Da jeg blev inviteret til at holde denne tale af min gamle ven Paul Belien, var min første reaktion glæde over at et politisk parti i Belgien var interesseret i mine tanker.
Jeg var aldrig før blevet bedt om at tale til et politisk parti i Vesteuropa, og jeg havde for længst draget den konklusion, at en stemme som min er uden praktisk relevans for europæisk politik, men kun kan betragtes som en uklar mumlen i tænkningens stratosfære, uden nogen klar anvendelse i de politiske realiteters domæne.
Jeg havde hørt om Vlaams Belang og dets forgænger Vlaams Blok, som et kontroversielt parti med bred støtte i Belgiens flamske befolkning.
Jeg vidste, at partiet havde været skydeskive for det kulturradikale establishment, at det var blevet beskyldt for ”racisme og xenofobi” og at det var blevet opløst i sin tidligere form af en belgisk domstol.
På den anden side var der mange forklaringer på anklagerne, som ikke havde noget at gøre med deres sandhedsværdi, og for mig virkede det sandsynligt, at Vlaams Belangs virkelige forbrydelse havde været at true EU´s egeninteresser.
Advarslerne
Den mistanke blev til en vis grad bekræftet, da der begyndte at komme e-mails fra bekymrede ”kolleger” i Belgien – folk som aldrig tidligere havde vist nogen interessen for mine synspunkter, men som nu bønfaldt mig om at aflyse denne aftale, bad mig om ikke at give et farligt højreorienteret parti troværdighed, og advarede mig om, hvordan mit rygte kunne tage skade, hvis jeg blev associeret med et parti af ekstremister.
Det blev straks klart, at striden omkring Vlaams Belang gik til hjertet af belgisk politik, og at modstanderne af Vlaams Belang ikke bare ønskede at besejre partiet i frie og retfærdige valg, men at ødelægge det som en politisk kraft.
Og fordi de ikke kan ødelægge partiet med demokratiske midler, siden det plejer at få flest stemmer ved valgene, ønsker de i stedet at tilintetgøre det ved hjælp af domstolene, og derudover at skræmme og bringe enhver til tavshed, som ellers ville have givet legitimitet til partiets arbejde.
Alene antydningen af, at jeg ved at tale for Vlaams Belang – hvad enten det sker i en bifaldende eller irettesættende tone - ligesom associerer mig med partiet, afslører hvilke hensigter partiets modstandere har, nemlig at holde partiet udenfor dialogens gode selskab.
Men når det kommer til trusler, tager jeg instinktivt parti for den, som er genstand for truslerne. Hvis folk fortæller mig, at jeg ikke må have noget at gøre med Jim, fordi alle anstændige mennesker boykotter ham, så er mit instinkt at have noget at gøre med Jim.
Måske vil jeg opdage, at der findes meget gode grunde til at boykotte Jim.
Men hvis jeg ikke har anstrengt mig for at lære ham at kende og bringe ham tilbage til det menneskelige samfunds fold, så har jeg svigtet min pligt som kristen. Og hvad der gælder enkeltpersoner, gælder også politiske partier.
Partier er som mennesker
Jeg nægter ikke, at der findes partier som bør være forbudt – som nazistpartiet der først efter mange millioner døde for sent blev dømt fredløst, som kommunistpartiet burde være forbudt og som enkelte islamistiske partier bliver forbudt i dagens Europa.
Partier er efter min mening som mennesker: De bør optræde i overensstemmelse med det kategoriske imperativ.
De må ikke praktisere eller retfærdiggøre drab og ikke opildne til had mod nogen minoriteter eller andre genkendelige undergrupper i samfundet. Og hvis de gør disse ting, har staten ret og pligt til at opløse dem.
Og det er selvfølgelig det første, jeg skal sige til jer i dag, i tryg forvisning om, at det ikke er nødvendigt at sige det.
Det bør imidlertid påpeges, at socialistiske partier ikke altid har adlydt denne hovedregel mod en sådan ansporing.
I mange år levede vores eget Labour på en diæt af klassehad som ikke helt og holdent var anderledes end det had, som havde været en hjørnesten i mellemkrigstidens kommunistiske ideologi.
Det mest slående træk ved 60’ernes venstreorienterede bevægelser – bevægelser som mange blandt datidens politiske elite tilhørte – var det glødende had, de tilkendegav mod ”borgerskabet”, det vil sige mod alle der havde ejendom.
Samvittigheden skal granskes
Opfordringer til had, ligger aldrig langt under overfladen i politik, og vi må alle sammen hele tiden granske vores samvittighed for at være sikre på, at vi selv ikke er skyldige i denne forbrydelse, som det er så let at anklage vore modstandere for.
Det er, når alt kommer til alt, kun i en tilstand af rolig overvejelse, at vi kan tage fat på den presserende opgave, europæerne står overfor i dag:
At komme frem til en ny, velovervejet ordning, som vil omfatte alle borgere, gamle og ny, i stater, som har ændret sig irreversibelt pga. indvandringen.
Det er derfor anklagen om ”racisme og xenofobi”, som har været rejst mod jeres parti, er så alvorlig.
