"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Sådan ødelægger man et af verdens bedste lande

19. december 2024 - Artikel - af Aia Fog

Den svenske journalist og socionom Gunnar Sandelin har skrevet en bog om Sveriges demografiske forvandling og de katastrofale konsekvenser det har haft for landet.

I efteråret 2018 afholdt Trykkefrihedsselskabet en konference med overskriften: ”Er Sverige Tabt?”. Vi havde fra vores side af Øresund kunnet iagttage broderlandets årtier lange masseimport af islam kulminerende med den såkaldte ”flygtninge- og migrantkrise” i 2015-16, hvor 1,2 mio. mennesker – overvejende muslimske mænd – væltede ind over Europas grænser sydfra, hvorfra mange fortsatte nordpå, og vi kunne måbende konstatere, at den svenske regering stod med åbne arme og tog imod.

Dén udvikling og adfærd var nok en debat værd, og derfor arrangerede Trykkefrihedsselskabet som sagt en konference. Èn af paneldeltagerne gjorde særligt indtryk på tilhørerne: den svenske journalist og socionom Gunnar Sandelin, der siden 2008 med udgangspunkt i de svenske myndigheders egne, officielle tal har dokumenteret den demografiske udvikling og de ødelæggende konsekvenser, den helt bevidste befolkningsudskiftning og skiftende regeringers mål om at skabe et multikulturelt samfund har haft for nationalstaten Sverige: grasserende kriminalitet, gruppevoldtægter, no-go områder, hvor politiet ikke kan komme, bombeangreb på politistationer og et eksplosivt voksende antal skuddrab har fået flere til at sammenligne Sverige med Mexico – og det er udelukkende mænd med indvandrerbaggrund, der tegner sig for denne udvikling.

Hertil kommer det enorme tryk på velfærdsstatens ressourcer, der følger med en indvandring fra lande med lavt uddannelsesniveau og ringe grad af selvforsørgelse. I dag har Sverige massive problemer med at yde befolkningen de velfærdsgarantier, der altid har været broderlandets kendemærke: fattigdomsramte pensionister og et sundhedsvæsen, der kører på pumperne, er blot nogle af indikationerne på, at den svenske velfærdsstat er på randen af kollaps.

Alt dette har Sandelin utrætteligt dokumenteret og ikke mindst: lavet konsekvensanalyser og -beregninger på tallene. En af de mest nedslående fremskrivninger af de aktuelle tal forudser, at svenskerne med den nuværende ændringstakt i demografien vil være et mindretal i deres eget land i 2050 eller senest 2060 (i dag udgør etniske svenskere 70% af landets befolkning).

Nu har Gunnar Sandelin skrevet en lille, komprimeret og overskuelig bog om nogle af sine væsentligste konklusioner: ”Den Stora Omvandlingen” (Den Store Omdannelse) om Sveriges forandrede demografi og de effekter det har haft på kriminaliteten i Sverige: 136 siders på en gang nøgtern og hårrejsende gennemgang af den demografiske udvikling i Sverige fra efterkrigsårenes hurtige opbygning af en af verdens ypperste velfærdsstater båret af en homogen befolkning – til i dag, hvor skiftende regeringers ambitioner om at gøre Sverige til en humanitær stormagt har drevet landet ud i enorme kriminalitetsproblemer og nær-kollaps af velfærdsstaten med masseimport af islam.

Bogen er inddelt i kapitler, der giver læseren en saglig og pædagogisk indføring i den demografiske udvikling i Sverige de seneste godt 50 år: først en historisk gennemgang af Sverige som indvandringsland fra efterkrigsårene og til i dag, krydret med (horrible) citater fra politikere og medier til illustration af den misforståede og dybt naive tilgang til voldelige og inkompatible kulturers (islam) integration i den svenske, demokratiske velfærds- og retsstat. Så følger en række illustrerende og kommenterede grafer, statistikker og søjlediagrammer baseret på tal hentet direkte fra de svenske myndigheder – og et interview med vores egen sverigesekspert Mikael Jalving om udviklingen i hhv. Danmark og Sverige. Bogen afsluttes med et kapitel om demografi og kriminalitet i tal.

”Den Store Omvandlingen” er historien om Sveriges demografiske deroute i en maggiterning. Den er kælderkold i sine rystende tal og ditto konklusioner, og man må til stadighed undres over, at disse tal kan ligge frit fremme på de svenske myndigheders hjemmesider i årtier uden nogen gider beskæftige sig med dem og det, tallene så entydigt viser: at Sverige er i galopperende opløsning.

Gunnar Sandelins lille, komprimerede bog er et must-read for alle, der hurtigt og letlæst vil have indblik i og overblik over svenske tilstande og hvordan det er gået så galt. Jeg giver ”Den Stora Omvandlingen” mine varmeste anbefalinger.

Gunnar Sandelin modtog Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris, Sapphoprisen, i 2020.

”Den Store Omvandlingen” er udkommet på Karneval Förlag og koster 199 SEK

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis