Historikerens opgave
Jeg er, som det måske vil være den høje ret bekendt, uddannet som historiker i den gode tid på Aarhus Universitet. Min lærer i historisk kildekritik var den senere justitsminister og formand for Folketinget, H.P. Clausen.
Her lærte jeg, at en historiker skal have modet til at stille de vedkommende spørgsmål, uanset hvor populært det måtte være at gøre det.
Hvis idealet var, at alle historikere skulle mene det samme, kunne man spare en masse penge ved at nøjes med én statsautoriseret hofhistoriker.
Gode historikere kendetegnes netop ved, at de stiller de spørgsmål, som andre helst lader ligge. Det får man sjældent ros for, for det vil normalt blive betragtet som en samfundsundergravende aktivitet.
Det er ligesom med ytringsfriheden: den består i retten til at sige det, som folk ikke vil høre – som George Orwell udtrykte det.
Under gulvtæppet
Magthaverne har til alle tider prøvet at feje ubehagelige problemer under gulvtæppet ved at forbyde folk at snakke om dem.
Det kan de også sagtens gøre – især hvis de kan støtte sig til en tjenstvillig anklagemyndighed. Omkostningen er blot, at problemerne ligger inde under gulvtæppet og tager så meget på i vægt, at der med tiden opstår enorme buler, som folk falder over og først tør tale om, når det er for sent at gøre noget ved dem.
Det er derfor vi har ytringsfrihed. Ytringsfriheden er – ud fra et samfundsmæssigt synspunkt – en institution, der skal sikre, at vi bliver gjort opmærksomme på problemer, før de bliver uløselige.
Ytringsfriheden er derfor grundlaget for, at vi kan have folkesuverænitet, demokrati og lighed for loven. Begynder man at regulere, hvad der må siges, og hvad der må tænkes, er det jo udtryk for, at magthaverne allerede mener sig i besiddelse af sandheden.
Al historisk erfaring viser, at sådanne velfriserede samfund må gå til grunde, fordi en alvidende og algod øvrighed aldrig har eksisteret. Erfaringen viser også, at en øvrighed, der mener sig så alvidende og algod, at den tyr til indhug i ytringsfriheden, står for fald.
Historien rummer en lang række eksempler på forfølgelser og fordømmelser af personer, hvis tanker måtte forekomme ethvert anstændigt menneske at være oplagt vanvittige, usaglige eller til fare for sædeligheden og den offentlige orden, men som alligevel – når de formastelige var blevet brændt på bålet, sat i fængsel eller på anden måde tvunget til tavshed – viste sig at indeholde en sandhed.
Indholdet af den islamiske tro
Det anklageskrift, jeg søges dømt efter, kan deles i to principielt forskellige bestanddele:
1) Den implicitte og åbenlyst urimelige beskyldning mod mig for at ville anklage alle muslimske mænd for voldtægt. 2) Anklagerens forsøg på at gengive min tolkning af islams kvindesyn, som han åbenbart finder kriminel.
Den første afdeling drejer sig menneskelige handlinger. Den anden om indholdet af den islamiske tro, der ikke påvirkes af menneskelig adfærd.
Ligesom kommunisme stadig ville være kommunisme, selv om der ikke fandtes en eneste kommunist, og ligesom en facitliste ville være en facitliste, om der så ikke fandtes et eneste menneske, der kunne regne rigtigt, består islams trosindhold, som det er nedfældet i de hellige skrifter, uanset om alle muslimer kom på andre tanker.
I så fald ville man sige, at der engang fandtes et sådant trossystem, men at menneskeheden heldigvis er kommet videre.
Som jeg skriver i forordet til min nye bog, "Muhammeds piger", frygter jeg, at anklageren tror, at det er mit kvindesyn, der er gengivet i anklageskriftet. Det er det absolut ikke. Det er islams eget kvindesyn, jeg har søgt at beskrive.
Der kan naturligvis være forskellige meninger om, hvorvidt min gengivelse af dette kvindesyn er træffende. Sådan er det med ethvert historisk fænomen.
Man finder sjældent to historikere, der er absolut enige om så massive emner som kristendommen, islam, jødedommen osv. Og det er, som det skal være.
Hvis nogen med fornuftsargumenter kunne overbevise mig om, at jeg er gået galt i byen, ville jeg med glæde bøje mig.
Konsekvenserne af domfældelse
Det betænkelige ved at inddrage historiske tolkninger i et anklageskrift er, at domstolen – hvis jeg bliver dømt på dette grundlag – hermed tiltager sig myndigheden til at afgøre historiske fortolkningstvister.
Så er historiske problemstillinger altså ikke længere noget, der står til fri debat blandt historikere og ikke-historikere, men en sag for domstolene.
Hvad bliver så det næste, der skal afgøres i Landsretten? Det sande indhold af kommunismen? Den statsautoriserede udlægning af de Radikales partiprogram?
Om Jordens opvarmning skyldes CO2? Hvem der havde ansvaret for Trediveårskrigen? Om Jesus døde på korset, som de kristne tror, eller om han ikke gjorde, som muslimerne tror?
Der er ingen ende på de sager, domstolene i så fald skulle tage stilling til.
Man ville så kunne afskaffe de fleste universitetsfag og nøjes med ét: juraen.
Ikke tilrådeligt at handle mod sin samvittighed
Jeg vil bede den høje ret inddrage disse betragtninger, før den fælder dom. Ikke bare – og ikke først og fremmest – for min skyld, men for vore efterkommeres.
Det er ikke så mange steder i verden, at friheden har slået rod. Jeg sætter min lid til, at denne høje ret ikke vil bidrage til at underminere den i vores fædreland.
En domfældelse af mig vil i øvrigt ikke hjælpe. Uanset hvad, vil min samvittighed også i fremtiden byde mig at sige sandheden.
Det er nemlig ikke tilrådeligt at handle mod sin samvittighed.
Jeg er overbevist om, at også danske dommere er udstyret med en samvittighed.
