Forleden kørte den kendte vanvidsbilist, 20-årige Mohamed Tarek Younes, endnu en gang hensynsløst og hasarderet rundt i det vestlige Aarhus – og denne gang gik det helt galt: han kørte en 31-årig betjent ned. Men ikke nok med det: Mohamed Tarek Younes var ligeglad: han kørte uforstyrret videre uden at se sig tilbage og efterlod sit offer hårdt såret. Efterfølgende meldte Younes sig ikke engang til politiet, der var nødt til at sætte en stor politistyrke – inklusive helikopter – ind på at finde ham.
Mage til afstumpet adfærd og fravær af samvittighed skal man lede længe efter. Og så meget desto værre bliver Younes brøde, når man ser det lille klip af et interview, som TV2 Østjylland lavede med ham i januar i år. Her udtaler Younes bl.a.: ”Jeg er kendt som vanvidsbilisten her omkring (…) Jeg kører over for rødt hele tiden. Det er ikke fordi en rød lygte skal forhindre mig i at køre over”.
Det må få de fleste til at stille det helt naturlige spørgsmål: Hvorfor i alverden er der ikke for længst grebet håndfast ind over for ham? Han er kendt for sin konsekvente vanvidskørsel, og han ikke bare bekræfter prædikatet – han ligefrem praler med det. Ingen har kunnet være i tvivl om, at det blot var et spørgsmål om tid, før det gik galt, men ingen har grebet ind.
Skal der virkelig lig på bordet, før der skrides til handling? Og hvad kommer så den handling til at bestå i? Sandsynligvis en fængselsdom, hvorefter Younes igen sættes på fri fod, så han kan fortsætte sin løbebane som vanvidsbilist. Og som Mohamed Geele, der for nylig blev løsladt efter at have afsonet 10 års fængsel for sit økseangreb på Kurt Westergaard, kan Younes også til den tid sige, at han ikke fortryder noget, at han aldrig tænker på, hvad han har gjort og at han ikke er farlig hele tiden. Og ligesom Geele vil Younes kunne gå frit rundt og tilmed blive forsørget af det danske velfærdssystem, mens hans offer må leve resten af sit liv med de mén, hans gerningsmand påførte ham.
Det hænger ikke sammen. Som i slet ikke. Det er en hån mod enhver rettænkende danskers retsfølelse. Vores velfærds- og retssamfund er baseret på ordentlighed, anstændighed og omsorg for de svageste. Det hviler på et meget skrøbeligt fundament af tillid, som hele tiden skal bekræftes for at kunne opretholdes. De seneste årtier er denne tillid gradvist blevet undermineret i takt med, at vi har tilladt islam at fylde stadigt mere, at vores grænser for det normale har udvidet sig til nærmest det grænseløse, så vi nu i vidt omfang accepterer, at der ikke er noget, vi kan gøre.
Vi accepterer, at Geele kan gå frit omkring, fordi der ikke er noget alternativ (sic!): vi kan ”jo” ikke sende ham tilbage til Somalia, hvor han kommer fra, fordi han så risikerer at blive udsat for tortur. Vi kan heller ikke sende Younes hjem, fordi han sandsynligvis er født i Danmark og derfor ikke har noget hjem i det stormellemøstlige land han er rundet af.
Vi har udviklet os til en nation af kultursuicidale flagellanter, som finder det helt inden for normen, at vores politikere, vores velfærdssystem og vores retssystem vægter kriminelle muslimske indvandreres tryghed og trivsel højere end danskernes ditto. Vi finder det inden for normen, at nationalstaten Danmark skal underlægge sig undergravende og for længst forældede konventioner, der forhindrer os i at tage vare på os selv, vores land og vores velfærd i stedet for som noget selvindlysende naturligt at hjemsende indvandrere, der er til skade for vores land, velfærd og sikkerhed.
Ifølge en ny befolkningsfremskrivning, vil antallet af syrere i Danmark i 2050 være vokset med næsten 60%: fra ca. 44.000 i dag og til 70.000. Disse uhyrlige tal fremsættes og opfattes med samme konstaterende resignation: sådan er det bare – det er ærgerligt, men det er ikke noget, man kan gøre noget ved.
Men der ER noget, vi kan gøre. Vi kan begynde at tage os selv alvorligt – startende med at kræve konkret handling bag den nye strammer-retorik, der i disse år er begyndt at flyde fra den socialdemokratiske regering – og her er vi igen tilbage til det nødvendige opgør med konventionerne: så længe politikerne insisterer på, at internationale konventioner har forrang for hensynet til nationalstaten og nationale interesser, så længe vil befolkningsudskiftningen fortsætte, og den ny strammer-retorik blot at betragte som varm luft. Og vi har Younes, Geele og 70.000 syrere til at bevise det.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
