I et interview i Politiken fortæller Butt Hussain om, hvor anstrengende det er, hele tiden at skulle tage afstand fra radikal islam, terrorisme og den slags: “Der er ikke grænser for, hvor mange prædikater der er for muslimer i denne debat. Nu er jeg også blevet beskyldt for at gå ind for stening og ekstremisme, så jeg er vant til lidt af hvert. Det tager bare tid at få renset sit navn. Skal jeg tage afstand fra stening resten af livet?”
Hermed hentyder Butt Hussain til en nylig retssag. I oktober sidste år blev politikeren Karen Jespersen (V) dømt for injurier mod Butt Hussain. Jespersen blev dømt for uretmæssigt at have beskyldt Butt Hussain for at gå ind for stening. Jespersen har betegnet dommen som “meget mærkelig”, ( http://www.b.dk/danmark/jeg-har-ikke-sagt-han-gaar-ind-stening ) da hun efter eget udsagn aldrig har sagt at Hussain går ind for stening men blot har “konstateret, at han ikke vil tage afstand til stening. Andet har jeg ikke sagt og det er med velberåd hu.” Jespersen har anket dommen. Til gengæld måtte Hussain acceptere, at Jespersen har lov at betegne Hussain som “ekstremist”. Her gav dommeren ikke Butt Hussain medhold.
Vor tids jøder
Interviewet med Butt Hussain i Politiken ligner til forveksling mange andre interviews, jeg igennem årene har læst i dansk og international presse med muslimske talspersoner. Myriader af islamiske organisationer er skudt op i Vesten igennem de seneste mange år. Om organisationen ligger fysisk i Frankrig, Storbritannien eller Danmark, er proceduren ofte den samme: At køre offerstrategi, når man bliver konfronteret med sine egne ekstreme eller uklare standpunkter på områder som stening, sharia, kvindens stilling eller homoseksualitet. Eller forklare, at udtalelserne er taget ud af kontekst. Skal den have en ekstra tand, så får man også proklameret, at muslimer er vor tids jøder.
Profetens fredsbudskab
Det er ikke første gang Butt Hussain klager sin nød over den uvenlige behandling i medierne. I “Brev til profeten”, trykt i “Muslimsk-dansk Dagbog: 19 dagbøger fra Muhammed-krisen” (Informations Forlag, 2006), skriver Butt Hussain blandt andet: “Den 30. september 2005 var jeg vidne til, at det, jeg havde kært, blev trådt under fode. Fremstillingen af dig (Muhammed, islams grundlægger, red.) som terrorist og kvindeundertrykker var og er ubærligt.” Og videre: “Jeg fik chancen for at give min mening til kende i forbindelse med en debat i fjernsynet med den redaktør, der havde været den udløsende faktor for, at disse billeder blev bragt. Da jeg trådte ind i studiet, mødte jeg endnu et skarpt hjørne - nemlig redaktørens påstand om, at nogle tegnere følte sig intimideret af islam. Nu var det altså ikke kun dig, min elskede Profet, der var sagen, men hele dit budskab om fred blev draget i tvivl og gjort til den skurk, der var skyld i selvcensurens opretholdelse og indskrænkelser af ytringsfriheden”.
For eller imod Al Qaeda
Frem til 2006 var Butt Hussain talsmand for Muslimer i Dialog (MID), der også er repræsenteret med to pladser i bestyrelsen for Muslimernes Fællesråd. Jeg har med mellemrum skrevet om nogle af de prædikanter og talere, der har gæstet MID. Lad os blot nævne nogle af dem igen, for eksempel den californiske konvertit Ustadh Yahya Rhodus, der i 2004 i et interview i Yemen med den australske journalist Mark Corcoran, ikke vidste, om han var han er for eller imod Al Qaeda. ( http://www.sappho.dk/for-eller-imod-al-qaeda.htm ).
Og den amerikanske prædikant Zaid Shakir, der blandt mange andre mærkeligheder, ifølge forfatterne til bogen “The Muslim Mafia”, mener det ikke er i orden at angribe fly md civile, men i orden at angribe fly med amerikanske militærpersoner.
Man kunne også nævne det offentlige møde i 2005 i København med journalisten Yvonne Ridley, der konverterede til islam, da hun blev taget til fange af Taleban i Afghanistan. På mødet forklarede Ridley, at de videofilm fra Irak, der viser de islamiske oprøreres drab på gidsler, er en nyttig alternativ nyhedsformidling.
Til møde med Irans præsident
Butt Hussain tog også imod en invitation til danske muslimer fra Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad, da han besøgte København i forbindelse med klimatopmødet i vinteren 2009. Foreholdt mødet med Ahmadinejad siger Butt Hussain blandt andet i Politiken-interviewet: “Hvis statsminister Lars Løkke Rasmussen kan trykke hånd med Robert Mugabe, og dronningen kan give Elefantordenen til Nicolae Ceausescu, så kan jeg vel også dukke op til et møde med Ahmadinejad. Hvis man er interesseret i regionen og international politik, vil man da utvivlsomt møde op og høre, hvad manden har at sige.”
Så fik man det på plads. Eller gjorde man? Jeg kender ganske mange mennesker, der har deres rod i lande som for eksempel Iran eller Irak. Ingen af dem kunne mig bekendt drømme om at deltage i et sådant møde. Nogle af dem deltog i stedet, ligesom jeg selv, i en demonstration mod Ahmadinejad på Gammel Strand.
Lang vej igen til ligestilling
I Muslimernes Fællesråds bestyrelse sidder også en af Københavns kendteste imamer, Abdul Wahid Petersen, der igennem årene også er citeret for udtalelser, der i europæeres ører og i liberale muslimers ører må lyde ekstreme.
“Vis mig dine venner, og jeg skal sige dig, hvem du er”, lyder et gammelt mundheld. Eller sagt med andre ord: Kan man klage over at blive betegnet som “ekstremist”, hvis man er og har været talsmand for organisationer, hvor man hyppigt inviterer mennesker med ekstreme synspunkter, og vel at mærke ikke for at stille dem kritiske spørgsmål?
Butt Hussain ret i, at der gælder forskellige standarder for muslimer og ikke-muslimer i debatten. Som talsperson for en muslimsk organisation kan man slippe afsted med det mest uhyrlige i medierne uden at blive gået på klingen. Man kan blive inviteret til møder med politikere og meningsmagere og få en fyrstelig behandling. Tænk blot på hvem der i årenes løb har deltaget i møder på Marienborg med mere. Der er lang vej endnu, før ligestillingen er gennemført på dette område.
