Den 7. januar – på årsdagen for massakren på Charlie Hebdo – bragte Berlingske en kommentar af gymnasielærer i historie og samfundsfag Peter Kuzmanovski, med overskriften: «Gymnasielærer om Muhammedtegninger: Staten bør ikke blande sig i undervisningen».
Kommentaren tager formelt udgangspunkt i lærernes undervisningsfrihed, og dermed også det erkendte dilemma, at i det omfang man gør undervisning i Muhammed-krisen obligatorisk, pålægger man de facto også underviserne at vise JPs Muhammedtegninger i undervisningen, fordi tegningerne er hele krisens omdrejningspunkt og derfor uomgængelig viden, som eleverne skal gøres bekendt med.
Når man læser kommentaren igennem, står det dog hurtigt klart, at den relevante debat om ytringsfrihed og undervisningsfrihed kun er en stråmand for Peter Kuzmanovskis egentlige ærinde: at fremstille Muhammedtegningerne som et overgreb på og en defamering af en forfulgt minoritet, båret af en forvansket opfattelse af, hvad ytringsfrihed i virkeligheden er:
”Når man tegner et billede af en mand med en bombe i turbanen og hævder, at der er profeten Muhammed, sender det et signal. Enten forsøger man at sætte lighedstegn mellem islam og terrorisme, eller også siger man, at islam skal sprænges i luften. I stedet for at portrættere dette som ytringsfrihed, så kald det, hvad det er: mobning af en religiøs minoritet.”
Allerede her begynder det at skurre i ørerne, for enhver underviser ved, at man hverken kan eller skal skærme eleverne fra alt, hvad der eventuelt kan blive opfattet som krænkende i undervisningen, der ellers bliver umulig at gennemføre med et tilfredsstillende udbytte. Det er desuden et grundvilkår – og dertil også dannende – at man som en naturlig ting i skolen konfronteres med og lærer at forholde sig konstruktivt til holdninger eller ytringer, der støder en.
Det virker derfor foruroligende, at man som gymnasielærer – oven i købet i historie og samfundsfag - ikke har dette grundvilkår på plads, men Peter Kuzmanovski fremturer:
”Målet er at bringe den stereotype forestilling om islam og muslimer ind i klasselokalet og sikre, at visse politikeres had til islam overføres til de fremtidige generationer. Det er problematisk, da det efterlader en vis frygt for, at andre holdninger, som udfordrer det dominerende narrativ, vil blive nedtonet eller helt negligeret.”
Og sådan fortsætter Peter Kuzmanovski kommentaren igennem med at tale om inklusion, sammenhængskraft, frihedsrettigheder og hvad-har-vi-alt af demokratiske buzz-words, der skal få det underliggende budskab til at glide ned: stop visningen af Muhammed-tegningerne i undervisningen.
Og det virker da også til den grad, at Berlingske bringer Peter Kuzmanovskis velformulerede indlæg på årsdagen for Charlie Hebdo-massakren, den 7. januar.
Problemet er bare, at det tydeligvis ikke er gået op for debatredaktionen på Berlingske, at gymnasielæreren Peter Kuzmanovski er hardcore islamist, der aktivt promoverer islams udbredelse og muslimers særkrav i Danmark – og tillige er Hizb ut-Tahrir hangaround: det var således Peter Kuzmanovski, der sammen med Taimullah Abu Laban fra netop Hizb ut-Tahrir afholdt en kønsopdelt konference på Københavns Universitet, og som efterfølgende i Weekend Avisen gik i brechen for selvsamme Taimulla Abu Laban og udtalte:
”Fordi jeg ikke er medlem af Hizb ut-Tahrir, har jeg ikke skullet gennemleve den samme hetz som min medforedragsholder Taimullah Abu Laban. Han har måttet stå på mål for alverdens anklager i kraft af sit medlemskab af et politisk parti, som ikke er accepteret i det politiske mainstreamlandskab”
Nej, det ved Gud, det ikke er af indlysende årsager, men naturligvis ikke for islamisten Peter Kuzmanovski. Han og Taimullah Abu Laban er to alen af et stykke, med den forskel, at Peter Kuzmanovski har taget kampen til et nyt og mere raffineret niveau ved at sovse sine anti-demokratiske anbringender ind i alle de ”rigtige” ord, så det kommer til at virke næsten tilforladeligt. Næsten.
Det skal retfærdigvis siges, at Berlingske den 9. rettede overskriften fra: ”Gymnasielærer om Muhammedtegninger…” til: ”Gymnasielærer og medlem af Muslimsk Ungdom om Muhammedtegninger…”, ligesom Peter Kuzmanovski nu ikke bare står anført som ”gymnasielærer i historie og samfundsfag”, men er rettet til: ”gymnasielærer, medlem, Muslimsk Ungdom i Danmark, tidl. Konsulent, Center for Muslimers Rettigheder i Danmark”.
Ikke desto mindre viser historien to væsentlige ting: at islams pres på vores kultur og vores ytringsfrihed bestemt ikke er aftaget, og at det pres antager stadigt mere raffinerede gevandter. Endnu dog ikke så raffinerede, at hardcore islamister kan slippe af sted med at bluffe sig igennem som almindelig, dansk gymnasielærer – men næsten.
