Enhver krise kalder på yderligere indskrænkelse af ytringsfriheden. Klimaet er så vigtigt et emne, at et demokrati ikke kan tåle at diskutere det mangelfulde videnskabelige belæg, undergangs-frygten er baseret på. Russiske medier er censureret fra nettet, fordi de lyver. Det gør de helt sikkert, men det gør ikke vores egne medier og regeringer mere troværdige. Og når en håndfuld engagerede personer vælger at udtrykke deres utilfredshed med den islamiske ideologi ved at afbrænde koraner, indfører man forbud mod utilbørlig omgang med religiøse artefakter.
På Trykkefrihedsselskabet debatmøde om Koranafbrændingsforbuddet argumenterede Christian Friis Bach fra Radikale Venstre for intentionen bag det omstridte stykke lovgivning, som han dog mente var sjusket formuleret. Med et forbud ville det nemlig blive lettere at sprede frihedens idealer ude i Verden, da vi således kunne vise fremmede og mindre fremkommelige folkeslag, at heller ikke vi tolererede hån, spot og latterliggørelse hjemme i andedammen. Samtidig, og det var meget alvorligt, ville vi også undgå at bringe rigets sikkerhed over styr, for terror truer. Han mindede også noget umotiveret erhvervsmanden Asger Aamund, der ligeledes sad i panelet, om at muslimer ikke var en monolitisk størrelse, men var lige så forskellige som alle andre.
Det var sofisme grundlagt i en perfid stråmand. Der er selvfølgelig ingen, der tror, at alle er ens, slet ikke en erhvervsmand som Aamund, der har gjort forretninger i det meste af Verden. Men der er forskelle på ‘os og dem’ som grupper og det ved Friis Bach udmærket - hvorfor skal vi ellers opgive vores frihed for at få ‘dem’ til at blive mere tolerante over for mindretal af alle køn? Kunne vi ikke blot påstå at afskaffelsen af Store Bededag var til Allahs ære? Og hvad er det med koraner og terrortrusler mod rigets sikkerhed, der hænger så underforstået sammen, at man bliver racist ved at påtale det?
Ytringsfrihed er et kulturelt indre pres, vi i Vesten næsten står alene med, opfundet som modsvar på vold og krig affødt af religiøs intolerance. Resten af verden går ikke op i friheden til at tegne og skrive og danse badut. Og trods påstanden om det modsatte, så interesserer resten af verden sig heller ikke synderligt for, hvad vi går op i herhjemme. Men hvis man kan true Vesten til underdanighed, forvandles en lille uæstetisk protest foran en ambassade straks til et potentiale for terror og nedgang i feta-konsumeringen.
Hamas´ massakre i Israel var ikke en terrorhandling. Den skulle ikke så frygt i den israelske befolkning for at ændre en diskurs i debatten. Eller i hvert fald ikke først og fremmest, for alle handlinger har flere formål. Det primære formål var at vise den muslimske verden, hvorledes Palæstina skal blive frit ‘fra floden til havet’. Alle jøderne mellem Jordan-floden og Middelhavet, skal lide den samme skæbne, som de ca 1.400 ofre.2 Fra floden til havet” er Hamas’ udtryk for ‘Endlösung’.
Hamas vidste, at de kun havde begrænset tid i Israel, inden de ville blive slået tilbage eller nedkæmpet. Alligevel brugte de tid på at torturere jøder og skænde deres lig. De optog selv grusomhederne for at bruge dem til propagandaformål. I strid med al logik hverver de medlemmer ved at svælge i grusomheder - kom og vær med. Grusomhederne tjener som en renselse for jihadisternes sind. De er opvokset med fortællingen om Nakba, ‘Katastrofen’, at jøderne fik deres eget land, at jøderne blev herrer i eget hus, midt i den arabisk-muslimske verden, uden at været ydmyget og underdanige. Blodrusen var katarsis.
EUs Thierry Breton benyttede massakren i Israel til at rase imod den trussel hverdagens debat udgør, som den selv forsøger at finde ud af, hvad der er op og ned i denne verden. “Vi vil ikke lade terror og desinformation splitte os og underminere vores demokrati” erklærede han højtideligt og bebudede hvorledes EU vil straffe de sociale medier for utilbørligt indhold. “Men hvad ER det for noget indhold, de snakker om?” spurgte Elon Musk, da EU kommissionen advarede om, at hans platform X, spredte “illegalt indhold og desinformation”.
