Det er både chokerende og ildevarslende at se videoerne fra de voldelige optøjer, der har bredt sig til en række engelske byer efter at tre små piger bestialsk blev knivdræbt af en 17-årig dreng, da de var til et Taylor Swift dansearrangement i den engelske by Southport sidste mandag: vold, hærværk og angreb på politiet har i mere end en uge hørt til dagens orden i England, og det er med stigende uro vi følger et på lange stræk magtesløst engelsk politi, der bliver bombarderet med allehånde kasteskyts og rasende tilråb, når de forsøger at dæmme op for volden samtidig med, at deres politibiler og indsatsvogne bliver sat i brand.
Optøjer som disse hører ingen steder hjemme i et demokrati og en sådan adfærd skal naturligvis fordømmes på det kraftigste. Når det er sagt, er det imidlertid vigtigt at kende baggrunden for optøjerne – og her har både danske og engelske mainstream medier svigtet på det groveste, for knivangrebet i Southport var kun gnisten, der antændte bålet og de falske rygter på de sociale medier om, at gerningsmanden var muslim, gjorde hverken fra eller til.
England har udviklet sig til en regulær krudttønde efter årtiers masseimport af indvandrere med muslimsk baggrund, der i endnu højere grad end herhjemme har sat sit negative og kulturelt betingede præg på både velfærdsstaten og ikke mindst kriminalitetsstatistikkerne, der med skandalerne omkring de vidtforgrenede netværk af pakistanske grooming-banders voldtægt og udnyttelse af tusindvis af helt unge engelske piger som det mest markante eksempel, har haft store konsekvenser for især den engelske arbejderklasse.
Alligevel er det i årevis lykkedes både de politiske magthavere og de mere uformelle ditto i form af medier og overklassens meningsdannere, at defamere og undertrykke kritik af og debat om udviklingen i England med den nærmest skånselsløse forfølgelse af ytringsfrihedsaktivisten og borgerjournalisten Tommy Robinson som det helt centrale eksempel.
Men tryk avler modtryk, og det har det gjort længe – og i disse uger har vi både set, hvor galt det kan gå, men vi har også set det modsatte nemlig, hvor demokratisk og civiliseret en protest kan forløbe i form af to store demonstrationer i London – med Tommy Robinson som frontfigur:
I denne sommer har Trykkefrihedsselskabet været i London to gange for at deltage i demonstrationer arrangeret af Tommy Robinson. Den første demonstration, der fandt sted 1. juni under overskriften ”Lawfare” talte ca. 30.000 mennesker på Westminster lige op ad parlamentsbygningen og i den anden, ”Unite the Kingdom”, deltog over det dobbelte på Trafalgar Square den 27. juli.
Begge demonstrationer var heldagsarrangementer med taler, musik og forevisning af to af Robinsons dokumentarer om England i opløsning, den seneste, ”Silenced” havde i øvrigt premiere i Trykkefrihedsselskabet sidste år, hvor den blev vist i Fællessalen på Christiansborg.
Formålet med protesterne var at samle briterne om et krav om at få det England tilbage, som tiltagende mange føler at de har mistet: et land med lov og orden, tryghed, stabilitet og ikke mindst med ytringsfrihed og demokrati og dermed også en fremtid for kommende generationer. Og især demonstrationen forrige lørdag bekræftede, at Tommy Robinson havde fingeren på pulsen, da han i teltet Frihedens Station på årets Folkemøde på Bornholm bl.a. sagde, at England er midt i en art zeitenwende og at det er gået op for stadigt flere, at det ender galt, hvis ikke de politiske magthavere griber ind over for den negative udvikling, landet er ude i.
Det var en opløftende og til tider bevægende oplevelse at deltage i demonstrationerne: især den sidste, hvor vi ikke bare kunne konstatere en meget bred repræsentation af englændere af alle etniciteter, men hvor hele familier med far, mor, børn og hunde gik med. Fra kl. 12, hvor demonstrationen bevægede sig roligt ad Strand mod endemålet på Trafalgar Square til den sluttede kl. 17, stod alle i bagende sol og lyttede på den ene tale efter den anden, sang med på hymnen ”Jerusalem”, bad et kollektivt Fadervor og så interesseret og tålmodigt den næsten 2 timer lange dokumentar ”Silenced” om de lokale myndigheder i Kirklees´ svigt og forsøg på at true og bestikke et helt lokalsamfund til tavshed om sandheden bag et påstået racistisk overfald på en syrisk flygtningedreng i en skolegård.
Det var intet mindre end imponerende. Især imponerende, at Tommy Robinson kun to måneder efter et lignende arrangement, kunne mobilisere mere end dobbelt så mange til en ny demonstration. Og alt foregik i god ro og orden uden at det i øvrigt talstærke politiopbud på Trafalgar Square havde nogen anledning til at gribe ind.
Det er hinsides påfaldende, at sommerens to i særklasse store demonstrationer i Londons centrum ikke blev dækket indgående af de engelske medier og at det budskab om at få England tilbage som demokratisk retsstat, som disse to sommerdage blev sendt fra titusindvis af demonstranter, ikke gav genlyd i medierne. Men det skete ikke: demonstrationen den 27. juli blev i lighed med dens forgænger 1. juni i alt væsentligt ignoreret af medierne og af de politiske magthavere, den var rettet imod.
Til gengæld får Tommy Robinson nu både i England og herhjemme skyld for at stå bag de voldelige optøjer, der breder sig fra by til by – trods den omstændighed, at han flere gange på det sociale medie X har taget skarpt afstand fra volden og opfordret til kun at deltage i fredelige protester inden for retsstatens rammer.
Det er dybt tragisk, at selvom det er den samme frustration og afmægtighed, der ligger bag både de fredelige og lovlige demonstrationer i London og de voldelige og ulovlige optøjer i Southport, Sunderland, Bristol og andre engelske byer, så er magthavere og medier hverken interesseret i årsagen til utilfredsheden og frustrationerne eller i at tage de mange tusinde mennesker alvorligt, der viser deres bekymring for deres land i en fredelig protest. Det eneste, der optager dem er at isolere den omsiggribende bekymring til nogle få, radikaliserede bøller på den ekstreme højrefløj – og lukke munden på Tommy Robinson ved at anklage ham for terrorisme og overdænge ham med den ene straffesag efter den anden.
På denne måde har de politiske magthavere i England i årevis skubbet problemerne foran sig i stedet for at løse dem – og måske har de held til at gøre det igen denne gang. Men omfanget af de voldelige optøjer vi ser i disse dage og det stadigt mere talstærke opbud af fredelige demonstranter for hver gang Tommy Robinson iværksætter en ny lovlig demonstration viser, at utilfredsheden vokser, hvilket gør det højst usikkert, om, at man kan lukke ned for protesterne igen næste gang – med mindre man vil ty til totalitære indgreb og indskrænke folkets frihedsrettigheder. Det vil endegyldigt blive enden på England som retsstat.