For den er udformet for at antyde, at Vlaams Belang ikke kan tage del i en sådan forhandlingsløsning; at partiet ikke alene bryder den demokratiske politiks grundregler, men også, at det afviser det primære mål for det nye Europa, som er at indlemme store indvandrerbefolkninger i en form for samfundskontrakt, som overskrider etnisk tilhørsforhold, religion, kultur og tro.
Hvis vi ikke får en sådan samfundskontrakt i stand, kan vi forvente en fremtid med voksende utilfredshed og konflikt, hvor stridigheder mellem grupperne bliver dagens orden.
Og hvis ”racisme og xenofobi” står i vejen for denne nye form for samfundskontrakt, er der meget gode grunde til at mene, at det er uacceptable egenskaber ved de partier, som måtte give udtryk for noget sådant.
Da jeg selv blev anklaget
Men når jeg læser nogle af angrebene på Vlaams Belang, kan jeg ikke undgå at mindes tiden for 20 år siden, da jeg selv blev anklaget for ”racisme og xenofobi” af de venstreliberale medier i Storbritannien, og blev tvunget til at gå unådens spidsrod af mine universitetskolleger.
Min forbrydelse bestod i at have hævdet – i Salisbury Review, hvor jeg var redaktør, og i min ugentlige spalte i The Times – at den officielle ”multikulturalistiske” politik var et fejlgreb, og at Storbritanniens fremtid afhænger af at integrere indvandrerne ind i en fælles national kultur, ikke at opmuntre dem til at bo hver for sig i kulturelle ghettoer.
Præcis det samme kulturradikale establishment, som den gang mødte mine argumenter med indignation, har siden accepteret dem i al stilhed, og den almindeligt anerkendte opfattelse i dag er, at vi i dag har brug for en britisk kultur, som alle vore indbyggere kan dele.
Omkostningsfri selvretfærdighed
Efter at have været genstand for denne anklage, som jeg i mit eget tilfælde véd er usand, er jeg nødt til at være skeptisk over for dem som retter den, og som omkostningsfrit og med en så selvretfærdig tilfredshed synes at mene, at skylden ligger hos andre snarere end hos en selv.
I stedet for at granske jer, agter jeg derfor at tale mere generelt om betydning af anklagen om racisme og xenofobi, og om de omstændigheder, som har givet den en så stærk retorisk vægt, at den bliver ekvivalent til anklagen om kætteri i middelalderens Europa, til hekseri i kolonitidens Massachusettes, eller ”afvigelse” i den stalinistiske stat.
Den, der er i en tilstand af fornægtelse af sin egen dødelige sygdom, sin kones utroskab eller sit barns kriminalitet, vil rejse sig i vrede mod enhver, som omtaler den forbudte sandhed.
Ligeledes vil en politisk kultur som fornægter et alvorligt samfundsproblem, fordømme dem som prøver at diskutere det, og gøre sit bedste for at bringe dem til tavshed.
I lang tid har den europæiske politiske klasse fortrængt problemerne ved masseindvandringen af mennesker, som ikke tager del i vores europæiske livsstil.
Den har vendt sin vrede mod dem, som har advaret mod den splittelse, som kan følge, eller som har hævdet indfødte befolkningers ret til ikke at give adgang til personer, som hverken kan eller vil assimileres.
Og et af de våben, som eliten har brugt til at sikre, at den aldrig skal stå til ansvar for de sandheder, den benægter, er at beskylde dem, som ønsker at drøfte problemet, for ”racisme og xenofobi”.
Enoch Powells skæbne
Folk i min generation er vokset op i frygt for denne beskyldning, akkurat som folk i Salem blev opdraget i frygt for at blive stemplet som hekse.
Vi så, hvad der skete med Enoch Powell som følge af en offentlig tale, hvor han advarede mod farerne.
Jeg siger ikke, at Powells tale, hvor han talte om ”Tiberen skummende af blod”, var klog eller hensigtsmæssig.
Det var tværtimod alt for let at anklage ham for alarmisme, og hans citat af sybillen i Cumæ hentet fra Æneidens fjerde bog – som ingen selvfølgelig havde kendskab til – blev straks omskrevet til ”floder af blod”, og han selv blev affejet som en farlig galning.
Det var så godt som sidste gang en britisk politiker vovede at advare mod virkningerne af omfattende indvandring.
Siden den gang har der hersket en ængstelig tavshed på politisk niveau, mens diskussionen på alle andre niveauer med jævne mellemrum er blevet hæmmet af skueprocesser mod dem som bliver fundet skyldig i ”racisme” - for eksempel fordi de har hævdet, at indvandrermiljøerne må integreres, eller at separatismen er en iboende fare.
Dette synspunkt indtog Salisbury Review, mens jeg sad i redaktørstolen, og det var grunden til, at jeg blev hudflettet.
Den engelske filosof og forfatter Roger Scruton er en af verdens ledende konservative skribenter. Han har udgivet mere end 30 bøger, senest The Uses of Pessimism. And the Danger of False Hope (2010) og sidder i The International Free Press Society´s Advisery Board
Artiklen, der udgør første del af en tale, der blev holdt i 2006, stod første gang trykt på document.no og er fordansket af Sapphos redaktion.
