Én uærlig sætning. Det var, hvad statsminister Mette Frederiksen i sin åbningstale (3.10) ofrede på sin argumentation for koranloven, hvis indskrænkning af borgernes ytringsfrihed hun i øvrigt reducerede til et esoterisk interessefelt for overkultiverede intellektuelle: ”Hvornår kom vi dertil, at selv forstandige intellektuelle nu forsvarer retten til at brænde andres bøger?” – sagde Frederiksen i Folketinget. Forsvaret for ytringsfriheden er altså, ifølge landets statsminister, blot en luksusbeskæftigelse, der ikke angår almindelige borgere?
Formentlig er SMV-regeringen den mest autoritære og demokratiskadelige i nyere tid. Også fordi det nu afdækkes, hvordan regeringens argumentation for indgreb i ytringsfriheden bygger på lige dele forløjede argumenter og skjulte hensigter, som ikke bliver lagt åbent frem for den demokratiske offentlighed.
Det fremgår således af en aktindsigt i Udenrigsministeriet, som Berlingske Tidende har fået adgang til, at hensynet til eksportinteresser spillede en langt større rolle i regeringens indskrænkning af ytringsfriheden, end Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen hidtil har villet indrømme.
Hvor Frederiksen hidtil har fremstillet koranlovens indskrænkninger af ytringsfriheden som noget, der angiveligt var nødvendig for, at ”passe på danskerne” og Løkke Rasmussen har udlagt sagen som en slags sædelighedsfejde til forhindring af umoralsk helligbogbrænding, fremgår nu, at interesseorganisationen Dansk Industri og Arla Foods var i næsten daglig kontakt med Udenrigsministeriet i ugerne op til regeringens beslutning om koranloven. Og det fremgår altså at dele af dansk erhvervsliv igen og lige som i 2005 har presset på for udemokratiske indskrænkninger i ytringsfriheden af hensyn til økonomiske interesser.
I princippet kunne det næsten have været en ærlig sag, hvis regeringen i udgangspunktet havde indrømmet og stået ved sin prioritering af eksportinteresser over danskernes ytringsfrihed, men regeringens metode fremstår demokratisk uærlig, når den hidtil netop har afvist, at økonomiske interesser spillede nogen rolle i spørgsmålet om koranloven. Det samme gælder DI-direktør Lars Sandahl Sørensens optræden, hvor han bedyrer, at hensynet til eksportinteresser ”overhovedet ikke (er) mit udgangspunkt for at udtale mig (i sagen)”. Sagens kilder viser ellers det modsatte.
Også under Muhammed-krisen i 2005-2006 var Arla blandt danske virksomheder, som pressede hårdest på for indskrænkninger i den danske ytringsfrihed. Et pres, som daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen heldigvis afviste at bøje sig for.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens hidsige reaktion på Berlingskes reportage har også været afslørende underholdning. Han ringede således de kritiske journalister op og skældte dem ud over, hvad han kaldte: ”… én stor insinuerende, konspiratorisk artikel” (Berlingske 4.10). Og på det konkrete spørgsmål om, hvor stor en rolle hensynet til erhvervslivet faktisk havde spillet i hans arbejde med koranloven, udredte Løkke en søsyg forklaring om, at han i sin egenskab af toppolitiker må dyrke en ”… holistisk tilgang til politik”. Hvilket er Løkkes måde at sige på, at ytringsfriheden rager ham en fjer.
Først fremstiller Løkke Rasmussen sin indskrænkning af danskernes ytringsfrihed som et moralsk anliggende. Da en avis så afslører, at kræmmerhensyn til Arlas eksportinteresser har været helt afgørende for hans beslutning, bortforklarer han det som en ”holistisk tilgang” til politik. En ny klassiker til Løkke-samlingen af principløse politikerfloskler på linje med citatet: ”Vi har skiftet standpunkt, men ikke holdning”.
Først benægter regeringen dens prioritering af kræmmerinteresser frem for hensynet til danskernes ytringsfrihed og Løkke sammenligner demokratisk kritik af koranloven og regeringens uærlige argumentation - med konspirationsteorier. Når så kræmmerhensynet afdækkes og fremstår åbenlyst, får vi ingen saglige begrundelser, men sure Løkkefloskler om holisme og konspirationsteorier.
Dermed bliver regeringens koranlov til begyndelsen på en demokratisk krise i Danmark. Også fordi den ikke imødekommer, men kun forstærker autoritære kræfters ønske om flere og mere vidtgående forbud mod islamkritik og yderligere indskrænkninger i ytringsfriheden.
For at føje spin og spot til demokratisk skade giver regeringen ikke borgerne mulighed for at forholde sig reelt og rationelt til spørgsmålet, fordi den ikke fortæller sandheden om sine bevæggrunde.
Skjulte forudsætninger og en magtfuldkommen SMV-regerings uærlige argumentation for koranloven begrænser ytringsfriheden og skader den demokratiske debat i Danmark. Ikke mindst når det er regeringens prioritering af Arlas eksportinteresser frem for demokratiske frihedsrettigheder, som dens forløjede retorik skal begrunde
Mogens Lykketoft havde desværre ret i sin vurdering af Løkke Rasmussen.
Denne principløse karrierepolitikers magt over dansk politik har været en demokratisk tragedie for Danmark.
Artiklen har været bragt i 24Nyt
