Det er ikke ulovligt at være Putin-apologet. Det er ikke ulovligt at have forståelse for de russiske bevæggrunde for at invadere Ukraine – ej heller er det ulovligt at lade sig bruge som en art nyttig idiot på russisk stats-tv midt i en krigstid. Vi har alle ret til at tænke, tro og mene hvad vi vil og give udtryk for vores tanker og holdninger; det er næsten så banalt at sige, at det turde være overflødigt her i et af verdens mest åbne demokratier.
Og så måske alligevel ikke. I hvert fald er det et faktum, at historikeren Jens Jørgen Nielsen ikke vil få fornyet sin kontrakt med Folkeuniversitetet i København, når den udløber om nogle måneder, fordi han af kolleger er blevet beskyldt for at være Putinist, som de ikke vil arbejde sammen med.
Forud er gået et mildt sagt uskønt og svært gennemskueligt forløb, med undervisere, der har sagt deres stillinger op i protest mod Jens Jørgen Nielsen og senest en bestyrelse, der er flækket midt over og en rektor, der også forlader sin post i utide.
Det helt centrale i sagen om Jens Jørgen Nielsen er dog, om han er udsat for berufsverbot fra Folkeuniversitets side, om Jens Jørgen Nielsen kan siges at have krav på genansættelse og/eller om han har misligholdt sine forpligtelser som underviser i en grad så det vil være uforsvarligt at lade ham fortsætte undervisningen.
Til det sidste er der at sige, at alt tyder på, at Jens Jørgen Nielsen har været og fortsat er en populær underviser med få klager, der har passet sin undervisning, så det er i det hele indholdet af hans undervisning, og altså Jens Jørgen Nielsens forhold til krigen i Ukraine og især Ruslands bevæggrunde, der er omdrejningspunktet. Ifølge JJN selv begrunder Folkeuniversitetet den manglende genansættelse med, at han har ”..vist forståelse for den russiske krigsførelse” noget han selv betegner som en udokumenteret påstand.
Helt udokumenteret er det dog næppe: JJN har ikke lagt skjul på, at han har forståelse for Putins ageren, at amerikanerne lagde en fælde for ham, så han nærmest blev lokket til at invadere Ukraine, at der ikke var tale om en egentlig annektering af Krim i 2014 og at det sandsynligvis var amerikanerne, der stod bag Majdan-opstanden i 2019 – ligesom det mest logiske er, at det også er USA, der sprængte Nord Stream 1 og 2. Og så har han som sagt stillet op for russisk stats-tv, hvilket som et absolut minimum må betegnes som virkelig dårlig dømmekraft.
Historie er ikke en eksakt videnskab og det er svært at drage grænsen mellem holdninger og faglig professionalisme, som nødvendigvis må være understøttet af kilder og ikke mindst: kildekritik. Det centrale for en historiker må være at opveje kilderne mod hinanden og ikke lade det faglige lide overlast. Som ikke-historiker skal jeg ikke have noget klinket i dén vurdering, men vil alligevel vove den lægmandsbetragtning, at JJN i visse tilfælde må bevæge sig på en knivsæg.
I dén optik kunne der på baggrund af JJN´s forfatterskab og udtalelser i diverse medier være god grund til at se hans undervisning efter i sømmene, men det har man ikke gjort. Folkeuniversitetets bestyrelsesformand, Jakob Skovgaard-Petersen angiver som begrundelse for, at JJN ikke får fornyet sin kontrakt, at man fra bestyrelsens side har fundet hans forfatterskab ”stærkt tendentiøst” og at flere undervisere har forladt Folkeuniversitetet i protest mod ham.
Det er ikke nogen valid begrundelse for ikke at ville have JJN ansat. Hans forfatterskab burde ikke komme som nogen nyhed og det har ikke tidligere været gjort til genstand for kritik, og den omstændighed, at kolleger ikke vil være ansat samme sted som ham er i sig selv heller ikke en gyldig grund til ikke at ville have JJN ansat som underviser. Det er alene indholdet og formidlingen af hans undervisning.
Problemet set fra Folkeuniversitetet er, at man ikke har vurderet hans undervisning, og at man ikke har kaldt ham til samtale for at få opklaret, hvad der er op og ned i sagen. Han bliver derfor fyret – eller rettere: ikke genansat, på et grundlag, som ikke holder vand.
Problemet set fra JJNs side er, at han i flere sammenhænge har gjort sin faglighed til genstand for kritik og derfor har gjort sig sårbar over for mere eller mindre begrundede angreb.
Hvad der end kan siges om Jens Jørgen Nielsens kvaliteter som historiker, så skylder vi i et demokrati at give hans holdninger og argumenter plads og rum – især i en (krigs)tid, hvor sandheden jo som bekendt er det første offer. Om det så skal være på Folkeuniversitetet i København er takket være ledelsens inkompetence fortsat et åbent spørgsmål.
