Det er ikke fordi jeg vil underkende hverken det utilstedelige eller oprørende i, at imam Abu Bashar bedriver sharialov i Odense og har fået en kvinde til at skrive under på en ulovlig skilsmisseaftale, hvorefter hun mister retten til sine børn, hvis hun gifter sig igen eller bringer skam over familien.
Jeg mener bestemt, at det er på sin plads at politianmelde imamen, som den socialdemokratiske borgmester i Odense, Peter Rabæk Juel, har bebudet, at man vil gøre.
Jeg kan endda strække mig til at finde det sympatisk, at borgmesteren er rystet i en grad, så ”…det gør ondt i maven” på ham at blive bekendt med sagen, som han betegner som ”psykisk vold, udført ved hjælp af sharialov”.
Men jeg kan ikke selv svinge mig op til at være rystet – endsige overrasket over, at shariakontrakter bliver indgået, endda i stor stil, i ghetto-områderne, og hvis jeg endelig skal grave en forarget følelse frem, så er det over, at det kan komme bag på Peter Rabæk Juel, hvad der foregår i hans egen kommune – oven i købet den allermest eksponerede del af den.
Nøgternt betragtet er det forargelige i denne (seneste) Abu Bashar-sag, at den bliver totalt overeksponeret i forhold til det uendelige synderegister, som imamen troligt og stabilt har oparbejdet, siden han kom til Danmark i 1994 og som for længst burde have frataget ham sit danske (sic!) statsborgerskab:
Abu Bashar var leder af den imam-delegation, der som reaktion på JP´s Muhammedtegninger, tog på rundtur til Mellemøsten og det var ham, der medbragte grisebillederne. Han havde tætte kontakter til de tre terrordømte fra Vollsmose-sagen i 2006. Han skulle efter planen have skjult en terrorist på flugt efter et mislykket attentat i Tyskland. Han er dømt for at have omtalt jøder som ”børn af aber og svin” i sin prædiken. Ifølge vidner skulle han som fængselspræst i Nyborg Statsfængsel i sine fredagsbønner have hetzet mod Vesten og Danmark og opfordret til jihad.
Og det er bare, hvad der er kommet frem i medierne…
Når jeg bliver lidt træt over virakken omkring sharia-kontrakten, så er det fordi medier, politikere og myndigheder endnu en gang overser elefanten i rummet og gør et kæmpe nummer ud af en sag, der i realiteten kun er en lille, ubetydelig del af Abu Bashars store kompleks af forbrydelser i islams navn, som han reelt aldrig er blevet straffet for.
Denne sag vil føje sig til rækken og den vil ikke påvirke Odense-imamen synderligt. Han vil fortsætte som hidtil, så snart bølgerne har lagt sig, for det vil de gøre: mands minde er cirka tre uger og Abu Bashar kan blot se frem til endnu en bøde og han vil grine hele vejen fra byretten og hjem til moskeen og den næste fredagsbøn.
Jeg mangler fortsat svar på de to grundlæggende spørgsmål, som sagen om sharia-kontrakten rejser:
Hvordan kan det være, at myndighederne ikke for længst har rejst sag mod Abu Bashar og frataget ham hans danske statsborgerskab, men tværtimod i årevis har ladet ham fortsætte sit landsskadelige virke?
Og: hvorfor har ingen loddet dybden af den omstændighed, at kvinden har underskrevet kontrakten? Det viser jo med alarmerende tydelighed, at hun enten ikke aner noget om dansk lov eller at hun er totalt prisgivet social kontrol. I begge tilfælde et bevis på parallelsamfundenes fortsatte trivsel i vor midte og retsstatens svigt.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
