Tænketanken Justitia har taget spørgsmålet op, om det skal være forbudt at bifalde terror. Straffeloven opererer normalt med, at det er forbudt at tilskynde til at begå en forbrydelse, (straffelovens § 136 stk. 1), men straffelovens § 136 stk. 2 kriminaliserer også billigelse af forbrydelser hørende under straffelovens kapitel 12 om ”Forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed” og kapitel 13 om ”Forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme m.v.
Straffelovens § 136
Straffelovens § 136. Stk 2 lyder:
§ 136. Stk. 2. Den, der offentligt udtrykkeligt billiger en af de i denne lovs 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Straffelovens § 136 stk 2 straffer altså holdninger, ikke handlinger og det er i udgangspunktet et skråplan.
Opfordringer til at begå kriminalitet og direkte trusler opfattes ikke som rene ytringer, men har karakter af at være handlinger, der kan krænke andres frihed, og selv her er ”tilskyndelser” et svært definerbart begreb, for hvor meget skal der til, før en tilskyndelse har en karakter, så det skal dømmes?
Når det hedengangne politiske parti Venstresocialisterne havde partibogstav Y og plakater, hvor Y’et var en slangebøsse, var det så en tilskyndelse til vold? Hvor går grænsen?
Hvornår kunne man begrunde at kriminalisere billigelse af terror?
Hvis man ud fra samme tankegang skal begrunde at kriminalisere billigelse af terror, så må billigelsen have en sådan karakter, at den kan siges at bidrage til at skabe de ideologiske eller kulturelle forudsætninger for nye terrorhandlinger, uanset om nogen terrorhandlinger direkte kan føres tilbage til de pågældende billigelser.
Der kan godt argumenteres for, at systematisk, ideologisk støtte til terror under visse omstændigheder kan sidestilles med organisatorisk eller økonomisk støtte til terror og derfor bør kriminaliseres. Ikke mindst i en tid, hvor alle terrorangreb i Danmark har været motiveret af og legitimeret af en religiøs-politisk ideologi.
Men i så fald må billigelserne have et vist omfang, være af en vis karakter og indgå i en sammenhæng, hvor det vil blive betragtet som en legitimering af terror. Enkeltstående opslag på facebook bør i så fald ikke kunne føre til en dom.
Problemer med Stk. 2
Men hvordan så formulere en lovtekst præcist nok, så kriminalisering af billigelse af terror ikke bliver til lidt af en gummiparagraf, sådan som det også er tilfældet med § 136 stk. 2. For hvad ligger der i ”billigelse”, og hvad menes med ”udtrykkelig”? Og er der en bagatelgrænse?
Det forekommer også, at § 136 stk 2 rammer ved siden af skiven både i forhold til at kriminalisere noget, som ikke burde være kriminaliseret, og omvendt undlader at kriminalisere noget, som til forveksling minder om noget, der ellers kriminaliseres. To eksempler nævnes af Justitia:
For det første indeholder straffelovens kapitel 12 en bestemmelse § 110 om, at det kan koste op til to års fængsel for den, der offentligt forhåner et fremmed lands flag, og dermed vil det også være kriminelt at bifalde den forbrydelse.
Man må godt brænde det danske flag af eller juble over, at andre gør det, men man må ikke juble over afbrænding af udenlandske staters flag.
For det andet falder ”statsterror” – forbrydelser mod menneskeheden begået af stater – uden for straffelovens kapitel 12 og 13, så det er ikke strafbart at ytre udtrykkelig billigelse af folkemordet i Srebrenica, Assad-regimets giftangreb på børn, men forbudt at ytre udtrykkelig billigelse af IS’s massakrer eller Breiviks.
Domspraksis
Der findes ikke mange domme efter straffelovens § 136 stk. 2, så det kan ikke siges med sikkerhed, hvad der skal til for at udgøre en overtrædelse af loven. Sam Mansour dommen, der bl.a. blev dømt for overtrædelse af § 136b, og som Justitia gør en del ud af, kaster ikke meget lys over, præcis hvad der skal til for at overtræde loven, idet landsrettens dom over den terrordømte Sam Mansour ikke tager stilling til, om hver af de ytringer, der udgør en overtrædelse af § 136 stk. 2 isoleret set ville være tilstrækkelig for domsfældelse.
Skal billigelse være forbudt?
Når der er tale om et indgreb i ytringsfriheden, så burde der som minimum være tale om særlig graverende forhold, og som nævnt ovenfor kunne man godt forestille sig omstændigheder, hvor billigelse af terror skulle sidestilles med anden støtte til terror, men der må i så fald være nogle klare minimumskrav, der er opfyldt, før man kan dømmes.
Det synes ikke at være tilfældet i dag.
Selve spørgsmålet om, hvornår det kunne begrundes at begrænse ytringsfriheden i forhold til billigelse, kommer Justitia slet ikke ind på, og det må siges at være en stor mangel i deres overvejelserne. Justitia springer let og elegant fra, at ”både dens ordlyd og dens sparsomme doms- og tiltalepraksis indebærer en væsentlig grad af uklarhed og uforudsigelighed, med deraf følgende risiko for vilkårlighed” til at anbefale at ophæve straffelovens § 136, stk. 2.
Det kan meget vel være en second-best løsning helt at ophæve en paragraf, der er problematisk, såfremt det ikke er muligt at præcisere den i tilstrækkelig grad.
