"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Ordets jihad

15. november 2011 - Artikel - af Jette Plesner Dali

Jette Plesner Dali

Ordet "ghetto" er ved at blive bandlyst. Bandlysningen er led i en igangværende kamp på ord, der skal ses som en domænekamp mellem grundloven og sharia'en, skriver Jette Plesner Dali

Det har været ikke så lidt af en surrealistisk oplevelse at følge integrationsdebatten, siden Carsten Hansen, nyudnævnt boligminister (S) ved en konference i Statens Byggeforskningsinstitut om "De vilde drenge og andre udfordringer" stillede det retoriske spørgsmål:

"Hvem vil bo i en ghetto?" og slog til lyd for, at nu skulle ordet "ghetto" ud af det danske sprog og erstattes med "udsatte boligområder".

Forslaget om at fjerne ordet "ghetto" kommer oprindeligt fra Københavns integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev (R):

"Ghetto er et meget stigmatiserende ord, det er også et skræmmebillede, som vores gamle regering har importeret fra udlandet, og det er slet ikke den virkelighed, der er ude i kommunerne."

Allerslev fortæller, at man i Københavns Kommune allerede har droppet ghettobetegnelsen.

Nordisk Råds "ghettoficering"

Regeringens udmelding har vakt begejstring i Sverige. Elisabeth Björnsdotter Rahm, der sidder i Nordisk Råd for Moderata Samlingspartiet (M), mener således, at "ghetto" smager af fattigdom, nazisme og amerikanske parallelsamfund – ikke noget som efter hendes opfattelse er efterlignelsesværdigt i Norden.

Hun fortæller, at Nordisk Råds Velfærdsudvalg ved sit møde den 3. november fremlagde ti forslag til, hvordan man i Norden modvirker "ghettoficering".

Et tiltag, som  angiveligt har udløst stor ros fra den nytiltrådte kirke- og ligestillingsminister, Manu Sareen (R).

Blandt Nordisk Råds forslag er bl.a. nedsættelsen af en nordisk "task force" på ministerniveau, der skal udarbejde et ti-punktsprogram for, hvordan de nordiske regeringer i fællesskab kan skabe et mere inkluderende samfund.

Bl.a. mener Rådet, at man bør opfordre kvinder og mænd med anden etnisk baggrund end nordisk til at søge indflydelse i diverse råd, udvalg, styrelser, nævn og organisationer.

Sharia-zoner

Den polsk-tyske journalist og forfatter Henryk Broder beskriver den 30. oktober i sin klumme i Die Welt, hvordan repræsentanter for diverse islamiske organisationer i Danmark nu kræver sharia-zoner indført.

Det fremgår endvidere, at Bashy Quraishy, der normalt er bosat i Danmark, på vegne af EMISCO, European Muslim Initiative for Social Cohesion. ved en konference i Wien fornylig, forlangte indførelse af "retningslinjer mod islamofobi i den offentlige debat, herunder en nærmere undersøgelse af "den terminologi som medierne anvender i dækningen af islam, muslimer generelt og terrorisme specifikt".

Påbud om sharia

Det mildelst talt u-danske forslag om at forbyde bestemte ord er en direkte udløber af Muhammedkrisen, hvor vi for første gang stødte på påbud om sharia i Danmark – i form af forbuddet mod at afbilde Muhammed.

Siden er flere krav kommet til.

Mange religioner har forbud mod at afbilde Gud. Det specielle ved islam er, at det religiøst begrundede forbud mod at tegne profeten skal påtvinges alle andre.

Det sker under dække af påstået krænkelse. Det er islam, der mener, det er en krænkelse. Det siger shariaen.

Derfor var ønsket om at påtvinge Danmark et billedforbud et forsøg på at gøre sharia gældende i det danske samfund. Og lige siden september 2005 har slaget stået om, hvorvidt det er grundloven eller sharia'en, der skal gælde i Danmark.

Med direkte opfordringer til voldsomme reaktioner lykkedes det som bekendt for også danske muslimer at få opbakning fra gadens parlament i bl.a. Syrien, Libanon, Pakistan og Afghanistan.

Islam har derved sikret et domæne, som ingen – eller kun meget få – vover at røre ved. Islam vil være den eneste fredhellige og urørlige religion.

Gode venner

Det er et krav, der finder forståelse hos De radikale. Integrationsborgmester Anna Mee Allerslev begrunder sit tætte samarbejde med fremtrædende islamister således:

"Jeg nægter at give efter for den islamofobi og frygt for muslimer, som har bredt sig via Dansk Folkepartis alt for store indflydelse på integrationsdebatten under den borgerlige regering."

Hun mener, at det er en borgmesters fornemste pligt at "yde en diplomatisk indsats for at få samfundet til at fungere bedst muligt". ... Vi har ... en fælles udfordring og et klart fælles mål."

Hos Socialdemokraterne er det lykkedes muslimer med nære familiære bånd til bl.a. Hizb ut-Tahrir at komme helt tæt på statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Da statsministeren i forbindelse med valgkampen aflagde besøge hos op mod angiveligt ½ mio. københavnske vælgere, havde hun som sin ledsager valgt næstformand i Københavns Borgerrepræsentation, Ikram Sarwar, som efter eget udsagn har to brødre i Hizb ut-Tahrir.

Det formilder dog ikke de unge islamister, som i en pressemeddelelse går i rette med social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) for denne udtalelse:

"Det er ikke nok alene at have fokus på, at hvis folk bare finder et arbejde, så kommer de nok også til at dele vores værdier. Vi skal holdningsbearbejde. ... Den der dem og os-retorik har haft en negativ indvirkning. Den har skubbet folk derover, hvor de kigger indad mod deres egne værdier."

Hizb ut-Tahrirs talsmand Chadi Freigeh spørger: "Hvem er det, der trænger til holdningsbearbejdning? Familier der lever efter islamiske normer, eller familier, der lever efter vestlige normer?"

Og konkluderer: "Vort budskab til muslimerne, forældre såvel som unge, er at holde fast i de islamiske værdier."

Ægte demokrati

Samarbejdet mellem såkaldt mainstream-politikere og unge islamister er ikke af nyere dato.

I Det Radikale Venstre har det således stået på siden 2001, men i årenes løb er også Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten hoppet med på trenden. Og de ser tilsyneladende ingen problemer i at samarbejde med unge muslimer, som både forsvarer og foretrækker islamiske værdier.

Specielt De radikale roser sig af, at et sådant samarbejde er tegn på ægte demokrati.

Men skal vi overtage præmissen om, at kritik af islam, bl.a. sharia'en, er lig med racisme, sådan som Bashy Quraishy og konsorter ihærdigt lobbyer for?

Skal vi overtage præmissen om, at bestemte ord, for eksempel "ghetto", er en hindring for integration?

Er der tale om ægte demokrati, hvis vi tvinges til at acceptere, at ord eller streger i en avis kan være så "krænkende", at det er helt i orden, hvis nogle (muslimer) reagerer med vold?

Jeg mener nej.

Den igangværende kamp på ord – ordets Jihad – skal ses som en domænekamp mellem grundloven og sharia'en. Taber vi frihedskampen her, er det ikke bare tegnerne og den frie presse, der bliver taberne.

Det er selve demokratiet.

 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg