I anledning af tiåret for publiceringen af Jyllands-Postens Muhammed-tegninger har Information valgt at holde mikrofonen for rapperen Zaki Youssef ("Forkæmperne for ytringsfrihed er meget selektive med, hvad de kæmper for", Information, 2. oktober 2015) ( http://www.information.dk/547293 ) . En mere ædruelig journalist end Informations Sarah Piil havde fremstået mindre benovet og mere kritisk overfor Youssef.
Youssef påstår i interviewet, at Muhammed-krisen blev begyndelsen på en polarisering af debatten. Det er Youssefs synspunkt. Man kan med lige så god ret pege på terrorangrebet 11. september 2001, som en skelsættende begivenhed, der blev begyndelsen til en polarisering.
Om ytringsfrihed siger Youssef:
"Nok er der juridisk ytringsfrihed for alle mennesker i Danmark, men i praksis har f.eks. religiøse muslimer ikke lige adgang til at sætte dagsordenen som majoritetsdanmark. Det er en skævvridning."
I modsætning til Youssef finder jeg det betryggende, at religiøse fundamentalister og i særdeleshed muslimske sådanne, der gerne ser dødsstraf for frafald (fra islam), homoseksualitet og utroskab indført over alt, ikke har den samme adgang til at være dagsordensættende som det sekulære majoritetsdanmark. Det er naturligvis en skævvridning, men bestemt ikke en beklagelig sådan. Nazister har i lighed med religiøse fundamentalister heller ikke den samme mulighed for at sætte dagsordenen i Danmark, beklager Youssef også denne skævvridning?
Youssef forsøger sig også med en slem omgang relativisering, når han siger, at debatten om ytringsfrihed "er fuldstændig ude af proportioner. Den udfordrede ytringsfrihed er ikke det største problem, vores samfund står over for i dag. Tænk på de mange flygtninge fra krigen i Syrien. Og hvis vi ikke gør noget ved klimaet, kommer vi inden for 50 år til at have en milliard klimaflygtninge. Så blegner konflikten om ytringsfrihed altså. Det kan også være totalt lige meget med IS, som er småting ved siden af klimakatastrofen."
Fordi der er store problemer i verden, er debatten om ytringsfrihed og Islamisk Stats morderiske fremfærd i Syrien og Irak altså ligegyldig? Tja, med den type relativisering, som Youssef her excellerer i, melder spørgsmålet sig, om det overhovedet er meningsfuldt at fokusere på et eneste problem, da solen jo alligevel brænder ud, og verden går til grunde på et tidspunkt.
Youssef fortsætter med følgende urigtige påstand:
"Problemet med de dér ytringspligtforkæmpere er, at det er totalt selektivt, hvad de kæmper for. Man kunne også tage fat på, at da Dalai Lama besøgte Danmark, mødtes ingen politikere med ham, fordi de var bange for at fornærme Kina."
Ifølge DR mødtes 16 folketingspolitikere med Dalai Lama, da han besøgte Danmark i februar 2015.
Youssef mener, at "ytringsfrihedskampen bliver lidt kvalm og hyklerisk, når den det meste af tiden har fokus på, at nogle ikke kan sige noget af hensyn til muslimer. Så bliver det mere end islamkritik: en slet skjult islamofobi og en slags skræk for muslimer."
Der er ikke noget underligt i, at fokus er på islam. Det er den eneste ideologi, man risikerer at blive slået ihjel for at kritisere i vesten. At Youssef beskylder danskerne for at lide af islamofobi og skræk for muslimer stemmer dårligt overens med det faktum, at antallet af muslimer i Danmark er vokset fra cirka 50 muhamedanere i 1966 til langt over 200.000 i dag.
Om indholdet i sit kommende show "Jeg hører stemmer" siger Youssef:
"Det er mit forsøg på stædigt at fastholde retten til at være nysgerrig, tvivle og ikke at stå ét sted. Heri ligger min kunstneriske frihed. I showet prøver jeg også at reflektere over mit syn på Charlie Hebdo. For jeg er i tvivl. På den ene side er det helt grotesk, at man kan blive så ophidset over nogle tegninger, at man slår nogen ihjel. Problemet er bare, at der ikke er plads til noget "men" i den offentlige debat."
Man fornemmer hensigten og bliver forstemt. Youssef er her næsten på linje med den tidligere radikale folketingspolitiker og nuværende medlem af de Radikales hovedbestyrelse, journalist og historiker Sven Skovmand, der i en rundspørge, som Ugebrevet A4 foretog i forsøget på at afdække omfanget af selvcensur blandt danske forfattere, skrev:
"Charlie Hebdo var selv ude om det. Hvorfor skulle de genere muslimer, som ikke har det for godt i Frankrig?"
I modsætning til Youssef og Skovmand mener jeg ikke, at de 11 mennesker, der blev likvideret med koldt blod på Charlie Hebdo, selv var ude om det. Jeg mener heller ikke, at filminstruktøren Finn Nørgaard, der blev skudt ved Krudttønden i København i februar, da han deltog i et debatmøde om ytringsfrihed og blasfemi arrangeret af Lars Vilks Komiteen, selv var ude om det, og at terroristens ageren skal undskyldes eller relativeres.
Zaki Youssef indtager også det besynderlige standpunkt, at hverken islamkritikken eller den politiske satire er truet her 10 år efter Muhammed-krisen.
Når Information ikke tør trykke Jyllands-Postens Muhammed-tegninger i anledning af jubilæet til trods for, at nogen på Informations redaktion foreslog det, så er der vel nogen, der truer ytringsfriheden? Hvis ikke må Informations ledelse jo se spøgelser? Eller måske lider Information ligefrem af den islamofobi, som, Youssef mener, er så udbredt? Af en skræk for muslimer?
Youssef mener heller ikke, at den kunstneriske ytringsfrihed er truet:
"Rent kunstnerisk er der også en masse kritik af og satire om islam hos f.eks. Charlie Hebdo, Uwe Max Jensen og Dan Park."
Charlie Hebdo mistede otte ansatte, da redaktion blev angrebet og "profeten hævnet", og satiremagasinet har nu besluttet ikke længere - i lighed med Jyllands-Posten - at publicere Muhammed-tegninger. Dan Park blev sendt fem måneder i fængsel på grund af sin kunst, og flere af hans værker dømt til destruktion. Desuden er han blevet overfaldet flere gange - alene to gange i Danmark i år - og hans bolig i Sverige er blevet udsat for natligt hærværk. Så Parks ytringsfrihed er i den grad truet og under pres. Om det alvorlige overfald ( http://www.trykkefrihed.dk/blog/1629/Ekspert-Overfaldet-pa-Dan-Park-har-den-ekstreme-venstreflojs-kendetegn.htm ) på Dan Park nytårsmorgen i København skrev Youssef på Facebook: “… jeg bliver mere ked af det når en buschauffør bliver slået ned pga hans hudfarve eller en mand bliver slået ned pga hans seksualitet, end når en der lever af at chikanere og såre andre mennesker bliver ramt af en forventelig reaktion.”
I forhold til min egen situation må jeg konstatere, at jeg finder min kunstneriske ytringsfrihed truet, når det møde, som jeg var med til at arrangere i Krudttønden, bliver angrebet af en islamist, der slår en mødedeltager ihjel. I timerne efter det dødelige angreb, da det stod klart, at Lars Vilks og komiteens medlemmer havde overlevet terroranslaget, blev jeg sammen med Lars Vilks Komiteens anden grundlægger, journalist og forfatter Helle Merete Brix, truet på livet af en fransk islamist, der skrev, at vi ville "blive snigmyrdet, inden året 2015 er omme".
På den baggrund står det soleklart, at den kunstneriske ytringsfrihed er truet.
Om Yahya Hassan, der i øvrigt har været beskyttet af PET, fordi han benyttede sin kunstneriske ytringsfrihed til at kritisere islam, siger Youssef:
"Nogle muslimer blev sure, men mange med muslimsk baggrund støttede hans ret til at kritisere. Her kommer satiren og kritikken fra et ståsted, som mener det godt: "Jeg snakker til jer, fordi jeg er en del af jer"."
Her bevæger Youssef sig ud i en problematisk gruppetænkning på det identitetspolitiske overdrev, hvor han lufter den tanke, at kun muslimer må kritisere islam. Hvis Youssefs synspunkt også skulle omfatte indvandrere, ville det betyde, at indvandrere ikke kunne kritisere Danmark.
Til sidst vil jeg gøre opmærksom på, at det er en fejl, når Youssef udtaler, at undertegnede og andre ytringsfrihedsforkæmpere kun kritiserer islam. Trykkefrihedsselskabet var de første, der kritiserede Kina i anledning af landets OL-værtskab. Noget, der først langt senere spredte sig til de etablerede danske medier. Charlie Hebdo kritiserer alle religioner fra et stærkt sekulært udgangspunkt og har en overvægt af satire rettet mod katolicismen. Dan Park laver satire, der omfatter både jødedom, kristendom og islam. Undertegnede har som journalist skrevet i flere medier om kunstneren Jens Jørgen Thorsen og dennes murmalerier af Jesus med stiv tissemand. Jeg var en af de første i Danmark, der skrev om den russiske punkgruppe Pussy Riot, der opførte en happening i Moskvas største katedral, mens de råbte "helligt lort", og som medlem af Lars Vilks Komiteen var jeg med til at invitere Inna Shevchenko fra aktivistgruppen Femen til Danmark. Samme Shevchenko, der i sin tid var nødt til at forlade Ukraine efter at have fældet et trækors med en motorsav.
Så nej, vi har ikke kun fokus på islam. Men i modsætning til muslimen Zaki Youssef mener vi, at islam kan kritiseres. Også af ikke-muslimer.
