Engang var jeg på biblioteket, fordi jeg skulle finde nogle bøger til en gymnasieopgave, jeg sikkert aldrig fik skrevet. Her mødte jeg Jonas, som jeg ikke havde set nogle år. Han var ældre end mig og i fuld gang med at realisere sin drøm om at blive karriere-akademiker. Han introducerede mig til en teoretiker, sådanne havde jeg aldrig stødt på før, ved navn Francis Fukuyama. Fukuyama havde skrevet bogen “Historiens endeligt?”, som i grove træk argumenterede for, at med Sovjets opløsning, havde det liberale demokrati sejret over alle moderne kollektivistiske alternativer - det fascistiske blev knust i 2. Verdenskrig.
Således tegnede fremtiden lys for Verden. Det liberale demokrati ville tjene som et forbillede for alle verdens folkeslag, der ville have del i den rigdom og frihed vi så let tager for givet. Det betød økonomisk fremgang, frihed og mindre krig og således ville historien, som vi kender den, stoppe. Alt ville blive forhandlet, handlet og måske, begræd Fukuyama, noget kedeligt. En ny Verdensorden, kaldte Bill Clinton det, og alle spurgte om amerikanerne i så fald skulle være Verdens politimand.
Men når jeg diskuterede med Marius de følgende år, så sagde han, at jeg mere lød som en anden teoretiker ved navn Samuel Huntington. Marius arbejdede dengang på DUPI, Dansk Udenrigspolitisk Institut, og havde ofte interessante artikler med til mig når vi skulle se Champions League på mit TV, Lord Monckton. Huntington havde skabt røre ved at give Fukuyama et modsvar med sit essay Civilisationernes Sammenstød. Heri argumenterede han, at mennesker først og fremmest var udtryk for deres kultur, end de institutioner de havde skabt. Og ingen afstand mellem kulturer var større end den mellem civilisationer, logisk nok.
Med krigen i Jugoslavien som eksempel, argumenterede Huntington, at vores kulturelle tilhørsforhold i sidste ende dikterer vores sympati - vi sympatiserer med dem vi ligner. Tre forskellige civilisationer samlet i et politisk system, der pludseligt mistede sin tyran i det kommunistiske regime. Tre forskellige sympatier. Krigen i Jugoslavien handlede ikke om forfatnings-stridigheder, jordreformer, klasseskel eller ideologi. Det var etnicitet og kultur, der dikterede ‘os mod dem’. Og sådan var det også ude i Verden: Vesten holdt med kroaterne, Rusland med serberne og den muslimske Verden med muslimerne.
Konfliktpotentialet var størst der hvor civilisationerne stødte sammen, argumenterede Huntington og skabte ekstra kontrovers for sin teori ved at bemærke at “islam has bloody borders”. En kontrovers der i sig selv symboliserede Huntingtons tese om civilisationernes sammenstød, da de, der mente at det tenderede chauvinisme var de samme, der mente, at deres vestlige liberalisme var universel - ‘menneske-synenes’ sammenstød kunne man sige.
Huntington havde desværre ret, men Fukuyama ramte tidsånden - Det var derfor det var Huntington, der var kontroversiel. Vesten var igennem 90erne og ind i 2000 så stærk, økonomisk kulturelt og militært, at det så ud som om, vores værdier var universelle, fordi vi kunne diktere dem på andre. Men liberalisme er ikke en universel værdi, det en meget vestlig værdi.
Huntington skrev følgende om den meget prosaiske baggrund for Vestens succes
-----
- "The causes of this unique and dramatic development included in the social structure and class relations of the west, the rise of cities and commerce, the relative dispersion of power in western societies between estates and monarchs and secular and religious authorities, the emergence sense of national consciousness among western peoples, and the development of bureaucracies. The immediate source of Western expansion, however, was technological: the invention of the means of ocean navigation for reaching distant peoples and the development of the military capabilities for conquering those peoples. “[I]n large measure,” as Geofrey Parker has observed, “ ‘the rise of the West’ depended upon exercise of force, upon the fact that the military balance between the Europeans and their adversaries overseas was steadily tilting in favor of the former;... the key to the Westerners success in creating the first truly global empires between 1500 and 1750 depended upon precisely those improvements in the ability to wage war which have been termed ‘the military revolution.’ “ The expansion of the West was also facilitated in the superiority in organization, discipline, and training of its troops and subsequently by the superior weapon, transport, logistics, and medical services resulting from its leadership in the industrial revolution. The West won the world not by the superiority of its ideas or values or religion (to which few members of other civilizations were converted) but rather by its superiority in applying organized violence. Westerners often forget this fact; non-Westerners never do."
---
I USA rationaliserede de neo-konservative, at gode tider aldrig kunne komme for tidligt, og drømte om at vælte regimer i et væk, for at se liberale demokratier springe i blomst i deres sted. De var nu ikke de eneste; henover midten af Kongressen var der bred støtte til enhver krig, den til enhver tid siddende præsident kunne foreslå. Men amerikanerne flest var ikke til det eventyr: Bush blev valgt på en ‘Amerika først’ dagsorden indtil 11. September angrebet ændrede kursen radikalt.
Obama blev båret ind i Det Hvide Hus fordi han lovede ‘håb og forandring’. Men intet ændrede sig, for man var godt i gang med at forme den nye Verdensorden, en blodig fiasko efter den anden.
Højrefløjen forstod Bush, når han italesatte USAs særlige mission. Og for venstrefløjen var der mening med den højere nødvendighed, som Obama beskrev. Derfor blev de lunkent genvalgt. Men de var et fedt, var de, Bush og Obama, et rødt og et blåt udtryk for et uni-parti. Den liberale tankegang, med dens indbyggede krige, forkastede amerikanerne for tredje gang med valget af Trump i 2016. Vi håbede med ham, at den liberale hegemonis illusion kunne afvikles lige så relativt fredeligt som Sovjetunionen gik i opløsning. Desværre lykkedes det den liberale hegemoni at mobilisere alle sine kræfter og indsætte den kognitivt svækkede Joe Biden, som kransekagefigur.
Det var i øvrigt det samme meta-paradigme, der bar den ansvarsløse indvandringspolitiks logik. Besnærende blev den liberale ordens logik opfattet som universel og således undgik den venstrefløjens kulturkritiske beskyldning om vestlig imperialisme. Mennesker er mennesker, andet er racisme. Og da vi allerede har institutionerne på plads, skal de blot befolkes. Det betyder mindre, hvornår højtider afholdes, hvilke madvaner der er typiske, eller hvad tøj udtrykker: institutioner er kulturbærende, nationer er kunstige opfindelser fra midten af 1800 tallet. Integration, hed det, fordi det handlede om et system og ikke mennesker med en kultur - kultur var intet andet end livsstil. Det var dengang. Nu forbydes utilbørlig omgang med islamiske symboler af frygt for de tilvandrede læger og ingeniører fra den muslimske Verden. Ofret er evnen til at være uenige i mindelighed.
Verden ændrede sig, Vesten blev stadig mindre i forhold til Resten, både økonomisk, kulturelt og militært. Illusionen om at bo i en liberal verdensorden der kunne opretholde sig selv uden brug af et voldsmonopol er nået sit sørgelige endeligt med en forudsigelig og unødvendig krig i Ukraine - en krig som er tabt for længst. Det viste sig, som Huntington sagde, at når den ene civilisation, Vesten, forsøger at brække et stykke, Ukraine, af den anden civilisation, den ortodokse, bliver der krig.
Jeg er blevet så gammel, at jeg har kunnet følge en æra fra sin fødsel til sin død.
