Man bliver altid glad for gode nyheder, men jeg bliver ekstra glad, når den gode nyhed kommer fra en uventet kant. Denne gang fra SFs formand, Pia Olsen Dyhr, der på SFs landsmøde forleden fremsatte forslag om at lave undervisningsmateriale, hvor Muhammed-tegningerne indgår, så det dermed ikke bliver den enkelte lærer, der kan trues til tavshed for at vise Muhammed-tegninger som en integreret del af undervisningen.
Det er på lange stræk godt set og under alle omstændigheder en meget vigtig politisk opbakning til landets lærere i almindelighed og deres metodefrihed i særdeleshed. Det er også klogt af SFs formand at afstå fra at kræve Muhammed-tegningerne gjort obligatoriske, som f.eks. DF ønsker: det vil være i modstrid med metodefriheden, at påtvinge læreren noget bestemt undervisningsmateriale – og dermed kontraproduktivt i forhold til det bagvedliggende hensyn: at sikre metodefriheden som en aflægger af ytringsfriheden.
Problemet er dog langt fra løst med politisk opbakning og fælles undervisningsmateriale. Hvis man skal sikre metodefriheden, skal den enkelte lærer, der bogstaveligt talt står på den yderste forpost og sætter en vis legemsdel i klaskehøjde, kunne føle sig tryg ved at vælge undervisningsmateriale, hvor Muhammed-tegninger indgår. Den tryghed leveres ikke med SFs forslag, for der vil med statsgaranti ligge et tungt og ubehageligt forventningspres på læreren om at vælge det ”sikre” undervisningsmateriale. Og dette forventningspres vil i tyngde og ubehag være ligefremt proportionalt med antallet af muslimske elever i klassen. Og det er tårnhøjt i f.eks. København, hvor næsten 1/3 af eleverne har muslimsk baggrund.
Derfor er det helt afgørende, at den enkelte lærer har opbakning på skolen: af skolelederen og af kollegerne, startende med deres respektive faglige organisationer, der jo er sat i verden for at varetage deres medlemmers arbejdsvilkår – herunder deres metodefrihed.
Til november arrangerer Trykkefrihedsselskabet en konference om ytringsfrihed og Muhammed-tegninger i undervisningen for at sætte fokus på, hvordan vi bedst sikrer og værner om lærernes metodefrihed. Vi har derfor inviteret både Skoleledernes formand, Claus Hjortdal, og formanden for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, til at sidde med i panelet, men ingen af dem ønsker at deltage – ligesom de heller ikke ønsker at sende en anden repræsentant for hhv. Skolelederforeningen og Danmarks Lærerforening.
Det er stærkt problematisk, at de (magtfulde) fagforeninger, som deres medlemmer betaler for at varetage deres ansættelses- og arbejdsvilkår, ikke ønsker at indgå i en debat om et af de mest centrale elementer i lærernes faglighed og mulighed for at levere en undervisning, der lever op til folkeskolelovens formålsbestemmelse, som bl.a. er at ”…forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati”
Det demokratiske dannelseskrav, der så klart udtrykkes i folkeskoleloven, vil hverken lærernes formand eller skoleledernes ditto forsvare – endsige diskutere, selvom grundlaget for, at dette dannelseskrav overhovedet skal give mening er værnet om metodefriheden. Skolelederformanden Claus Hjortdal har endda direkte talt imod visning af Muhammed-tegninger i undervisningen: efter mordet på den franske skolelærer Samuel Paty, udtalte Claus Hjortdal således til Berlingske 20. oktober sidste år: ”Skal vi sikre en tegners ytringsfrihed i folkeskolen? Er det vores opgave? Kan man forklare ytringsfrihed på andre måder uden at krænke nogen?” Og han fremturer: ”Hvis man på forhånd ved, at man krænker nogle forældre og støder elever fra sig, så har man fejlet i folkeskolen. Vores opgave er ikke at provokere nogen til at tage afstand. Lærernes undervisning er direkte mislykkedes, hvis tre elever går ud af klassen, fordi de nægter at høre, hvad han siger.”
Det er på en gang et sørgeligt knæfald for voldsmandens veto – og en ubetinget opgivelse af de grundlæggende værdier, pligter og rettigheder, der er selve fundamentet for folkeskolen som kulturbærende institution.
Nu vil Claus Hjortdal ikke forsvare sine synspunkter – ej heller vil han trække dem i land. Og lærernes formand følger ham de facto ved heller ikke at ville debattere et af de mest centrale grundvilkår ved lærergerningen – ikke engang, når dette grundvilkår er under maksimalt pres.
Fra særdeles pålidelig kilde har jeg fået at vide, at en af årsagerne til, at Skolelederforeningen ikke vil debattere Muhammed-tegninger i undervisningen er, at skolelederne på de indvandrertunge skoler har bedt foreningen om at lade være: lærernes problemer i klasserne stiger i takt med, at den offentlige debat tager til.
Det skal nok passe, men det understreger ikke desto mindre behovet for at tage diskussionen og tage fat om nældens rod, for lige nu er det frygten for at rokke båden og dermed accept af voldsmandens veto, der indtil videre har fået det afgørende ord. Hvis vi ikke gør op med denne frygt og tvinger debatten op til overfladen, er det ikke bare lærerne først og dernæst eleverne, der har tabt. Så har vi alle tabt.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
