Jeg har netop afsluttet en bog på Audible: ”My promised land” (Mit Forjættede Land) af Ari Shavit. Dette er ingen boganmeldelse, men jeg vil anbefale den varmt, for blandt de bøger om Israel og Palæstina, jeg har læst, er det måske den bedste, derved at den er den er følsom, afbalanceret, menneskelig, retfærdig og fyldt med dilemmaer. Ari Shavit bevæger sig frem og tilbage i tid og rum og anskuer jødernes, arabernes og sin egen skæbne fra flere forskellige og dermed overraskende vinkler.
Netop som man er faldet til ro i sin konklusion, opstiller Ari Shavit et forslag til en anden.
Sådan bør vi anskue kampen om og i Det Hellige Land, mellem jøder, kristne og muslimer. Alting skal uden skånsel lægges på bordet. Vi bryder os ikke om ”ekko-kamre”, vel? Alligevel ender vi ofte med at ende i ét, hvor kun de forudsigelige og dermed dræbende kedelige røster lyder, mens alle nikker samstemmende.
Jeg forsvarer Israel, og jeg gider ikke høre på et fjols, som sidestiller Israels regering med Hamas, eller hævder, at Netanyahu bevidst indledte krigen for at redde sit skind. Men jeg gider heller ikke høre en zionist fortælle løgnehistorier om, at langt de fleste arabere nærmest frivilligt forlod hundredvis af landsbyer i 1948, eller forlod dem fordi deres brødre og trosfæller i de arabiske hære, som angreb Israel, narrede dem til at tage familien med på en længere ferie i Jordan, Libanon og Gaza.
Et eksempel: Ari Shavit beretter indgående om, hvad der overgik de arabiske byer Lydda og Ramla, som blev indtaget af israelske styrker i juli 1948. De mødte ingen modstand, men dræbte over hundrede civile, sprængte huse i luften, røvede indbyggerne på klos hold, ydmygede kvinderne og plyndrede huse og butikker. Det var brutalt og inhumant, og israelere, der lyver bevidst om det, fortjener kun foragt. Avi Sharit lyver ikke om det. Men han når (vistnok) til den konklusion, at det var uundgåeligt og nødvendigt.
Det er sådan en lektie, vi bør huske i disse dage, hvor vi er begavet med at være samtidige observatører til, hvad der sker i Israel og Gaza. Også selv om Israel – politikere og militær – mere end nogen anden krigsførende magt i historien har pålagt sig selv byrden at føre skånselsløs krig ledsaget af samvittighed, menneskelige hensyn og selvransagelse.
En diskussion om Israel, jødernes globale magt, antisemitisme, krigens regler og USA’s moralske pligt er i fuld gang i de kredse på højrefløjen, som Trykkefrihedsselskabets medlemmer og følgere traditionelt orienterer sig efter. Det er længe siden, jeg boede i USA, og jeg må have mistet noget af følingen for amerikansk politik, for jeg er blevet stærkt overrasket.
Som tommelfingerregel gik jeg ud fra, at hvis man bekender sig som konservativ og højreorienteret, så står man fast på forsvaret af Israel og zionismen: Israel som det retmæssige hjem for alverdens jøder, en forbundsfælle for Vesten under Den Kolde Krig og i dag som en vestlig forpost i et islamisk hav af had og hellig krig.
Men den går ikke længere i USA. To af de mest fremtrædende konservative, Ben Shapiro med ”The Daily Wire” og tidligere Fox News-vært Tucker Carlsson med ”Tucker on X”, hver med millioner af følgere, er gerådet i en vred debat, hvis indhold er, at Tucker Carlson mener, at USA ingen grund har til at støtte Israel, og at USA bør undgå et nyt engagement i Mellemøsten, bl.a. fordi det kan resultere i en optrapning og føre til en krig med Iran med kernevåben. Og han beskylder Ben Shapiro for at ignorere USA’s problemer til fordel for ”et fremmed land”, altså Israel.
Ben Shapiro har som svar beskyldt Tucker Carlsson for at være ”pacifist” i modsætning til ægte konservativ, og også for at være traditionel ”isolationist”.
Isolationisme har altid været en tendens med skiftende kraft i amerikansk politik. Op til Anden Verdenskrig agiterede den tyskfødte Charles Lindberg og bevægelsen ”America First” imod amerikansk hjælp til Storbritannien; sammen med den stærkt antisemitiske katolske præst Charles Coughlin anklagede han Roosevelt, jøderne, Wall Street og kommunisterne for at trække USA ind i en krig, som ville blive den hvide races selvmord.
I mildere form advarede den tidligere Nixon-taleskriver og præsidentkandidat i 2000 Pat Buchanan imod USA’s globale engagement: ”Vi er en republik – ikke et imperium,” som han udtrykte det.
