Politikens journalistik er et smukt zenbillede på det intellektuelle Europas totale opløsning. Et Europa, der aldrig er kommet sig oven på Anden Verdenskrigs tragedie, aldrig kommet sig over det kollektive og massive chok, som nazismen påførte hele kontinentet.
Og derfor et Europa, der i disse år vrider sig i en kulturel og psykologisk dødskamp, bedst eksemplificeret ved den selvhadende moralske og kulturelle relativisme, som også Politiken er eksponent for.
Ubalance i det europæiske DNA
Der er simpelt hen opstået en ubalance i den europæiske DNA i kølvandet på nazismens rædsler. Den mindste snert af kulturelt selvværd har i de sidste tres år medført en instinktiv rygmarvsreaktion fra de politisk korrekte og fra toneagivende intellektuelle, der monomant har associeret alle, der ikke abonnerede på deres humanistiske verdenssyn, med enten racisme, facisme eller højreradikalisme.
Fra Henrik Stangerup, over David Gress til Bent Jensen og hele kredsen omkring Dansk Folkeparti.
Psykologisk kan man som beskrevet foroven godt forklare frygten for det såkaldt højreorienterede, men problemet er bare, at denne frygt, skabt af Holocaustens rædsler medførte en blind vinkel over for den socialistiske totalitarisme og en kolossal berøringsangst for strømninger, der har en national eller fædrelandskærlig agenda.
Se blot på, hvordan zionismen i dag er blevet dæmoniseret af det selvsamme Europa, der lagde jord til den menneskelige civilisationshistories værste kapitel.
To sider af samme sag
Nazismens totalitære perversion var let at afkode. Rædslerne kunne læses direkte ud af ”Mein Kampf”. Det samme gjorde sig ikke gældende for kommunismen. Man kan ikke på helt samme måde direkte læse rædslerne ud af Marx og Lenins skriverier.
Men slutresultatet er uundgåeligt det samme: Totalitarisme. Det gælder jo for alle utopier, fordi de i sidste ende altid vil resultere i, at tankesystemet nødvendigvis må påtvinges, dem der ikke har set lyset. Med magt, og dermed også med vold.
Havde Hitler ikke brudt ikke-angrebspagten med Sovietunionen i juni 1941, så var kommunismen ikke blevet blåstemplet. Så var det gået tidligere op for flertallet, at kommunismen og nazismen var to sider af samme sag.
Men Stalin var jo havnet på den rigtige side, og millioner af russere mistede livet i kampen mod nazisterne. Glemt er ledende kommunisters stiltiende accept af nazismen før operation Barberossa. Også i Danmark.
Ganske vist blev Stalin gennemskuet allerede i 50’erne af de fleste, men så vendte man blot blikket mod Mao, og da han blev afsløret, så var det enten i Albanien, i Cambodia eller i Cuba, man kunne finde den Hellige Gral.
Europas intellektuelle har derfor lige siden Anden Verdenskrigs afslutning levet med et paradigme, der dikterede, at kommunismen og socialismen var altruistisk, mens alt, der lå til højre, var eksponent for simpel egoisme. Verden var enkel: De venstreorienterede var De Gode, de højreorienterede De Onde.
Dette falske paradigme hersker stadig hos 68-generationen, der i dag sidder på magten, og er via uddannelsessystemet smukt gået i arv til et overvældende flertal af Danmarks journalister. Det er den æter, de trækker vejret i. På redaktionerne i Danmark og på redaktionerne i resten af Europa.
Og det har haft enorm negativ betydning for den offentlige diskurs, fordi hæderlige, demokratisk sindede mennesker med en nationalliberal eller nationalkonservativ dagsorden enten er blevet dæmoniseret eller selv har valgt at tie i frygt for det journalistiske meningstyranni, som især Politiken og Danmarks Radio har stået for.
Politisk plat på Breivik
Tag nu bare den norske tragedie. Organet for Den Højeste Oplysning har i perioden efter tragedien i Norge gjort sit ubeskedne motto vanære.
Politiken har, som Søren Krarup skrev forleden, ganske rigtig ageret aldeles uanstændigt, og helt uhæmmet slået pinlig politisk plat på uhyrligheder begået af en gal og megaloman massemorder, hvis budskaber frem for at være nationalkonservative har været så inkonsekvente, at de naturligvis ikke skal tages alvorligt.
