Da Sappho for nylig berettede om Politikenkommentatoren Rune Engelbreth Larsens tidligere opfordring til indvandrere om at skaffe sig våben for at gøre sig klar til et fremtidigt ”selvforsvar”, anklagede Rune Engelbreth Larsen artiklens forfatter, Jette Plesner Dali, for citatfusk.
For 11 år siden, da pistolen på Faklens forside første gang vakte medieopmærksomhed, lød Rune Engelbreths forsvar, at revolveren var en legetøjspistol og udelukkende havde til formål at ”fange danskernes opmærksomhed” (Ekstra Bladet 6/1 2000).
Tre meget forskellige og forbløffende forklaringer.
For det første er der ikke skyggen af citatfusk i Sapphos artikel. For det andet kræver indkøb af legetøjspistol ikke våbentilladelse (emnet for Faklens artikel).
For det tredje findes der jo mere opmærksomhedsskabende fotos end våben-billeder. Sex og nøgne kvinder f.eks.
Og endeligt virkede det besynderligt, at den udførlige anvisning til, hvordan man anskaffer sig et våben, for længst er blevet fjernet fra Faklens netudgave.
Hvorfor disse vidtløftige bortforklaringer? Hvad er Rune Engelbreth Larsens forhold til vold som politisk våben egentligt? Og hvad er hans åndelige baggrund?
Satanisme er humanisme
Rune Engelbreth Larsen har, siden han blev offentligt kendt som redaktør af tidsskriftet Faklen i 1996, erklæret sig for humanist.
Med denne mærkat skulle der være rammet en pæl gennem påstanden om, at han dengang var ”satanist”, dvs. sekterisk religiøs okkultist med tarotkort, magi og andet kultisk hokus-pokus.
Men så let lader sagen sig ikke afgøre.
I den hidtil grundigste analyse af Faklen og dets ideologiske baggrund Bibelforfalskningen og tidsskriftet Faklen dokumenterer Johan Herman Rump, at Erwin Neutzsky-Wulff, som Engelbreth var discipel af også i Faklen-perioden, har en særdeles særpræget definition af humanisme.
Neutzsky-Wulff har således gentagne gange erklæret, at satanisme og humanisme for ham er to ord for det samme. I sin bog Okkultisme (1985) skriver han:
”I en tidsalder som denne kunne man føle sig fristet til at opfinde humanismen. En sådan humanisme skulle fastholde, at mennesket eksisterer, at hvert eneste menneske fødes med nogle begær og evner til at tilfredsstille disse begær… At mennesket af natur er rimelig skikkeligt, men, når det forstyrres i sin lykke, også råder muligheder til at forsvare sig, som en sidste (men absolut effektiv) udvej, drabet”.
Vi taler altså om en humanisme, hvor mennesket selv sætter normen – eller sætter den til side om nødvendigt. En humanisme, der blåstempler drabet.
”Du skal være villig til at slå ihjel”
I Neutzsky-Wulff s bog ”Døden” fra 1996, samme år som Faklen begyndte at udkomme, fremstår de voldsforherligende træk ved hans ”humanisme” endnu tydeligere.
Bogen beskriver et fremtidigt fascist-diktatur i Danmark, der kræver håndfaste modforholdsregler fra satanisme-humanisterne. Det hedder:
”Du skal være villig til at dø, villig til at slå ihjel, så er der ingen, der tør røre dig. Især hvis de ser, at du ikke bare er parat til det, det ville være dig en udsøgt fornøjelse!”
Den udsøgte fornøjelse ved at slå ihjel! En formulering, Rune Engelbreth eksplicit forsvarede, da den blev udsat for kritik i Weekendavisen. Neutzsky-Wulff var ifølge Engelbreth nemlig intet mindre end på tænkerniveau med Søren Kierkegaard.
Hans tankeverden var ”det absolut bedste bud på et radikalt sammenhængende verdensbillede”.
Det tiltrækkende ved denne særlige ”satanisme” var bl.a., at den opfordrede til at ”kæmpe, hvis det kommer dertil”, lød det fra satanisme-disciplen Engelbreth.
”Svælgen i vold og selvtægt”
I sin artikel fremhæver Johan Herman Rump, at Neutzsky–Wulff bevidst vender op og ned på begreberne.
Ikke kun fordi han ligesom Nietzsche foragter den ”slavemoral”, kristendommen står for – kristendommen er den absolutte hovedmodstander - og derfor vil vende op og ned på alt, hvad vi normalt forstår ved godt og ondt.
Men også fordi begrebsomvendingen forvirrer kritikerne. Humanisme plejer jo at være noget fredeligt, anti-voldeligt noget.
Det er det bestemt ikke hos Neutzsky–Wulff. En af hans disciple beskriver mødet med hans tankeverden således:
”Vi blev præsenteret for et okkult verdensbillede, uløseligt knyttet til en etik, vi på én gang væmmedes ved (sadistisk svineri og svælgen i vold og selvtægt), men på samme tid følte os draget af i vore hjerters dybere regioner (en ekstrem stærk kærlighed og seksualitet, og en tilsvarende vilje til ”blindt” at forsvare sine kære uden tøven eller skelen til ydre moralske normer”).
Vold, selvtægt uden smålig skelen til moralske normer. Denne form for ”etik” er tydeligvis en etik strippet for ethvert forbud (”Du må ikke…”.) og er altså et andet ord for ikke-etik, amoral. Et ord, Engelbreth selv ubetinget hylder.
Han skriver i Faklen 1998:
”Den humanistiske morale er, at humanismen altid må være amoralsk”. Moral i normal forstand er nemlig bare et dække over magtinteresser.
”Slag for slag”
Nået så vidt kan man altså bestemme Neutzsky-Wulffs ”satanisme” som en forkastelse af (kristen) moral og en hyldest til det naturlige menneskes drifter, instinkter og selvopholdelsesdrift, kombineret med en eksplicit antikristen okkultisme, der gjorde hans discipelskare til en fasttømret enhed med klare sekteriske træk. Hertil kommer en særdeles langhåret fremtidsvision, som vi vender tilbage til.
Johan Rump bestemmer satanismens forhold til vold sådan:
”Erwin Neutzsky-Wulffs satanisme-humanisme svælger i den vold, som han synes er så helt igennem menneskelig. Almindelige humanister ville derimod finde den temmelig umenneskelig. I selve Faklen tages der skarpt afstand fra politivold, men i det fremtidige fascist-Danmark, som ”Døden” (Neutzsky-Wulffs bog fra 2006, red.) og Faklen forudsiger, er det danske politi netop også fascismens håndlanger. Faklen er dog helt på det rene med, at bekæmpelsen af »Intolerancen« - altså Faklens fascistiske fjender - godt kan tage andre former end verbale. Som Rune Engelbreth skrev i Faklens første nummer: »Den tid, der tavst kunne vende den anden kind til, er definitivt forbi - vi må møde intolerancen, som den møder os, ord for ord og slag for slag.«”
Humanistiske stenkast
Denne formulering, som lyder som taget ud af en krigstale af Churchill, er tilbagevendende i Rune Engelbreth Larsens Faklen-skriverier. Selvtægt er en legitim udvej:
”Gives der situationer, hvor myndighederne ikke kan eller måske ikke vil forhindre voldelige og racistiske overgreb, må vi naturligvis tage sagen i egen hånd, det vil sige svare igen. Ord for ord og slag for slag. At autonome svarer nazisters stenkast igen med stenkast, er derfor både forståeligt og ganske humanistisk i vores begrebsverden”.
Selvtægt og selvforsvar er ikke bare en fjern teoretisk mulighed. Nutiden – Danmark i 1990´erne - er så kulturracistisk og fascismen så meget på fremmarch, at alt kan ske.
Som Rune Engelbreth skriver i en i øvrigt begejstret anmeldelse af Neutzsky-Wulffs ”Døden”:
”Fascismen breder sig, fra højre og fra venstre, på TV og på gaden, på arbejdspladsen – og på universitetet. Enten underminerer vi den, eller også understøtter vi den. Der er ikke andre alternativer”.
Selvtægten og fascisme-undermineringen kan tage mange former. Bl.a. opfordrer Faklen tvangsaktiverede danskere til at benytte sig af ”legalt butikstyveri”.
Ligeledes er Engelbreths begejstring stor, da der udbryder optøjer på Nørrebro i 1999. Under overskriften ”Næste skridt: Væbnet kamp” skrev han:
”Der er en grænse for, hvor passivt etniske minoriteter vil finde sig i at blive trampet og pisset på af beslutningstagere i Danmark. Der er en grænse, før de gør det eneste, som alle udstødte, der er trængt op i en krog, kan gøre: Slår igen. I alle retninger.”
Volden bør, mente Engelbreth, få politikerne til at lægge kursen om. I anti-fascistisk retning.
Flydende fascisme
Som bl.a. Weekendavisens Bo Bjørnvig har gjort opmærksom på, undergår begrebet fascisme ligesom humanisme en forvandling hos Neutzsky –Wulff . Meget ofte er fascisme hos ham (og Engelbreth) et andet ord for ganske almindelige normaldanske holdninger, ligesom fascisme og kristendom overlapper hinanden:
”Hvis vi ikke tager entydigt og 100% afstand fra samtlige fascistiske tendenser i den politiske udvikling i dag, bliver vi selv en del af dem, og hvis vi ikke fravælger kristendommen, kan vi heller ikke helhjertet kæmpe for humanismen” (Faklen nr. 6 s.52).
