"Jeg skal hjem og skrive Sørens nekrolog – er der noget, du gerne vil have, at jeg skriver?” spurgte jeg Lars Hedegaard for et par timer siden, da jeg havde fået meddelelsen om, at han var død. ”Ja, der er tre ting ”, kom det prompte: ”Han var modig, han var principfast – og han var altid loyal over for sine venner”.
Og det er så sandt, som det er sagt og især hans mod og hans principfasthed i kombination med hans fædrelandskærlighed og fremsynethed har givet ham en helt central plads i Danmarkshistorien som den måske vigtigste politiker siden Besættelsen. Og så ville han slet ikke være politiker, men accepterede kun modvilligt hvervet som en art værnepligt for fædrelandet. Han var først og fremmest teolog, præst og Tidehvervsmand, men det er nok mere præcist at sige, at for ham var alting hinandens forudsætning.
Og så var han, sammen med bl.a. Lars Hedegaard, Jesper Langballe og Kai Sørlander stifter af Trykkefrihedsselskabet, som han og hans hustru Elisabeth trofast bakkede op om, ligesom de troligt mødte op til alle selskabets arrangementer.
Men for mig var han mere end det. Meget mere, for jeg havde det store privilegium også at kende familiemennesket Søren Krarup og det kunne jeg godt have undt den såkaldt brede offentlighed for hvem hans urokkelighed og aldrig svigtende tiltro til eget intellekt og analyser ganske givet har virket intimiderende.
Jeg var også selv lidt intimideret – eller faktisk skræmt fra vid og sans – da jeg for snart mange år siden skulle ringe til ham for at bede ham om at holde et oplæg i Haderslev. Jeg havde ganske vist mødt ham et par gange, men selvom han i et og alt havde mødt mig med varm interesse og stor venlighed, var jeg så nervøs for at tale med ham, at jeg knapt kunne få et ord frem.
Det gik snart over, for det stod hurtigt klart, at Søren Krarup overhovedet ikke havde hverken blik eller interesse for sin egen massive udstråling, men kun var optaget af det væsentlige: Danmarks overlevelse som nationalstat med historien, kulturen og egenarten intakt. Og så var han levende engageret i de mennesker, han mødte – både hædersmændene og skurkene. Det var selvfølgelig bedst at tilhøre den første kategori. Dér følte jeg altid selv, at jeg lå lunt i svinget, selvom jeg ikke kan sige præcis hvorfor, men jeg har en lumsk mistanke om, at kategoriseringen i hædersmænd og skurke ikke altid var båret af den sædvanlige stringens, men ind imellem betinget af gemytternes overensstemmelse.
Danmark har i dag mistet en af sine store sønner. Han var et intellektuelt og ideologisk fyrtårn, selvom hans nationalkonservative udgangspunkt i sagens natur er meget u-ideologisk. Når jeg alligevel påstår, at han er et ideologisk fyrtårn er det fordi han tidligt forudså de negative konsekvenser af importen af islam til Danmark og i alle årene udgjorde et centralt omdrejningspunkt for den helt nødvendige kritik af dansk udlændingepolitik som den blev formuleret med den frygtelige Udlændingelov af 1983.
Men vi har også mistet et levende, varmt, begavet og kærligt menneske.
Æret være Søren Krarups minde.
