Hvad driver Tommy Robinson, den engelske gadejournalist, ytringsfrihedsaktivist og dokumentarist - er det penge, bred anerkendelse og en behagelig tilværelse? Nej, det er hans foreløbige liv et dementi på. Den begavede arbejderklassedreng, der er jaget vildt i sit hjemland, er drevet af noget så nobelt som sin samvittighed, og den byder ham at blive ved. Og ved. Og ved.
Der findes næppe nogen nulevende europæer, der har taget så mange tæsk for at beskrive det, han ser som et forfald; det være sig befolkningsudskiftningen i mange engelske byer, radikaliseringen i muslimske miljøer og korruptionen og manipulationen i de britiske medier. Og så har han slået et slag for samfundets svageste, først og fremmest unge, sårbare teenagepiger – en gruppe, man skulle tro især en samlet venstrefløj ville gå i brechen for - hvis ikke det var fordi sagerne involverede muslimer.
De efterhånden mange grooming-sager, i første omgang fra Rotherham og Telford – og disse er højst sandsynligt blot toppen af isbjerget - har afdækket hvordan (hvad angår første sag) 1.400 piger gennem 16 år blev seksuelt udnyttet af en ring af fortrinsvis pakistanske mænd, mens myndigheder og medier vendte det blinde øje til: En eklatant forsømmelse af pligt og ansvar, et totalt fravær af moral, etik og medmenneskelig omsorg, der afslører hvor langt ud det multikulturelle og dhimmificerede England er kommet: af lige dele frygt for prædikatet racist og for at ”forstyrre den offentlige orden”, med andre ord, af frygt for at få det godt 4.1 mio. store mindretal af muslimer i England på nakken, valgte socialarbejdere, politi, lokalpolitikere og medier i årevis helt bevidst at neglicere de mange sager. At de overhovedet kom offentligheden for øre, skyldes nogle ganske få mennesker, der var villige til at vove et øje: Tommy Robinson og i udgangspunktet også Labour-politikeren, MP for Keighly, Ann Cryer.
Hun blev tilbage i 2002 kontaktet af syv mødre, der dybt frustreret fortalte, at hverken det lokale politi eller de sociale myndigheder havde villet gøre noget ved deres anmeldelse: deres teenage-døtre, der alle var under den seksuelle lavalder, var blevet groomet af unge pakistanske, og for manges vedkommende, allerede gifte mænd i West Yorkshire.
Cryer gik ind i sagen, men havde dog heller ikke held med at overbevise det lokale politi om at forfølge den, og som et resultat af den offentlige omtale, der blev sagen til del, blev hun lagt på is af store dele af sit politiske bagland.
Cryers Labour-kollega, MP for Rotherham (!), Denis MacShane begrundede mange år senere i et interview sin manglende interesse for sagen med, at han var ”a Guardian-reading liberal leftie” og at den kollektive tavshed fra ham selv og resten af Labour sikkert skyldtes (…) ”a culture of not wanting to rock the multicultural community boat, if I may put it like that."
Det var også Cryers store frygt at antænde en lunte – ikke mindst hvis tabloidpressen løb med historien - og inden hun fik overbevist Channel 4 om at lave en rapport om sagen, som i sidste ende afstedkom, at fem af de i alt 35 mænd to år senere blev sendt i fængsel, havde hun via en mandlig ven forsøgt at overbevise det muslimske miljø om det uislamiske i denne adfærd. Det var opvisning i en naiv, krybende og intellektuelt doven adfærd: til trods for, at Cryer med et minimum af ulejlighed havde kunnet forvisse sig om islams sande væsen, så valgte hun at annamme den islamiske markedsføring af islam som ”Fredens religion”.
Hun endte med at betragte sagen om de syv teenage-piger som en enkeltstående begivenhed og stak piben ind.
Tommy Robinson ved til gengæld godt, hvad de hellige islamiske tekster indeholder: han har læst dem. Modsat Cryer og flertallet af politikere på begge fløje ved han således, at slaveri - også sexslaveri - er en fuldt integreret del af de hellige islamiske skrifter og at en - i vores del af verden - strafbar handling som voldtægt, betragtes som en religiøs handling under jihad. Robinson har desuden selv været vidne til, fra første parket, hvordan disse islamiske værdier materialiserede sig, bl.a. i sin hjemby, Luton.
En stor del af de sidste par år, siden sin udelukkelse fra samtlige sociale medier og to fængselsdomme på et højst tvivlsomt grundlæg, har Robinson netop brugt på at dokumentere disse sager, bl.a. i serien "The Rape of Britain" (fram 2022), der omhandler overgrebene i Telford, og hvor vi hører flere af ofrene for disse forbrydelser fortælle deres personlige historie.
De seneste dokumentarer, #The Phantom Rape Gang fra januar 2023 og ”Plantation 2 – The Rise of the Celts” fra tidligere i marts vidner om en fortsat forpligtelse overfor at tage alle de prekære emner op, som mainstreampressen forsømmer – til trods for myndighedernes behandling af ham.
Som Douglas Murray for fem år siden (31. maj 2018) skrev om Robinson i National Review: (...) "What can be said with absolute certainty is that Tommy Robinson has been treated with greater suspicion and a greater presumption of guilt by the United Kingdom than any Islamic extremist or mass rapist has ever been. That should be - yet is not - a antional scandal. If even one mullah or shiekh had been treated with the presumption of guilt that Robinson has received, Amnesty International, Human Rights Watch, and the rest of them would be all over U.K. authorities. But different standards apply to Robinson."
Ja, og set i lyset af denne dobbeltstandard, denne uretfærdighed han er udsat for, gør det blot hans indsats så meget mere imponerende.
Artiklen har været bragt i 24NYT
