Den 28-årige somalier, MMG, der nytårsdag overfaldt Kurt Westergaard i tegnerens hjem i Viby med en kniv og en økse, kom ikke bare i moskeen Kulturel Forening for Børn og Unge i Danmarksgade i Aalborg. MMG var også i en længere periode medlem af bestyrelsen for Kulturel Forening for Børn og Unge. Det skriver Jyllands-Posten.
Kulturel Forening for Børn og Unge henvender sig ifølge foreningens formålsparagraf til børn og unge af alle nationaliteter og ønsker at etablere klubaktiviteter som gymnastik, motorik og kulturelle foredrag. Foreningen havde - ifølge egne oplysninger - 506 medlemmer ved udgangen af 2005 og heraf var 380 under 25 år (kilde: Nordjyske 30.01.2007). Jyllands-Posten har imidlertid besøgt foreningen i Danmarksgade, og avisen antyder med sin beskrivelse af foreningens lokaler, at der sandsynligvis i stor udstrækning udelukkende er tale om en moske:
"I sidste uge var Morgenavisen Jyllands-Posten ad flere omgange forbi lokalerne på Danmarksgade 41, bl.a. torsdag eftermiddag, da der ifølge en besøgende var "somalisk messe".
Reol og prædikestol
Det store, centrale rum har gulvtæppe fra væg til væg og ingen møbler bortset fra en stor bogreol og en prædikestol. På væggen hænger en tavle over tidspunkterne for de fem daglige bønner, som rettroende muslimer skal bede, og på etagen ovenover er der bl.a. et lille rum, hvor medlemmerne drikker kaffe, og hvorfra fredagsbønnen også følges. Heller ikke her er der nogen møbler."
Fortaler for kvindelig omskæring
Moskeens imam hedder Mustafa Abdullah Aden. Han erklærede sig i 1990'erne som tilhænger af kvindelig omskæring og burkaer og tordnede mod musik som djævelens værk (kilde: I krigens hus) I bogen er Aalborg-imamen omtalt som Mustafa Abdullahi Aden
Mustafa Abdullah Aden har i øvrigt også været på banen i forbindelse med Westergaard-attentatet. Til Jyllands-Posten udtaler Mustafa Abdullah Aden, at det er Politiets Efterretningstjeneste, der står bag attentatet:
"Jeg er ikke i tvivl om, at PET har kørt ham (MMG, red.) ud til gerningsstedet, har sat ham af og har slået alarm. PET er onde og jagter unge mennesker. Det er PET, der skal under observation."
Skattepenge for nedrullede gardiner
Aalborg Kommune har i øvrigt via Folkeoplysningsudvalget postet hundredtusindvis af kroner i Kulturel Forening for Børn og Unge i Danmarksgade som medlems- og lokaletilskud til foreningen. Hvad Aalborg Kommune har fået for pengene er ikke godt at vide.
Da det lokale dagblad Nordjyske vinteren 2004 bad om lov til at overvære fredagsbønnen i Kulturel Forening for Børn og Unge, blev anmodningen afslået. Også avisens forespørgsel vedrørende en reportage om foreningens aktiviteter blev afvist.
"Vi er ikke interesserede," sagde formanden for Kulturel Forening for Børn og Unge, Hassan Farah Geedi, til avisen uden at begrunde svaret yderligere ("Bag nedrullede gardiner", Nordjyske.dk 01.01.2005).
Da Jyllands-Posten forleden spurgte bestyrelsesmedlem i Kulturel Forening for Børn og Unge, Muhamed Alhage, hvilke aktiviteter, der foregår i lokalerne i Danmarksgade 41 ud over bøn, ønskede Muhamed Alhage ikke at svare:
"Jeg kan kun sige, at vi respekterer loven, og vi overtræder hverken kommunens eller kulturforvaltningens regler," sagde Alhage til Jyllands-Posten.
De mange foreninger
På hjørnet overfor Kulturel Forening for Børn og Unge ligger foreningen "Dansk - Somalisk Integrationsforening" på adressen Danmarksgade 70, 1. th. Desuden huser Aalborg en Dansk-Somalisk Venskabsforening og en Nordsomalisk Forening, hvis formand er Abdilfatah Y. Sahal.
Derudover har Aalborg både en Dansk-Somalisk Forening og en Somalisk-Dansk Forening (formand Aweis Sheik Yonis).
Om de fem foreninger modtager tilskud fra Aalborg Kommune via Folkeoplysningsudvalget eller på anden måde vides ikke.
Øksemand var aktiv i moske
Kurt Westergaards attentatmand var bestyrelsesmedlem i Kulturel Forening for Børn og Unge i Aalborg
Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg