Befrielsesdagene og den lysegrønne bøgeskov får mig hvert år til at sende varme tanker til min afdøde far og andre frihedskæmpere, som ikke blot bekæmpede nazismen, men også det officielle Danmarks Hitler-medløberi.
Frihedskæmperne bidrog til at overdrage demokrati og retsstat til min generation, og tak for det!
Mange betalte dengang den højeste pris, og så blodigt er Danmark heldigvis ikke nu. Alligevel genser vi en ny statscensur og undertrykkelse, fordi politiledelser og retssystem alt for ofte agerer forlænget arm for regeringspolitikere.
I dag må man for eksempel helst ikke ytre religionskritik.
Dette erfarede jeg, da jeg i 2020 kritiserede opsigtsvækkende og grov vold begået i Sønderborg.
En tyrker havde videofilmet, hvordan han tævede en dreng, hvorefter gerningsmanden selv spredte videoen på Facebook. Sagen blev kendt som ”kys min fod”-sagen. Den slags dominansvold er uacceptabel, uanset hvem der begår overgrebet.
Billederne af volden var autentiske og talte for sig selv, så jeg videredelte tweetet uden at kommentere. Jeg var nøjagtig som en avisdreng, der leverede chefredaktørens ord til avis-abonnenterne.
Naturligvis var ofrets ansigt sløret til ukendelighed, og dermed brød jeg ikke Straffelovens §264d – men det blev jeg dømt for!
Denne paragraf er så løst formuleret, at politi og dommere kan misbruge den til politisk forfølgelse, og censuren går systematisk ud over islamkritikere ifølge Trykkefrihedsselskabet.
Jeg havde ikke skrevet noget faktuelt forkert, og min sag er interessant, fordi Sydjyllands og Nordjyllands Politi afslørede sig selv. Politiet gik aktivt på fisketur for at få civile til at anmelde mig.
Faktisk kan anmeldelsen af mig sågar være enten forfalsket eller på anden måde ugyldig, men ”systemet” nægtede at lade min forsvarer føre vidner, som kunne belyse netop dette aspekt.
Andre aspekter er lige så iøjnefaldende. Folk, som havde re-tweetet nøjagtig samme tweet som mig, blev ikke retsforfulgt. Det gjorde forfatteren til det oprindelige tweet heller ikke. Således forduftede retsstats-principper om lighed for loven og magtens tredeling.
Endelig indføjedes der forkerte oplysninger i dombøgerne. Dette skete i første omgang pga. Hjørring-byretsdommer Mette Fuglsang Mortensen, og fejlene blev ikke rettet af Vestre Landsrets-dommerne Marie Kathrine Nielsen, Lars Christensen og Jette Uhrenholt. Derpå nægtede Procesbevillingsnævnet at lade sagen komme for Højesteret.
Og så er vi tilbage ved udgangspunktet. Min og andre lignende sager giver mindelser til overgrebet mod Vilhelm la Cour i 1942, og netop derfor er det glædeligt også i 2023 at fejre frihedsdagene og sende en tanke til frihedskæmperne. De opgav ikke. Naturligvis og heldigvis er der store forskelle i forhold til dengang. Vi lever i et fredeligt land, men sag efter sag har i de senere år blotlagt et dansk retssystem og demokrati i historisk krise. Det bør vi forholde os til.
