Hvis læserne i disse corona-tider savner et sted at fejre befrielsesdagene for 75 år siden, så besøg toppen af Vendsyssel ved Børglum Kloster. Nyd foråret og bemærk, at klostermøllens vinger står stille. Det har de gjort siden 1942 – gennem årtiernes regn og slud, sol og blæst, og generationer der kom og gik.
Vindmøllen blev sat i stå en dag i 1942, da nyheden nåede frem om dansk politis drab på unge Christian Rottbøll.
Børglum-sønnen var en af de første frihedskæmpere, en vigtig faldskærmsagent, og derfor døde han. Myrdet af dansk politi til nazisternes tilfredshed.
Få dage forinden havde landets socialdemokratiske statsminister Vilhelm Buhl holdt sin berygtede stikkertale til nationen, og skønt Buhl ikke opfordrede til drab – kun stikkeri – så trak talen et blodigt spor hen over Danmark. Storstikkeren Grethe Bartram startede sin løbebane umiddelbart efter Buhls tale.
Buhl havde som statsminister støtte fra Radikale, Venstre og Konservative i Rigsdagen. Oprindelig var de fire partiers samarbejde med Adolf Hitler helt i orden, for det reddede danske menneskeliv. Men de fire partier trak aldrig en streg i sandet ved at sige ”nok er nok”. Derfor endte samarbejdspolitikken som forræderi.
Af samme grund bør statsminister Mette Frederiksen (S) og lederne af Venstre, Radikale og Konservative benytte 75-års jubilæet for befrielsen til at undskylde.
Naturligvis er nutidens fire partiledere ikke personligt ansvarlige, men en officiel undskyldning er nødvendig for at forbedre Danmarks debatkultur og begrænse historieløsheden.
Denne historieløshed ses eksempelvis af, at det socialdemokratiske styre i København for få år siden navngav en gade efter Buhl. Mig bekendt har København ingen ”Rottbølls Gade”.
Så tag endelig turen til toppen ved Børglum og besøg museet, når det åbner. De stillestående møllevinger er et tavst vidnesbyrd om, hvor modige og beslutsomme folk som Rottbøll var. De var jaget vildt, og stikkere var eventyrlig højt lønnet af den danske statskasse.
Synet af møllen får mig også til at tænke på min afdøde far, som var frihedskæmper. Han gennemgik fare, og nære kampfæller døde, men han slap igennem til 4. maj. Ellers havde jeg ikke skrevet dette.
Nu må der igen lys i vinduerne, og jeg håber, at statsministeren har mod og anstændighed nok til at sige undskyld, for det vil virke samlende for nationen.
Går Mette Frederiksen derimod glip af denne chance, har jeg en ret præcis anelse om, hvordan mange frihedskæmpere ville have reageret:
Uden erkendelse, ingen forsoning.
Den reaktion udspringer af det stof, frihedskæmperne var gjort af.
God 4. maj!
Erik Høgh-Sørensen er medlem af Regionsrådet i Nordjylland, medlem af Dansk Folkepartis Hovedbestyrelse, medlem af Kaj Munk Selskabet, journalist, foredragsholder og forfatter til dokumentarbøger, herunder "Forbrydere uden straf" og "Mod vinden"