USA vånder sig stadig oven på de katastrofale fejltagelser, som forsøgene på at skabe nye stater med en ny sjæl i Irak og Afghanistan var, og som Donald Trump har undsagt. Men Trump selv og såvel hans tidligere og nuværende stab har været blandt de stærkeste fortalere for, at Israel havde ret til at ”finish the job”, så ængstelsen for en Trump-isolationisme, som lader Israel i stikken, synes ubegrundet.
Men diskussionen om isolationisme kontra amerikansk støtte til Israel er også ledsaget af en debat om antisemitisme og Israel. Det er en kendsgerning, at antisemitismen altid har stået stærkt i det sorte samfund. (Ganske enkelt misundelse, som den sorte konservative Thomas Sowell kaldte sort antisemitisme.) Og en anden markant personlighed, Candace Owens, afroamerikaner og stærkt konservativ, og en overgang nævnt som Trumps kandidat som vicepræsident, er også raget uklar med jødiske konservative som Ben Shapiro. Candace Owens (også hun har millioner af følgere) har – ligesom Tucker Carlson – flere gange sagt, at Israel forfølger kristne; og hun var en af de første til at rette anklagen om folkemord – ”genocide” – imod Israel. Hun omgås også dybt forstyrrede kult-personligheder som Kanye West og Andrew Tate, som er berygtede for deres jødefjendtlige udtalelser. Candace Owens har også ”liked” dette spørgsmål (til jøderne) på nettet: ”Er I atter berusede af kristent blod?”
Når demonstranter står med skilte som ”Vores skattepenge går til zionisternes blodbad” kunne man tro, at det var de sædvanlige studentikose aktivister – men muligheden er, at banneret bæres af højreorienterede.
Hvad der må undre mest er, at John Mearsheimer er gået til angreb på Israel. John Mearsheimer er en ekspert, en ægte intellektuel og generalist i international politik, er modig og højt respekteret og har ofte fået ret i sine velargumenterede antagelser (i 2008 skrev han, at Israel intet havde opnået i Gaza, og at krigen ville vende tilbage i meget mere voldsom form) John Mearsheimer har skrevet en bog om, hvad han mener er Israels uforholdsmæssige indflydelse på amerikansk udenrigspolitik, men der er ingen anti-jødisk tendens i hans arbejde. Han tilhører den såkaldte ”realistiske skole” i udenrigspolitik – og derfor bør hans nylige angreb på Israel vække undren, for det bygger udelukkende på en moralsk anklage mod Israel for folkemord.
John Mearsheimer skriver i en kronik i Scheerpost, at det sydafrikanske anklageskrift, som bragte Israel for The International Court of Justice ”er en perfekt beskrivelse af, hvad Israel gør i Gaza. Det er et sammenhængende, velargumenteret og grundigt dokumenteret (…) Det beskriver i detaljer de rædsler, som de israelske styrker har påført palæstinenserne siden den 7. oktober. (…) Det fremviser solide beviser på, at Israels ledere har folkemord på palæstinenserne som sin hensigt. (…) Det gør det klart, at Israel I mange år har behandlet palæstinenserne i Gaza som dyr I bure. (…)
Og som taget ud af den amerikanske venstrefløjs anklager imod USA’s demokratiske administration: ”Bidens navn – og Amerikas navn – vil for altid være forbundet med, hvad der bliver et skoleeksempel på forsøgt folkedrab.”
At tidskriftet, hvori Mearsheimers anklage er trykt, ligger på den yderste socialistisk-anarkistiske venstrefløj, nedgør ikke i sig selv Mearsheimers påstande. Men det er karakteristisk for Scheerpost at det hævdede, at ødelæggelserne af de israelske kibbutzer den 7. oktober var så omfattende, fordi israelske kampfly og kampvogne bombarderede dem systematisk; en påstand, som nogle konservative ”isolationister” eller ”realister” har taget til sig. Den israelske hær har selv indrømmet at have beskudt ét hus, i Kibbutz Be’eri, hvor Hamaskrigerne havde forskanset sig med 15 gidsler.
Men det går hurtigt nu: Tucker Carlson er i gang med at revidere hele historien. For nylig tog han afstand fra atombomberne mod Hiroshima og Nagasaki og kaldte dem både krigsforbrydelser og folkedrab. Jeg frygter, at han snart genopgraver den gamle historie om, at Pearl Harbour i virkeligheden var nøje planlagt af Theodore Roosevelt, Wall Street, kommunisterne og…
Jeg husker, at det en overgang var på tale at beære Tucker Carlson med Trykkefrihedsselskabets Sappho-pris; jeg er glad for, at han aldrig nedlod sig til at svare.
