryk, der medfører skilsmisse, så vil parret islamisk set være skilt.”  

En anden spørger vil 25. december 2009 vide, om et tørklæde kun skal dække en kvindes hår eller også hendes hals? I svaret lyder det blandt andet: ”En kvindes hals er også en del af hendes awrah (det hun skal have tildækket). Så de mennesker, der ikke må se en kvindes hår, må heller ikke se hendes hals. Derfor skal hun sørge for at have dækket sin hals også.”

Ikke-muslimer og Helvedes ild

Den 28. november 2009 vil en spørger vide, om det er ”tilladt for en muslimsk pige, som går med tørklæde at vise sit hår til ikke-muslimske piger? Jeg har hørt, at det ikke er tilladt. Men hvis der er tale om en gruppe muslimske søstre, og der iblandt dem er pålidelige ikke-muslimske kvinder, er det så tilladt at tage sin islamiske påklædning af, for ikke at gøre det svære for sig selv?”

Svaret lyder sådan her: ”Udgangspunktet er, at en muslimsk kvinde skal tildække sig foran ikke-muslimske kvinder, som var det fremmede mænd. Derfor er det ikke tilladt for hende at tage tørklædet af, have åben hals eller andet foran ikke-muslimske kvinder, præcis som foran fremmede mænd.

Men der kan opstå situationer f.eks. med familie, ved sammenkomster, omklædningsrummet til gymnastik og lignende, hvor det vil være tilladt at tage det af foran ikke-muslimske kvinder, under forudsætning af, at hun stoler på dem, sådan så de f.eks. ikke vil beskrive hende eller tage billeder af hende uden tørklædet på.

I Shafi-madhab [dvs. shafi lovskolen inden for sunni-islam, red.] er der en holdning, der tillader, at hun kan tage det af foran ikke-muslimske kvinder uanset årsagen, så længe hun ikke er bange for tiltrækning fra dem.

Under alle omstændigheder gælder det kun foran kvinder. Det kan ikke tages af foran fremmede mænd, så hvis der er fremmede mænd til stede, er det ikke tilladt.”

En spørger ønsker 18. november 2009 oplysning om, hvorvidt alle ikke-muslimer havner i Helvede. I svaret lyder det blandt andet:

Dem som afviste at acceptere Islam vil være i helvede. Dvs. det gælder for folk, der hører om Islam, undersøger lidt om det, lærer lidt om Profeten osv. Men på trods af den viden de har, så afviser de Islam som den sande religion. Det er disse typer af ikke-muslimer, der vil være helvede for evig tid.

Dem der ikke kendte til Islam vil ikke være i helvede. Dvs. det gælder for folk, der ikke rigtig hørte om Islam og ikke havde mulighed for at undersøge, hvad Islam var.

Disse typer af ikke-muslimer kommer ikke i helvede, for de fik ikke budskabet, så derfor kan de ikke stilles til regnskab for det.

I sidste ende ved vi først for alvor, hvad der vil ske, når vi når til regnskabets time. Og her vil vores eget personlige regnskab være langt vigtigere at tænke over, end andres og om de nu ender i helvede eller ej.”

Faderens tilladelse til ægteskab

En spørger vil den 10. december 2009 vide følgende: ”Er det tilladt for en kvinde at gifte sig uden sine forældres tilladelse? Dvs. at gifte sig uden tilladelse fra sin wali, (”værge”, typisk faren). Hvad hvis manden er religiøs, og forældrene afviser ham og er urimelige?”

I svaret siger Hussain blandt andet: ” I Hanafi-madhab er et ægteskab indgået af en kvinde, uden tilladelse fra hendes wali (typisk faren), kun gyldigt, hvis manden er et match (kuf’u) for hende.

I henhold til, hvad der spiller ind for 'at være et match' for kvinden, så er det ting som: Religiøsitet, økonomi, uddannelse, social status, kulturel baggrund mm.

Det betyder, at det ikke altid er lige nemt at afgøre, om ægteskabet er gyldigt eller ej, og derfor skal hvert tilfælde henvises til en kvalificeret lokal lærd.

En ting man altid skal overveje er, at et ægteskab ikke kun er mellem to mennesker, men også omhandler at bringe to familier sammen.

Derudover vil 'et ægteskab uden forældrenes tilladelse' betyde, at man går imod Profetens (må Allahs fred og velsignelser være over Ham) sunna, og vil dermed miste en meget vigtig velsignelse (baraka). Samtidig skal man huske, at det er en af de største synder i Islam at gøre sine forældre vrede.”

Nej til musik

En spørger vil 3. oktober 2010 vide, om musik er tilladt.

Hussain svarer blandt andet: ”Musik og musikalske instrumenter er ikke tilladte. Med dette menes musik og musikalske instrumenter, som indgår i forbindelse med f.eks. Beyonce, Dj Tiesto, Lady Gaga, Usher, indisk, arabisk, tyrkisk og anden lignende pop- og kulturmusik. Denne form for musik er i sig selv ikke tilladt, uanset om de synger om sex og stoffer, eller synger om hvor meget de savner deres familie.

Det er underordnet, om det er musik produceret af muslimer eller ikke-muslimer. I begge tilfælde vil det ikke være tilladt. Dog findes der lærde, der tillader brugen af visse typer musik i forbindelse med islamisk poesi (nasheed, naat, ilahiler).

At man selv synes, at musikken er uskadelig, har 'en gavnlig effekt', er afslappende osv. har ingen betydning i denne sammenhæng. Det der ikke er tilladt, er ikke tilladt. En person kan også argumentere for, at svinekød har en gavnlig effekt, men det bliver ikke tilladt af den grund. Det samme gælder for musik.” 

Muhammed-tegninger

Den 10. december 2009 vil en spørger vide følgende: ”Er det tilladt at kigge på ”Muhammed-tegningerne? Min lærer viser dem i timen, hvordan skal jeg forholde mig til det?”

I svaret siger Hussain: ”At din lærer vælger at vise tegningerne, er beklageligt, især når folk udmærket ved, hvordan muslimerne har det med de tegninger.

Hvis man udsættes for dem under timen eller andre steder, vil det være tilladt at kigge på dem.

Vi skal ikke være bange for en tegning af en eller anden tilfældig person, som andre påstår er vores Profet (må Allahs fred og velsignelser være over Ham)”.

Muslimer i Dialog skriver på sin hjemmeside: ”Vi bygger bro mellem forskellige kulturer”.

Sappho har ved flere lejligheder skrevet om Muslimer i Dialog. Se blandt andet Saudi-Arabien indtager Børsen.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg