Paven om kristenforfølgelserne
Siden 1967 har der været tradition for, at den katolske kirke begynder det nye år med en markering af Verdens Fredsdag (World Day of Peace). Det har også været tilfældet i år. Pave Benedikt XVI udsendte sin fredstale – en myndig tale, som er værd at lægge mærke til.
Her lægges ikke fingre imellem, men sættes ord på de blotte kendsgerninger. Her konstateres, at verden ikke er præget af fred, men af ufred, især en ufred af en ganske bestemt art: Forfølgelsen af de kristne.
”I øjeblikket udgør de kristne det trossamfund, som er mest udsat for forfølgelse på grund af sin tro”, sagde paven. Og han satte adresse på hvem, der forfølger de kristne. Således nævnte han blandt andet massakren ved Vor Frue-Domkirke i Bagdad den 31. oktober 2010, da to præster og over 50 troende blev dræbt, og som blev efterfulgt af andre angreb, også på private hjem tilhørende de kristne, som på den måde presses til at drage i eksil.
Talen var altså en konstatering, en protest mod den vold, de kristne udsættes for, og et forsvar for de kristne menigheder, som befinder sig i lande med muslimsk flertal. Men den var også et forsvar for ”menneskets sande værdighed”:
Den værdighed, som ligger i, at mennesket har et dybere kald end blot den materielle tilværelse; mennesket er det væsen, som Gud selv søger samfund med.
Essensen i pave Benedikts tale var, at der ikke kan tales sandt om freden, så længe mennesket som åndsvæsen – samvittighedsfriheden, friheden til at tro og friheden til at vælge eller ændre sit religionsforhold – ikke bliver respekteret. Fred uden sandhed og fred uden frihed er ikke mulig.
Talen var ingenlunde et stykke diplomati i veldrejede fraser. Den sagde de ord, der skulle siges. Og reaktionerne har ikke ladet vente på sig.
At der blev sat ord på kendsgerningerne har dele af den muslimske verden opfattet som (endnu) en fornærmelse mod islam – det islamiske universitet Al-Azhar i Kairo har afbrudt forbindelsen med Vatikanet, og Egyptens ambassadør er blevet tilbagekaldt som svar på pavens gentagne forsvar for de kristne koptere.
Krænkende sandhed
Det ser ud til, at hver gang kendsgerningerne bliver formuleret, reagerer markante dele af den muslimske verden med at føle sig krænket. De bliver såret af sandheden, og de kræver i grunden, at sandheden skal bortcensureres. Det er denne fortielse, som mange, ikke alene nogle muslimer, synes at forveksle med freden.
Pave Benedikt tegner den katolske kirke, men den katolske kirke er også præget af modsatte og meget stærke strømninger, som gør fortielsen og illusionerne til en dyd.
En af de personer, som er karakteristiske for denne falsificering, er den schweiziskfødte Tübingen-teolog Hans Küng, som i øvrigt er kendt for sit modsætningsforhold til pave Benedikt (Joseph Ratzinger).
Religionernes fællesskab
Hans Küng taler minsandten også om fred – men det er en helt anden slags fred end den, Joseph Ratzinger har på hjerte.
I 2004 udkom Küngs bog Der Islam. Geschichte, Gegenwart, Zukunft (Islam: Historie, nutid og fremtid) på Piper Verlag i München – et mammutværk på 900 sider, som er blevet genoptrykt flere gange og oversat til flere sprog. (Sidste år udkom den franske oversættelse på det velrenommerede pariserforlag Cerf.)
Bogens udbredelse synes dog ikke at være i overensstemmelse med de kyndige anmelderes dom, som har været en sønderlemmende kritik af værket.
F.eks. den franske islamolog og professor i det klassiske arabiske sprog Marie-Thérèse Urvoy (artikel i tidsskriftet Catholica, nr. 110, 2010, ss. 85-94) eller den tyske filosofihistoriker og islamspecialist Friedrich Niewöhner (anmeldelse i Frankfurter Allgemeine Zeitung, 15. november 2004).
Niewöhner tøver ikke med at skrive, at Hans Küng ”står i total modstrid til både kristendommens og islams ånd” (dvs. Küng giver et falskt billede af både kristendommen og islam), og at hans bog er ”durch und durch unseriös” (helt igennem useriøs).
For at få kristendommen og islam til at passe sammen accepterer Küng nemlig de islamiske grundsætninger: At Mohammed vitterlig er Guds profet; at islam er en af ”de tre abrahamiske religioner”; at islam respekterer jødedommen og kristendommen ved at betegne de respektive troende som ”bogens folk”. Det, som Küng ikke siger, er, hvad udtrykket ”bogens folk” i virkeligheden indebærer.
Küngs opgivelse af centrale dogmer
”Bogens folk” er, som den franske filosof Alain Besançon skriver, ”en juridisk kategori”, som gælder for ”dhimmierne”, der til gengæld for deres underkastelse ikke bliver dræbt som andre vantro, men får lov til at beholde livet som andenrangs personer i det muslimske samfund (Besançon, forord til Jacques Ellul, Islam et judéo-christianisme, Paris, Presses Universitaires de France, 2004, s. 27).
For at få kristendommen og islam til at passe sammen accepterer Küng endda den islamiske påstand, at de kristne og jøderne har ”fordærvet” Guds oprindelige åbenbaring, og han retter et angreb på den hellenistiske arv, som efter hans mening rokker ved monoteismen, og følgelig på den traditionelle kristologi, uden hvilken der i virkeligheden ikke kan være tale om kristendom.
Det, som Küng implicit afviser, er, skriver Marie-Thérèse Urvoy, ”Treenigheden og Inkarnationen” .
For at sætte overensstemmelsen mellem de tre ”abrahamiske religioner” desto mere i relief ender Küng, på trods af nogle høflige forbehold undervejs, med at sige, at alle alligevel tror på den samme ”gud”:
”Indtil vore dage har jøder, kristne og muslimer (i den arabiske verden) ikke kendt Gud under andet navn end Allah, og derfor kan man ganske enkelt oversætte Allah med Gud: alle troende tror på den samme Gud” (Islam, fransk udgave, s. 70).
Det er denne sproglige fælde, som den franske teolog Jacques Ellul allerede for en del år siden gjorde opmærksom på: Ordlyden kan sagtens være ens, men ordlyden dækker over helt forskellige, ja, modsatte indhold.
Den samme ordlyd betegner her helt forskellige personer (det gælder for Gud såvel som for Jesus) og rummer en fuldstændig forskellig betydning (Islam et judéo-christianisme, ss. 90-91).
Verdensfreden
Hvorfor skriver Hans Küng sådan en bog, som mest af alt fremstår som et udtryk for det, G.K. Chesterton i sin roman fra 1914 Den flyvende kro kaldte for Chrislam?
Spørgsmålet er let at besvare. Han gør det i sin egenskab af formand og grundlægger af Stiftelsen Weltethos, som arbejder for en ”global etik”.
Grundidéerne for en ”global etik” har Küng formuleret adskillige steder. Det er hans tanke, at religionerne i bund og grund opstiller samme etiske krav: ”Du skal ikke slå ihjel, ikke stjæle, ikke lyve” osv. ”Den gyldne regel” (Gør ikke mod andre, hvad du ikke vil, de skal gøre mod dig) findes i alle religioner, inklusive islam.
Til støtte derfor citerer Küng f.eks. en hadith, som siger, ”Man er først en sand troende, når man ønsker sin bror det samme, man ønsker for sig selv” (Küngs forelæsning ”The World’s Religions: Common Ethical Values”, Santa Clara University, 31. marts 2005).
Væbnet med et sådant citat behøver Küng ikke at omtale jihad og heller ikke præcisere, hvad ”en sand troende” eller ordet ”broder” betyder i konteksten (om betegnelsen ”bror” gælder for hvert menneske på jorden eller kun for brødrene i troen).
