I 2022 nedsatte Kulturministeren et nyt Medieansvarsudvalg, der fik til opgave at ”…undersøge, hvordan rammerne for mediernes ansvar kan gøres mere tidssvarende og styrke borgernes retssikkerhed i en digital medievirkelighed”. Søren Pind blev sat i spidsen for udvalget, og det har tydeligvis været en rigtig dårlig ide, for i stedet for at gøre ”rammerne for mediernes ansvar” mere tidssvarende” og ”styrke borgernes retssikkerhed”, foreslår udvalget/Pind, at der oprettes en medieombudsmandsinstitution, der skal ”…sikre hurtigere handling, smidigere og mindre omkostningstung proces for genoprejsning, vejledning af borgere, debatskabelse og fokus på krænkende handlinger og etik i researchfasen. En medieombudsmand vil herigennem bl.a. kunne skabe debat og bidrage til at bevidstgøre den almene borger om troværdigheden og kvaliteten af forskellige informationer og nyheder.”
Det er i sig selv ildevarslende, at foreslå en statslig institution, der skal ”bevidstgøre den almene borger” og være dommer over troværdigheden og kvaliteten af informationsstrømme”, men det må løbe enhver frihedselskende demokrat koldt nedad ryggen ved læsning af de kompetencer, der skal tillægges den nye medieombudsmand: der opfindes nemlig en ny ansvarsnorm, som medieombudsmanden skal agere ud fra: ”almindelig redelighed/god offentliggørelsesskik” og selvom disse begreber ikke uddybes eller afgrænses, så skal det ikke desto mindre være muligt for den nye medieombudsmand både at udtrykke kritik af medier, der ikke har forbrudt sig mod hverken gældende presseetik eller medieansvarsloven og ovenikøbet forlange kritikken offentliggjort på mediet og foretage politianmeldelser på grundlag af den nyopfundne ansvarsnorm.
Den giver sig selv, at Søren Pinds medieombudsmandsinstitution ikke løber åbne døre ind hos de statsbetalte medier. Således skriver Tom Jensen i en leder i Berlingske 30. januar: ”Hvis Søren Pind får magt, som han har agt, risikerer Danmark at overhale autoritære lande, vi nødigt sammenligner os med, indenom i forhold til indskrænkelser af pressefriheden og statens adgang til at kontrollere mediernes udgivelser. Regeringen bør derfor tage afstand fra Søren Pinds radikaliserede udspil i medieansvarsudvalget.” Og Kristeligt Dagblads Jeppe Duvå kalder Søren Pinds forslag ”… det mest drakoniske forslag til at begrænse etablerede mediers frihed, der er set i nyere tid”.
Det kan man umuligt være uenig i og Trykkefrihedsselskabet tager også skarpt afstand fra Søren Pinds forslag til indskrænkninger i ytrings-og pressefriheden, selvom Tom Jensens og Jeppe Duvås advarsler mod indskrænkninger i ytrings-og pressefriheden ville lyde mere troværdige, hvis pressens repræsentanter og statsbetalte medier i Danmark ikke kun kom på barrikaderne for ytringsfriheden, når det er dem selv og deres egne laugsinteresser, der er på spil: der er nemlig sørgeligt langt mellem snapsene, når det gælder medieklassens vilje til at forsvare ytringsfriheden på de sociale medier for almindelige mennesker og for alternative medier. Og de fremturer endda med deres manglende evne og/eller vilje til at se ude over egne behov: således fremgik det af Danske Mediers høringssvar til den tidligere regerings forslag til lovregulering af sociale medier, at pressens repræsentanter ikke ville løfte en klov for at imødegå autoritære indgreb mod ytringsfriheden, når den ramte almindelige mennesker og f.eks. borgerjournalistik på sociale medier.
Samme inklination afslører Jeppe Duvå også selv i sin leder i KD, hvor han skriver, at ”… der kan bestemt være grund til at se på, om reglerne er tidssvarende. Ikke mindst fordi der uden for de klassiske medier er opstået en problematisk underskov af uregulerede aktører på sociale medier og andre platforme, der ofte har store antal følgere, men falder helt uden for det eksisterende medieansvarssystem. Det er etisk set det vilde vesten. Det er al ære værd at skride ind dér. Men den statslige medieombudsmand, som Søren Pind drømmer om, er ikke begrænset til den opgave”. Underforstået: Duvå og pressens folk har det helt fint med autoritære indgreb i ytringsfriheden, når blot det rammer alternative små medier og borgere på sociale og alternative medier. Men hvis det rammer statsbetalte medier, er det tilsyneladende et demokratisk problem.
Det burde de reflektere lidt mere over.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
