Efter Rune Engelbreths seneste skriverier her i Sappho må der være basis for at formulere en ny lov på linje med den kendte Murphys lov ("Alt hvad der kan gå galt, vil gå galt."):
Hver gang nogen kritiserer et medlem af Politiken-segmentet eller multikultureliten, kommer de farende med en tale, jeg har holdt.
Nå nej, ikke talen, men nogle løsrevne passager fra den, som de derefter tillægger et andet indhold end det tilsigtede. Rune Engelbreth er en mester i denne disciplin, og derfor er han en stor mand på Politiken.
Social kontrakt
Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg skal forklare, at min tale i Toronto i oktober 2010 ikke slog til lyd for en bevæbning af borgerne.
Det var tværtimod en opfordring til de lovlige myndigheder om at efterleve den underforståede sociale kontrakt, der har medført, at borgerne lykkeligvis ikke går rundt med våben og ikke tager sig selv til rette, fordi statsmagten sørger for deres sikkerhed og øver retfærdighed, hvis de bliver udsat for forbrydelser.
Dernæst skildrede jeg ganske kort, hvad der vil ske med samfund, hvor statsmagten enten ikke kan eller ikke vil udøve sit voldsmonopol og håndhæve lov og ret. I så fald vil borgerne ikke have anden udvej end at forsvare sig selv, så godt de kan.
Påvisningen er hverken ny eller original, men hører til politologiens børnelærdom – i hvert fald dengang, jeg var barn. Det undrer mig, at den har givet anledning til så megen jammer.
Så kunne man naturligvis indvende, at det er utidigt af mig at advare mod forhold, der er uden sammenhæng med den verden vi faktisk befinder os i. Man skal ikke råbe ulv, hvis der ingen ulve er.
Det synes jeg, mine kritikere skulle fortælle til de engelske borgere – bl.a. kurdere og sikher – der for nylig gik på gaden i de engelske storbyer for at forsvare deres kvarter, hjem forretninger og liv mod hærgende horder, mens politiet stod rundt omkring og iagttog begivenhederne.
Men alt dette har nok udspillet sig, fordi jeg har holdt en tale.
”Krigsretorik”
Så er det også for galt, at jeg gentagne gange har brugt en "krigsretorik" og slået til lyd for, at vi burde analysere islams strategi og taktik.
Bebrejdelsen ville være berettiget, hvis det var mig, der havde skrevet Koranen, men jeg kan forsikre, at det ikke er tilfældet. Jeg er født i 1942.
Jeg er heller ikke ophavsmand til hadith'en, sira'en og talløse fatwaer gennem 1400 år og vil derfor ikke tage noget ansvar for, at Muhammeds gud pålagde sine tilhængere at kæmpe, indtil Allahs religion hersker overalt.
Hvis det var mig, der havde sagt, at frafaldne muslimer skulle dræbes og løsagtige kvinder stenes, ville min skyld være stor. Men det er Abdul Wahid Pedersen, der har sagt det.
Jeg har derimod sagt, at staten har pligt til at beskytte disse forfulgte mennesker.
Jeg har heller ikke skrevet den pakistanske brigadegeneral S.K. Maliks krigsteoretiske værk "The Quranic Concept of War" fra 1980'erne med forord af den pakistanske statschef Zia ul-Haq, der er et rungende opråb om fuldt knald på den hellige krig.
Der findes hundreder af værker skrevet af vesterlændinge og andre ikke-muslimer, som prøver at analysere, hvad der ligger i islams jihad-forpligtelse, og hvordan den strategisk og taktisk udmønter sig i praksis.
Jeg har selv skrevet nogle af dem. Men forstår jeg folk som Engelbreth og Anita Bay Bundegaard ret, så har alle disse forfattere spildt deres tid på et fænomen, der ikke findes.
Hellig krig som kulturkamp
Jeg må heller ikke tale om aktiv modstand mod islamiseringen, og det giver jo sig selv, da mine kritikere benægter, at der foregår nogen islamisering. Det er en kamp mod vindmøller – og oven i købet indbildte vindmøller.
Som jeg forklarede i min tale i Bruxelles i 2007 og i hele mit forfatterskab, er den hellige krig ikke nødvendigvis krig i vores vestlige forstand – altså en væbnet kamp med skarpe våben på en slagmark.
Den er heller ikke lig med terror, mord eller anden blodsudgydelse. Vold er ét af instrumenterne, men langt fra det mest virkningsfulde i vores tid.
I dag føres den hellige krig mest virkningsfuldt som en kulturkamp. Og "aktiv modstand" består i at stå fast på den kultur, vi holder af, og som vi gerne vil efterlade til vore børn.
"Aktiv modstand" er at holde fast i grundloven, folkestyret, ytringsfriheden og ligheden for menneskeskabte love. Den består i retten til at tage fejl og til at rette sine fejl.
Det har jeg skrevet hundredvis af sider om.
”En farlig mand”
Bebrejdelserne mod mig svarer til den behandling, som en langt større ånd end jeg, nemlig Winston Churchill, var udsat for i 1930'erne, efter at han så vedholdende havde advaret mod den krigsfare, der udsprang af nazismen.
Efter at Hitler og Stalin i 1939 havde indgået deres infame ikke-angrebspagt, betegnede de danske kommunister Churchill som "krigsbrandstifter", og i en lederartikel den 28. april 1940 – altså 19 dage efter at tyskerne havde besat Danmark – kaldte Politiken ham "en farlig mand".
Denne "sagnomspundne dumhed" var "fuldt konkurrencedygtig desværre med bladets nuværende linie", som Ulrik Høi bemærkede i en kommentar i Weekendavisen i 2006.
Jeg kunne ikke have sagt det bedre.
Og hvad modstanden angår, må jeg konstatere, at den for længst er i gang. Hvorfor vil danskere ikke bo i muslimske ghettoer?
Hvorfor tager de deres børn ud af folkeskolen? Hvorfor synes de unge ikke, at det er morsomt at gå på diskotek, når de bliver chikaneret af folk "med anden etnisk herkomst"?
Der er mange spørgsmål. Af Politikens chefideolog skal vi ikke vente svar.