Ja, ubehagelige kendsgerninger kan forties. Forties for fredens skyld. For Stiftelsen Weltethos har nemlig freden som motto eller slagord: „Ingen fred mellem nationer uden fred mellem religioner. Ingen fred mellem religioner uden dialog”.
For Küng er freden noget, der kan skabes, noget, som næsten udelukkende synes at afhænge af den gode vilje, af en ny måde at se tingene på. For at formulere det lidt firkantet: Det er nok at sige ”fred” i stedet for ”krig”, for at krigen (eller fjendtligheden) forsvinder – en næsten magisk tro på ordlyden og på subjektiviteten.
Min formulering er sikkert uelegant, men den er ikke en overdrivelse. Det er sådan Küng tænker, hvilket man også kan overbevise sig om ved læsningen af hans artikel ”Der Westen und der Islam” (i tidsskriftet Der Bürger im Staat, tema Die arabische Welt und der Westen, nr. 2, 2006, Stuttgart, ss. 86-93.)
Küng understreger her fra begyndelsen, at hans anliggende er at opstille et program, som er den direkte modsætning til Samuel Huntingtons ”clash of civilizations”. Det drejer sig om et nyt ”paradigme”, hvor krigen bliver erstattet med freden, og hvor der ikke findes nogen fjende.
For Küng synes konflikterne ikke at afhænge af en objektiv situation, men af den måde, hvorpå man tænker. Hvorfor han konsekvent taler om ”fjendebilleder”. Küng gør nemlig Vesten ansvarlig for at have fulgt Samuel Huntingtons ”paradigme“ og efter den Kolde Krig ”erstattet kommunismen med islam som fjendebillede” (”Der Westen und der Islam”, s. 86).
Alene denne formulering er afslørende. ”Fjende” og ”fjendebillede” er ikke synonymer. ”Fjenden” eksisterer objektivt, det er en virkelighed, vi må forholde os til.
Der findes fjendtlige handlinger, som fjenden kendes på: angreb, forfølgelse, besættelse. ”Fjendebilledet” er derimod noget subjektivt, det er kun noget, som findes i vores bevidsthed, eller anderledes sagt noget, vi bilder os ind.
Bortcensur af islams forbrydelser
Når Küng betegner islam som et ”fjendebillede” på linje med kommunismen, implicerer dette, at islam lige så lidt som kommunismen er en sand fjende for Vesten. Når han omtaler kommunismen som ”fjendebillede”, bortcensurerer han kommunismen som den reelle fjende, ja, som den magt, der har medført 100 millioner menneskers død.
Når han omtaler islam som ”fjendebillede”, bortcensurerer han islams ganske reelle forbrydelser og menneskenes lidelser under islam (f.eks. de kristnes forfølgelser).
Uden tvivl er freden Hans Küngs ideal. Et meget skrøbeligt ideal (”vejen til helvede er brolagt med gode hensigter”, siger englænderne), med meget få chancer for at bare i en beskeden målestok at kunne virkeliggøre sig.
For ”idealet” tager ikke virkeligheden i betragtning, den forfalsker virkeligheden. ”Bruk ikke det utenlandske ord: idealer”, sagde Henrik Ibsen, ”Vi har jo det gode norske ord: løgne”.
Jeg har omtalt modsætningen mellem de to typer fred som repræsenteret ved hhv. pave Benedikts tale 1. januar og Hans Küngs forfatterskab, fordi det drejer sig om et principielt spørgsmål. Feje fortielser, illusioner og utopier (anderledes sagt løgnene) har aldrig tjent freden. For at der kan være fred, må der være sandhed.
For at der kan være fred, må der være frihed. Ingen fred kan etableres, så længe de kristne bliver forfulgt. De er forfulgt hovedsagelig i de muslimske lande. Det er ikke for tidligt, at de kristne i verden i gensidighedens eller den gyldne regels navn kræver respekt.
Monica Papazu er forfatter og litterat