Verden er altså delt i to: Dem og os. Humanismen over for fascismen. Men lige så ofte i betydningen: satanisme overfor kristendommen.
Ifølge Rump var det først og fremmest af mobiliseringsgrunde, at Neutzsky-Wulff iklædte sine satanismeforestillinger en politisk venstrefløjsdragt. Vil man destabilisere det ”fascistiske” majoritetssamfund, er venstrefløjen ikke til komme udenom
”fordi det er det eneste sted i det politiske spektrum, hvor det er muligt at finde fodfæste, hvis Neutzsky-Wulffs verdensbillede skal gøres til politisk virkelighhed. Man må tænke på, at Erwin Neutzsky-Wulffs fremtidssamfund må skabes via en atomkrig, hvor nogle få overlevende vender tilbage til skovene eller via en revolution, hvor flere og flere enklaver og minoritetsgrupper tilkæmper sig selvstyre fra Staten (centralmagten) – Intet mindre kan nemlig gøre det i Neutzsky-Wulff-bevægelsen!”
Islampromovering
På den baggrund er det ikke overraskende, at Faklens mange angreb på kristendommen gik hånd i hånd med udtalt islampromovering. Min fjendes fjende er jo ofte min ven.
Engelbreth agiterede ivrigt for stormoske i Århus og opstillede steningsimamen Abdul Wahid Pedersen som folketingskandidat for Minoritetspartiet, samtidig med at han fordømte Ny Testamentes ”uforsonlige fanatisme”.
Det fik Naser Khader til at kalde ham en ”militant” halalhippie . I sin bog Khader.dk siger han:
”Et af de værste eksempler er Rune Engelbreth Larsen, der er redaktør for det vanvittige tidsskrift, der hedder Faklen. Han hader Danmark, den danske folkekirke, de danske præster og kristendommen i det hele taget. Men over for islam er han blid som et lam. Og han har allieret sig med nogle af de værste ekstremister overhovedet i landet.”
Svaret fra Engelbreth var en injuriesag, som Khader vandt.
Fra pistolforside til Politiken
Pistolen på Faklens forside og Engelbreths opfordring til selvforsvar kan altså ikke betragtes som en enlig, forvirret svale i det engelbrethske univers.
Den ligger tværtimod i direkte forlængelse af den selvtægts- og voldsforherligende satanisme-humanisme, som er Engelbreths åndelige udgangspunkt.
Det er måske forklaringen på, at Engelbreth beskylder Sappho for citatfusk i stedet for at tage et klart opgør med sin egen voldsflirtende artikel.
Skal han tage afstand fra bevæbningsopfordringen, er han nødt til at tage afstand fra en omfattende del af sine Faklen-skriverier. Altså lave et tilbundsgående og principielt opgør med sin egen satanistisk-humanistiske fortid.
Det har han så vidt vides ikke gjort endnu – selv om han gennem alle årene har benægtet at være satanist - måske fordi han stadig bag facaden sympatiserer med sin gamle lærermester. Som Bo Bjørnvig skrev for nogle år siden i Weekendavisen:
”Intet af det, Engelbreth skriver (i Politiken, red.), udelukker, at han stadig er Neutzsky-Wulffs discipel, blot tager han kun små skridt i den retning, de store lader han Neutzsky-Wulff om”.
Da det i 1999 kom til et personligt brud mellem Engelbreth og Neutzsky-Wulff, understregede man i Faklen, at bruddet ikke medførte nogen ændring i Faklens redaktionelle linje.
I 2001 gik Faklen ind, men Engelbreth fik snart en større talerstol: i 2004 blev han tilknyttet Politiken. Her har han gjort angreb på især DF til sit speciale. I 2006 betegnede således DF som ”metastaser” – altså som kræftceller - der som en dødelig sygdom ”for længst er trængt ind i det danske samfund”.
Og han forkyndte i forlængelse af denne diagnose, (som normalt udløser strålebehandling og direkte destruktion af kræftcellerne) at det nu var tid til at tage ”fløjlshandskerne af”.
Kampretorikken må være faldet i Politikens smag. Samme år udgav Engelbreth en bog sammen med daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden. Og også efter dennes død er Engelbreth avisens højprofilerede blogger, der lige nu analyser valgkampen for avisen
Hvad bryder Politiken sig om, at Engelbreth er mangeårigt talerør for en voldsflirtende, militant, amoralsk satanisme-humanisme.
Han bekæmper jo de rigtige.