I ukontrollabel og uværdig iver for at kunne skyde en bredside imod Dansk Folkeparti og andre såkaldt xenofobiske nationalister, islamofober og anti-multikulturalister har avisens ledende medarbejdere med den nyudnævnte, tilsyneladende tankeløse Bo Lidegaard i spidsen, smidt al journalistisk metode ud af vinduerne og ned på Rådhuspladsens våde fliser.
Hvad har drevet Bo Lidegaard ud på denne vakkelvorne vej? Frygten for ikke at leve op til sine nye medarbejderes ideosynkraiser? Frygten for ikke at leve op til sin forgænger, der selv tabte sit overblik i forbindelse med karrikaturkrisen?
Jeg ved det ikke. Personligt tror jeg, det skyldes noget så enkelt som ønsket om fremdeles at være en del af det gode selskab, men det må Lidegaard jo selv svare på.
News og views
Politiken skulle skamme sig. Avisen har bevidst brudt de vandtætte skotter, der burde være mellem anstændig journalistisk reportage og nyhedsdækning og de helt legitime politiske holdningstilkendegivelser, der burde være at finde på lederplads og i kommentarer.
I har blandet ”news og views” og kynisk bidraget til en yderlige polarisering i den efterhånden ulidelige debat om indvandring og multikulturalisme.
Jeg kan næsten for mit indre øre høre, hvordan synapserne har klikket i Politikens lederkollegiums ensrettede og kollektivistiske hjerner:
”Til helvede med journalistisk anstændighed, tragedien er en enestående chance for at føre aggressiv kulturkamp mod de mørke kræfter. En enestående chance for at kæmpe for Godheden mod Ondskaben. Take no prisoners … fuld skrue!”
Lad os få vennerne, dem med de ”rigtige” holdninger på banen. Ind på scenen med Christian Braad-Thomsen og den psykotiske Lars Von Trier. Så er alibiet i orden. Så er nyhedshistorien hjemme.
Så kan vi skrive vores leder og vores kommentar. Først, så skaber vi lidt news. Så kan vi skrive vores views.
Resultatet af disse redaktionelle processer blev selvfølgelig forstemmende forudsigeligt. Udover almen journalistisk adjektivitis er politiske prædikater som højreekstem, højreradikal og højrepopulist uhæmmet og aldeles ukritisk blevet påklistret de mennesker, Politiken er uenige med. Hvilken sproglig armod.
Hvilken journalistisk deroute.
Talløse artikler og kommentarer, der alle har haft ét eneste formål, nemlig at kæde et indirekte ansvar for Breiviks ugerning på Politikens politiske fjender.
Skulle man følge denne perverse logik, så er Stoltenberg jo lige så skyldig i tragedien. For havde han ikke ført den indvandringspolitik, som fik en psykopat til at aflive unge mennesker, så var ulykken jo ikke sket.
Kan Politikens lederskribenter da slet ikke se, hvor vanvittig denne form for associationer er?
Det har været komisk at se, høre og læse jeres kommentarer, når denne kritik er blevet fremført. ”Vi placerer ikke noget ansvar, det er tonen, der er forkert”, har mantraet lydt.
Goddag mand økseskaft. Anita Bay Bundegaards gjorde sig selv til grin i en konfrontation mod Søren Espersen i DR2’s Deadline, hvor essensen af hvad hun sagde, kunne koges ned til, at det i virkeligheden slet ikke var DF’s tone, men partiets holdninger, Politiken ikke kunne lide.
Men det var jo netop tonen, der var alibiet for overfaldet på de ”højreekstremistiske og onde nationalkonservative kræfter.” For slet ikke at tale om Bo Lidegaards totale afklædning i debatten mod Pia Kjærsgaard nogle dage senere.
Håbløs argumentation
Og kulturkampen mellem ledende politikere fra Dansk Folkeparti og Politiken fik så sin foreløbige kulmination fredag den 19. august, hvor den nyudnævnte chefredaktør i en replik til Søren Krarups indlæg, hvor Tidehvervspræsten betegnede Politiken som uanstændig og citerede fra en samtale han havde haft med mig, gjorde sig skyldig i den mest håbløse argumentation, jeg har set fra en chefredaktør på Politiken i min levetid:
”Spørgsmålet er jo ikke om vi skal have et multikulturelt samfund eller ej (…),” skriver Lidegaard og fortsætter derefter sin argumentation ud ad denne falske tangent. Den måde at argumentere på er enten ubegavet eller manipulerende. Formentlig begge dele.
Jamen, Bo Lidegaard, det er jo lige præcis det, der er spørgsmålet. Nemlig: Skal Danmark være et multikulturelt samfund eller ej? Skal vi arbejde for integration eller assimilation? Det er lige præcis de spørgsmål, som nogle bekymrede danskere forsøger at rejse.
Det skal de da have lov til. Og så kan man være uenig eller ej. Du er i din helt gode ret til at være tordnende uenig med DF og Søren Krarup. Du er i den gode ret til at mene, at multikulturalismen er en velsignelse for Danmark.
Du er i den gode ret til at mene, at det er frygt og ikke indsigt, der driver Lars Hedegaard, Søren Krarup og Pia Kjærsgaard.
Men du forholder dig ikke til det, de siger. Du forholder dig til din egen virkelighed, din egen opfattelse. Men journalistikkens essens må vel være at forsøge at afdække hele virkeligheden.
I stedet for nysgerrigt og ambitiøst at benytte dine mange journalister til at afdække denne problemstilling ved eksempelvis at sende dem ud, når Wafa Sultan holder tale om kvindens rolle i Islam et stenkast fra Politikens redaktion.
Eller ved at få nogle til at oversætte, hvad der siges i de danske moskéer, eller at forsøge at få de mange kulturmuslimer, der er kommet til Danmark i et legitimt håb om et bedre liv i tale om Islam, eller at rejse til de europæiske storbyer, hvor nogle hævder, det står forfærdeligt til på grund af et filosofisk umuligt projekt, der hedder multikulturalisme, så beklikkes de folk, der er bange eller blot bekymrede.
Politisk parti
Politiken opfører sig på denne måde som et politisk parti. Ikke som en avis. Og slet ikke som Organet for den Højeste Oplysning. Det er jo muligt, at avisen ville kunne dokumentere, at jeres fjender tager fejl, hvis I bedrev journalistik i stedet for at propagandere.
At problemet er overdrevet. I stedet har I kastet jer ud i et ideologisk korstog mod folk, der har den frækhed at påpege, hvad de anser som faretruende sygdomstegn.
Det er da dybt ujournalistisk og useriøst at kaste sig over budbringerne i stedet for at forholde sig sagligt til deres budskab. Det er muligt – jeg aner det ikke – at indvandringen og multikulturalismen ikke udgør en eksistentiel fare for vort samfund.
Det er muligt, ja det er tilmed ønskeligt, at DF og andre på den værdipolitiske højrefløj overdriver faren. At de ser spøgelser ved højlys dag.
Men det kan da aldrig nogensinde være forbundet med uanstændighed at påpege de farer, man måtte mene at se ved den udvikling, der foregår i det samfund, man lever i.
Det kan da ikke være moralsk diskvalificerende eller ekstremt, så længe man holder sig inden for de demokratiske spilleregler.
Beskæmmende kommentarspor
Prøv at læs det kommentatorspor, der er at finde neden under Søren Krarups kommentar. Det er beskæmmende! Og ansvaret, det er Politikens. Jeg kender ikke Søren Krarup personligt. Har mødt ham én gang i mit liv. Mit udgangspunkt kunne ikke være mere forskelligt end hans.
Jeg er ikke-troende jøde og rundet ud af en kulturradikal baggrund. Men jeg har da i det mindste gjort mig den ulejlighed at læse ham. Og tænk sig engang? Det tog ikke længe, før det gik op for mig, at Søren Krarup – hvilket må komme som et chok for Politikens læsere – er et etisk menneske, der lever i nøje overenstemmelse med sin dybe tro og personlige overbevisning.
Og ”nej”, dette er ikke ensbetydende med, at jeg er enig med præsten i alt. Det er blot et udtryk for noget så enkelt som intellektuel hæderlighed fra min side. Noget Politiken desværre ikke længere er i besiddelse af.
Det er snart en halv menneskealder siden, at præsten åbnede for denne debat, som Politiken mener er "væsentlig", og han er fuldstændig konsekvent i sine budskaber, der bunder i Tidehvervsbevægelsens syn på tilværelsen.
Personligt har jeg svært ved at forstå den teologiske del af Krarups argumentation, men det er i og for sig sagen underordnet. Krarups pointer og anskuelser er konsistente. Han gemmer sig ikke bag falske udsagn. Man ved, hvor man har præsten.
Hvad med at forsøge at forstå Søren Krarup? At videreformidle over for jeres læsere, hvad der får ham til at mene, hvad han siger og skriver. Og så måske modsige præsten ved at bedrive ægte og hæderlig journalistik.
Det er vel ikke for meget at forlange?
