Ud fra en umiddelbar betragtning, har det været både imponerende og glædeligt at se, så mange rejse sig i protest mod det kommende koranafbrændingsforbud, som regeringen med De Radikale i halen vil indføre inden for den nærmeste fremtid: store dele af den såkaldte kulturelite, der ellers aldrig har keret sig synderligt om det frie ord, står nu i kø for (med rette) at sable den kommende bestemmelse i straffeloven om ”utilbørlig behandling” af religiøse symboler ned.
For den lidt naive betragter kunne det grangiveligt ligne en noget sildig opvågnen til kampen for det frie ord og en erkendelse af vigtigheden af frit at kunne udtrykke sin politiske utilfredshed eller kunstneriske kritik af magthaverne i et åbent demokrati – så længe man ikke truer med eller opfordrer til vold, forstås.
Men lytter man nøjere efter i debatten – som f.eks. P1 Debat eller Debatten, så er det stadig de færreste, der vil forsvare Rasmus Paludan og hans ret til at brænde sine selvindkøbte koraner af. Langt hovedparten af den kritik, der i disse dage og uger tager til på snart sagt samtlige platforme, hviler på en underliggende præmis om, at loven jo ikke rammer som et nålestik mod Rasmus Paludan, men langt, langt videre og (også) kommer til at true den kunstneriske frihed.
Det er ubestrideligt sandt, for det er umuligt at lovgive mod en enkelt person. Det vil stride mod grundlæggende retsprincipper, og derfor ryger alle mulige med i faldet, og det er – lidt firkantet sagt – også årsagen til ramaskriget fra kultureliten, der pludselig kan se sig selv potentielt ramt på deres ytringsfrihed. Og jeg forstår dem og giver dem ret i deres protester.
Problemet for mig som formand for Danmarks største ytringsfrihedsorganisation er, at kun de færreste vil forsvare Rasmus Paludans koranafbrændinger, selvom de i bund og grund ikke adskiller sig fra Firoozeh Bazrafkans rivejerns-demo eller det i vide kredse anerkende kunstværk ”Piss Christ”, hvor et krucifiks er nedsænket i urin. Det er min påstand, at langt hovedparten af de veluddannede og velformulerede kulturpersonligheder og meningsdannere, der i disse dage befolker den offentlige debat, ville aldrig oplade deres røst og protestere tilsvarende, hvis koranafbrændingsloven kun ramte Rasmus Paludan.
Og det er nedslående, for ytringsfrihed er ytringsfrihed for høj og lav og uanset udtryksform – så længe man holder sig inden for skiven og ikke truer med eller opfordrer til vold. Ytringsfrihed er ikke et spørgsmål om æstetik eller dannelse eller god smag, og man kan ikke forbeholde retten til religions- eller magthaverkritik for dem, der kan mønstre et bestemt kunstnerisk eller akademisk niveau. Ytringsfrihed og dermed et stærkt demokrati fordrer, at vi kan ”høre på de skøre”, som en god ven udtrykte det og kan rumme de mere udannede, uartikulerede og uæstetiske udtryk for kritik – også når den falder på de mest upassende steder og på det værst tænkelige tidspunkt.
Jeg er desværre langt fra sikker på, at den standende debat hviler på den grundforudsætning og dermed bliver koranafbrændingsdebatten slet ikke den tiltrængte, principielle diskussion om (ytrings)frihed, og demokrati, hvor vi ser hinanden i øjnene og giver håndslag på, at vi anerkender ytringsfrihedens betydning for vores demokrati og retsstat og at vi derfor selvfølgelig er villige til at betale, hvad det koster. I stedet må jeg håbe på, at regeringen bøjer sig for det stigende pres og trækker lovforslaget tilbage. Og det er da bestemt også noget.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
