”Hvis man skal trække det lidt skarpt op, så oplever jeg Lars Hedegaard mere som en bulderbasse end som en aktiv medspiller i kampen for ytringsfriheden.”
Sådan sagde den daglige leder af Dansk PEN til Jyllands-Posten, da Lars Hedegaard trådte tilbage som TFS-formand. Man måtte forstå på Rode, at Dansk PEN er en langt mere aktiv medspiller for ytringsfriheden end Hedegaard, der som bekendt har sat livet på spil.
Skal man formulere det høvisk, må man sige, at selvfølelsen i al fald ikke fejler noget hos Dansk PEN.
Lidegaard i angreb
Påstanden er jo ret grotesk, al den stund PEN har været en skygge af sig selv det seneste årti. Læg dertil den seneste tids koldkrigsdebat, der har budt på artige afsløringer af PEN's svigt under Den Kolde Krig.
Tankevækkende nok er det denne del af Bent Jensens koldkrigsværk, der har udløst den helt store Politiken-vendetta med Bo Lidegaard i front.
Jensens omtale af bl.a. PEN's svigt af ytringsfriheden i 1970'erne er udtryk for ”voldtægt af kilderne” som tonemesteren i Hjørneværelset så smagfuldt udtrykker det.
Niels Barfoed, mangeårig præsident for PEN, har fulgt op og anklaget Bent Jensen for ”manipulation” og ”forvrængning” og ”had” til intellektuelle.
Hvad der er gået Lidegaards næse forbi er, at Jensens i øvrigt upolemiske og veldokumenterede gennemgang af sagen primært baserer sig på Weekendavisens afdækning af PEN's fortid, sekundært på Niels Barfoed selv, der enten ikke kan eller vil huske, hvad han selv har skrevet (eller at Jensen henviser til hans tekst i koldkrigsværket).
Mens skældsordene fyger om Bent Jensens hoved, håber de ansvarlige for PENagtighederne vel at offentligheden glemmer dem.
Sovjets ”revolutionære befrielse” af Baltikum
Det vil være synd, for det var faktisk ganske utroligt, hvad PEN har på samvittigheden.
Så her følger nogle pluk fra Weekendavisens artikel fra 2004 skrevet af Jesper Vind (Dansk PEN: Usikker PEN, 23. januar 2004):
I 1975 blev Dansk PEN opfordret til at være vært for den russiske forfatter Andrej Sinjavskij, der var blevet dømt for antisovjetisk virksomhed.
Lige noget for en ytringsfrihedsorganisation, skulle man tro.
Men PEN takkede nej. Beslutningen blev truffet af PEN's sekretær Erik Vagn Jensen, og den har sikkert passet ham godt. Som aktiv på den yderste venstrefløj var han hovedbestyrelsesmedlem i Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen, der var kendt for at tegne et rosenrødt billede af forholdene i Sovjet.
For at skære sine sympatier ud i pap havde han i en skolebog kaldt Sovjets besættelse af de baltiske lande for en ”revolutionær befrielse”.
Ingen kan vel være overrasket over, at denne sovjetbegejstrede mand ikke åbnede dørene for den sovjetkritiske dissident.
Det virkeligt underlige er, hvad han overhovedet lavede i en ytringsfrihedsorganisation.
Berlinmurs-begejstret PEN-præsident
Forklaringen finder man, når man ser på den senere PEN-præsident, forfatteren Jørgen Knudsen.
Selv om han utvetydigt havde hyldet stasi-staten DDR i 1969 og selv om han – og nu bliver det grotesk - havde kritiseret DDR-chefen Walter Ulbricht for først i 1961 at tage sig sammen og bygge Berlin-muren, blev han PEN-præsident i 1997-2000.
Man har åbenbart ikke fundet det kompromitterende at have en Berlinmurs-begejstret præsident i PEN. Det siger en del om atmosfæren i foretagendet.
Knudsen løb først ind i vanskeligheder, da han efter 11. september 2001 skrev følgende:
”Det mærkelige var, at rædselsdåden også oplevedes som en lettelse. Endelig! Da disse babelstårne sank i grus, blev det forståeligt, at verdens magtbalance var tippet. Det lykkedes for nogle få, meget beslutsomme mænd at demonstrere Magtens sårbarhed og Afmagtens styrke”.
Forfatteren, der oplevede det som en ”lettelse”, da islamiske terrorister slog tusinder af mennesker ihjel, blev ikke ekskluderet af Dansk PEN. Men forfatteren, der pegede på den totalitære fare fra islam, fik slet ikke lov at komme med i klubben.
Det sidste anså vi dengang i 2004 for et syndefald i forhold til PEN's tidligere meritter. Jesper Vind og Bent Jensen minder os om, at det er en illusion: PEN har gjort sig skyldig i PENagtigheder længe før. Det er bare os, der ikke har opdaget det før.
Andre var hurtigere ude.
Da den britiske forfatter Evelyn Waugh besøgte København i 1947, kaldte han Dansk PEN for "en samling talentløse kommunister", som han ikke gad at have noget med at gøre.
Waugh var berygtet for sine grovheder, men efterspillet viser, at han ikke var helt galt afmarcheret: For PEN-klubben har venstrefløjssympatier fra begyndelsen stået i vejen for forsvaret for ytringsfriheden.
På tirsdag debatterer Bent Jensen og Bo Lidegaard i anledning af koldkrigsværket 17- 18.30 i Politiken