EU havde selv truet Elon Musk med straf, hvis ikke han fjerner “graphic images of Hamas attacks”. Og på den måde har EU berøvet Israel en mulighed for at forsvare deres gengældelse for verdensopinionen. At man ikke kan dokumentere Hamas’ bestialitet, der i sig selv beviser, at Israel-Palæstinakonflikten ikke drejer sig om matrikelnumre. Det drejer sig, som Dennis Prager ynder at pointere, om at den ene part, Hamas, ønsker at udrydde den anden part, jøderne.
Berlingske Tidende kaldte i sin leder 25/10 rammende massakren for et Holocaust og konkluderede at ”[a]lle de mennesker, som enten hylder, eller benægter, Hamas terroren, burde tvinges til at sen den dokumentation, som findes”. Men hvorfor stoppe der? At censurere virkeligheden af hensyn til ideen om et overordnet gode, er også den konklusion, terrorgruppen Hamas er nået til. Det man censurerer fra debatten bliver erstattet med løgne (hvad måtte man således ikke se fra massakren i Bataclan?).
Alle er ikke omfattet af bekymringen om at sprede misinformation. Pressen tog gladeligt Hamas historier for givet - Det gør de altid. Fordi ingen kunne se billederne af grusomhederne, druknede historien om de halshuggede spædbørn i en påstand mod påstand, der blot delte folk efter deres sympatier. New York Times journalisten Eric Levitz, skrev i et enestående bizart anfald af præciserende forbehold, at man ikke kunne vide hvorfor spædbørnene manglede deres hoveder
I går aftes antydede jeg, at denne rapport indikerer at spædbørn var blevet halshugget. Jeg skulle have sagt at rapporten slår fast at spædbørn var fundet hovedløse, et faktum der gør påstande om afhugning af deres hoveder plausible, men som ikke beviser dem.
Omvendt er det når Hamas påstår at de israelske sikkerhedsstyrker har bombet et hospital og myrdet 600 mennesker. Sandheden var, som man kunne se da dagslyset brød frem, at hospitalet ikke var blevet ramt. Det var til gengæld en parkeringspladsen blevet, hvor der var dræbt 30-50 mennesker, der opholdt sig. Ydermere kunne seere live på Al-Jazeera se at missilet kom fra Hamas selv. Og Israel fremlagde en lydoptagelse af to Hamas folk, som syntes noget trykkede af inkompetencen.
Der var jo også dengang, BBC mente at israelerne havde slået en søn til en af deres rapportere ihjel. Det viste sig at være Hamas. I 2021 slog Hamas otte børn ihjel sammen med otte voksne fordi et andet missil styrtede ned, førend det nåede Israel. Og kan De huske massakren i Jenin, hvor det stik mod pressens saftige historier, viste sig at israelerne ikke havde slagtet hundredvis af civile, men i stedet nedkæmpet 50 jihadister, der havde forskanset sig så effektivt i deres terrorrede, at det kostede et dusin israelske soldater livet. Deres arbejde var kompliceret af, at de skulle tage hensyn til menneskeskjoldene. En dansk lægestuderende bevidnede i en senere dokumentar på Danmarks Radios vegne forfærdet, hvorledes der næsten lå et net af kobbertråde fra de israelske missiler, han mente vidnede om en massakre. Det var selvfølgelig det modsatte, meget dyre præcisionsvåben, der med computerstyring var blevet guidet mod deres mål.
Der har været masser af demonstrationer verden over, som i Grækenland, New York, London (London Underground) med opdelte køn, Washington, Sverige, Stockholm, Barcelona, Harvard. I Odense blev der råbt på Israels ødelæggelse, mens Hamas blev hyldet. Man ser også mentaliteten hos den herboende tyrkiske Erdogan-propagandist Fatih Alev, der på Facebook skrev at jøderne var, “et ildeset mindretal i Europa”, der “har fået lov at lege stat for en tid” og kaldte Israel “et parentes i historien”. Håbet er lysegrønt.
I krudttønden Frankrig har man derfor forbudt flere demonstrationer til fordel for palæstinenserne af frygt for at uroen kommer helt ud af kontrol. Ytringsfriheden afskaffes som antallet af muslimer stiger. Omvendt kan man med Friis Bachs optimisme i baghovedet håbe, at det vil hjælpe kvinderne i Gambia.
Artiklen har været bragt i 24Nyt
