"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Shabana Rehman var en sylespids stilet i den islamiske varmluftballon

3. januar 2023 - Artikel - af Aia Fog

Den første modtager af Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris, debattøren, skribenten og stand up komikeren Shabana Rehman blev kun 46 år, men hun vil blive husket længe for sin uforfærdede glæde ved at punktere islams undertrykkende kvindesyn med humor og højt humør.

En af den norsk-pakistanske debattør, skribent og stand-up´er Shabana Rehmans tilbagevendende historier handler om hendes entre i dette liv: i modsætningen til sin søster, som var lys i huden (et skønhedsideal i Pakistan) blev Shamana til sine forældres forfærdelse født med kulsort hår og mørk hud. Hendes far var knust: ”Hvem vil gifte sig med hende nu?” udbrød han. ”Nu?? Jeg ved, at muslimske piger bliver gift tidligt, men plejer de i det mindste ikke at være 7-8 år?”

Shabana Rehman var på mange måder en klassisk stand up komiker: uimponeret og med et sikkert blik for verdens tåbeligheder og en original tilgang til at punkterer opblæsthed og selvhøjtidelighed. Men hun adskilte sig fra alle andre i sit fag ved at være muslim og kvinde, hvilket på sin egen bagvendte måde udstillede islams kvindesyn. Og hun brugte sin muslimske baggrund flittigt, skamløst og befriende i sine stunts:

Som da hun i 2000 lod sig fotografere nøgen – kun iført kropsmaling forestillende et norsk flag som illustration til en artikel i et norsk dagblad. Eller da hun viste sin bare røv i fuld offentlighed. Eller da hun kyssede en kvindelig norsk minister i protest mod en hypet og rost film, hvori en ung norsk mand efter at have konverteret til islam og ladet sig omskære, skriver under på, at hans tilkommende pakistanske svigerfar må dræbe ham, hvis han senere vil ud af ægteskabet.

Mest ikonisk var nok Shabana Rehmans verdensberømte mulla-løft i 2004, hvor Shabana Rehman under en debat, tog et fast tag om Mulla Krekar og løftede ham mod loftet, hvorved den forskrækkede (og i øvrigt terror-mistænkte) mulla pludselig mistede al sin farlighed.

Hendes ubange og grænseoverskridende stunts og optrædener var på en og samme gang en sylespids stilet i den islamiske varmluftsballon og det mest fantastiske middel til at sætte islam i perspektiv, for hvordan håndterer man som konservativ og selvhøjtidelig muslim glæde, overskud og humoristisk kritik?

Det danske kulturliv havde på lange stræk ganske svært ved at håndtere Shabana Rehman. Mange vil således huske, hvordan Betty Nansen Teatret i sidste øjeblik aflyste et planlagt arrangement med Shabana Rehman, der skulle have optrådt i anledning af kvindernes internationale kampdag i 2006. Den daværende direktør Henrik Hartmann afviste alle anklager om selvcensur og begrundede dengang aflysningen med, at der var tale om et kunstnerisk valg og hensynet til teatrets indvandrerpublikum...

Da Shabana Rehman (sammen med menneskerettighedsforkæmperen Roy Brown) samme år, i 2006, modtog Trykkefrihedsselskabets første ytringsfrihedspris, hed det bl.a.: ”Shabana Rehman vakte for et par år siden opsigt ved sin uforfærdede og grænseoverskridende optræden, der især er faldet højreekstremistiske imamer for brystet. Hendes ubelejlige kritik af religiøse magthavere og undertrykkende ideologier har senest fået Betty Nansen Teatret på Frederiksberg til at aflyse et arrangement.”

Senere kom Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris til at hedde Sapphoprisen og Shabana Rehman fik følgeskab af andre store forkæmpere for ytringsfriheden som bl.a. Douglas Murray, Mark Steyn, Thilo Sarrazin, Tommy Robinson og senest Dennis Prager. Men Shabana Rehman var den første. Hun døde alt for tidligt, kun 46 år gammel, af kræft.

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg