I september sendte Justitsministeriet et lovforslag i høring om ulovlig påvirkningsvirksomhed som en del af sin handlingsplan mod ”udenlandske påvirkningsoperationer”. Lovforslaget var en skærpelse af spionbestemmelsen i straffelovens § 108, der betød, at alle – fra chefredaktører på de største medier til den almindelige facebookbruger – i princippet kunne få 12 års fængsel for at videreformidle fake news og negative holdninger og historier om danske og internationale myndigheder og institutioner.
Regeringen ønskede med andre ord at udvide spionbestemmelsen fra at kriminalisere information, som går ud af Danmark til brug for fremmede efterretningstjenester – til også at omfatte information, der går ind i landet fra fremmede (russiske) efterretningstjenester.
Forslaget fik læsterlige tæv i høringsrunden, ikke mindst fra Trykkefrihedsselskabet, der ville have justitsministeren til at trække det tilbage, for det er et helt uhørt angreb på ytringsfriheden, når man som lovgiver vil kriminalisere lovlige ytringer alene med den begrundelse, at deres oprindelse er fremmede (russiske) efterretningstjenester, som vil påvirke meningsdannelsen i Danmark. En lovlig ytring er en lovlig ytring – også selvom det er fake news og en lodret løgn og også selvom den er fremsat med henblik på at påvirke meningsdannelsen.
Desværre ser det ud til, at Justitsministeren insisterer på at gennemføre lovændringen, nu dog med den modifikation, at der i forhold til påvirkningsvirksomhed skal være et samarbejde mellem gerningsmanden og den fremmede efterretningstjeneste, før der kan straffes. Det vil altså ikke være strafbart, hvis man uafhængigt af efterretningstjenesten f.eks. deler budskaber på sociale medier eller andre steder, selv om man godt ved eller tror, at efterretningstjenesten har fået til opgave også at sprede de pågældende budskaber i Danmark.
En helt selvindlysende modifikation, skulle man mene, der ikke desto mindre illustrerer, hvor nærmest grotesk lovforslaget var i sin oprindelige form.
Men modifikationen leder også til spørgsmålet om, hvad det egentlig er man i realiteten vil kriminalisere, og om man ikke smider ytringsfriheden ind under bussen i den proces:
Med kravet om, at der skal foreligge et regulært samarbejde med en fremmed efterretningstjeneste kunne man tro, at det er samarbejdet i sig selv, der kriminaliseres – og det kan der efter omstændighederne være gode argumenter for, da privatpersoner i udgangspunktet ikke har noget at gøre med andre landes efterretningstjenester.
Det er bare ikke det, der er tilfældet, for Justitsministeriet fastholder formålet om at ”styrke det strafferetlige værn mod udenlandske påvirkningsoperationer mod Danmark”, der ”gennem de seneste år har udgjort en stigende udfordring” og som ”vil udgøre en stigende trussel mod Danmark”
Det lyder umiddelbart meget truende og alvorligt, men ser man på det eksempel Justitsministeriet selv fremhæver, er det komplet latterligt: En fremmed efterretningstjeneste, der samarbejder med forskellige aktører i Danmark ”med det formål at påvirke den almene opfattelse af NATO-samarbejdet negativt.”
Set i et ytringsfrihedsperspektiv er det helt ude i hampen at ville kriminalisere forsøg på at påvirke den almene opfattelse af NATO. Og det bliver nærmest absurd, at kriminaliseringen kun gælder, hvis det er Rusland, der står bag – ikke hvis det er Enhedslisten.
Det giver ikke mening, lige meget, hvordan man anskuer det og tilbage står stadig et makværk af et lovforslag, der vil kriminalisere fuldstændig lovlige ytringer på baggrund af en trussel, som er yderst tvivlsom.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
