Inden for de næste uger vil et stort flertal i Folketinget (Enhedslisten og SF undtaget) efter al sandsynlighed vedtage regeringens forslag til påvirkningslov, L95, der er en skærpelse af den nuværende spionbestemmelse i straffelovens § 108, så den fremover ikke alene kriminaliserer videregivelse af information ud af landet (til skade for Danmark), men også information ind i landet (for at påvirke meningsdannelsen og den politiske beslutningsproces).
Hensigten med loven er at dæmme op for de påvirkningskampagner fra fremmede (russisk) efterretningstjenester, som man frygter vil kunne påvirke meningsdannelsen, og derfor foreslår regeringen, at enhver, der samarbejder med en fremmed efterretningstjeneste om at videregive oplysninger for at påvirke debatten og meningsdannelsen i Danmark, skal kunne idømmes op til 12 års fængsel.
Dermed lægger regeringen ikke alene op til en meget usikker retstilstand, den tilføjer også ytringsfriheden det største anslag siden censuren under besættelsen: Det er nemlig helt legale holdninger og lovlige ytringer, der kriminaliseres, alene på grund af, hvem der er den oprindelige afsender af budskabet.
I bemærkningerne til lovforslaget bruger Justitsministeriet selv det eksempel, at en dansker samarbejder med den russiske efterretningstjeneste om at viderebringe oplysninger fra den russiske efterretningstjeneste, der skal påvirke den almene opfattelse af NATO negativt.
Selvom det i udgangspunktet kan synes kritisabelt at samarbejde med en fremmed efterretningstjeneste, er det ikke ulovligt at være imod NATO, ligesom det ikke er ulovligt at udbrede negativ propaganda om NATO. Det har været adskillige politiske partiers erklærede politik i årtier, og der har lige så længe været journalister og meningsdannere, der har angrebet og agiteret mod forsvarsalliancen. Det er fuldstændig legalt og en bærende præmis i et frit og åbent demokrati, at vi har ytringsfrihed og kan dele os efter anskuelse. En lovlig ytring er en lovlig ytring – uanset hvem, der fremsætter den og uanset hvor den kommer fra.
Hertil kommer den meget usikre retstilstand, som L95 skaber. Allerede fordi selve lovteksten er yderst kortfattet og reelt ikke giver pejlemærker for at forstå, hvad det rent faktisk er, der kriminaliseres. Der foreslås kun tilføjet følgende formulering til § 108, stk. 1: ” herunder samarbejde om at udøve påvirkningsvirksomhed med henblik på at påvirke beslutningstagning eller den almene meningsdannelse.”
Man skal altså hen i bemærkningerne til loven for at finde ud af, hvad der menes med ”samarbejde” med en fremmed efterretningstjeneste og hvilke ”efterretningstjenester” der er tale om. Og der giver bemærkningerne langt fra fyldestgørende svar: Det er uklart, hvad der skal til for at ”samarbejde” med udenlandske efterretningstjenester. Der behøver iflg. Lovbemærkningerne ikke være tale om direkte kontakt til en fremmed efterretningstjeneste. Det kan være tilstrækkeligt med kontakt til medier, der samarbejder med en efterretningstjeneste.
Hertil kommer, at L 95 ikke kun kriminaliserer ”samarbejde” med efterretningstjenester i fjendtligtsindede lande men også samarbejde med tjenester i venligtsindede lande som Norge, Tyskland, USA eller EU.
Sørgeligt nok kan man allerede på forhånd konstatere, at lovforslaget ikke løser det problem, der officielt er dets formål, nemlig at værne mod udenlandske påvirkningskampagner mod Danmark: de vil kunne fortsætte uhindret, for man kan ikke stoppe strømmen af information i et åbent demokrati, ligesom information, sand eller falsk - ikke kan stoppes via lovgivning. Dermed kommer L95 alene til at kriminalisere danskeres mere eller mindre bevidste deltagelse i sådanne kampagner, der som altovervejende udgangspunkt vil være forankret i en legal, politisk overbevisning.
Helt afgørende for Trykkefrihedsselskabet er dog, at L95 udgør et fuldstændig uproportionalt indgreb i ytringsfriheden: Regeringen har ikke dokumenteret, at der er et stort problem med dansk deltagelse i udenlandske påvirkningskampagner, og L 95 hindrer ikke udenlandske påvirkningskampagner.
Staten skal ikke knægte ytringsfriheden ved at kriminalisere ytringer alene på baggrund af, hvem afsenderen er. I et frit og åbent demokrati må og skal udenlandske påvirkningskampagner altid imødegås af en fri presse og åben debat – ikke med lovgivning. At lovgive mod lovlige ytringer er ikke bare galimatias i et demokrati, det er statsregulering af holdninger og en glidebane mod det totalitære.
Artiklen har været bragt i 24Nyt
